Fritagelse for beskatning af fri sommerbolig ved udlejning gennem bureau

Sagen omhandlede en klage over SKATs afslag på spørgsmål vedrørende beskatning af fri sommerbolig i Spanien. Klageren, der er direktør og hovedanpartshaver i et selskab, ønskede at vide, om han ville blive fritaget for beskatning af en sommerbolig, som selskabet overvejede at anskaffe og udleje gennem et lokalt udlejningsbureau. Selskabets formål var bl.a. investering i fast ejendom, og sommerboligen skulle anvendes til udlejning med forventning om både lejeindtægter og værdistigning.

SKAT havde oprindeligt besvaret alle tre spørgsmål benægtende med henvisning til formodningsreglen i Ligningsloven § 16, stk. 5. SKAT mente, at hverken udkastet til aftale med udlejningsbureauet eller en eventuel aftale mellem klageren og selskabet afkræftede formodningen om rådighed over sommerboligen.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at alle spørgsmål skulle besvares med "Ja". Argumentationen var baseret på, at selskabet, i kraft af en udlejningsaftale med et udlejningsbureau, ville fraskrive sig den fulde og uigenkaldelige råderet over ferieboligen i en periode på to år. Dette ville betyde, at selskabet ikke havde rådighed over boligen, og dermed kunne betingelserne for beskatning af hovedaktionæren efter Ligningsloven § 16, stk. 9 og Ligningsloven § 16, stk. 5 ikke anses for opfyldt.

Repræsentanten henviste til Højesterets dom SKM.2009.558 HR, som ifølge repræsentanten vedrørte en lignende problemstilling. Det blev fremhævet, at den skatteretlige problemstilling om fraskrivelse af rådighed over en sommerbolig i relation til Ligningsloven reelt er den samme som i virksomhedsskattelovens regelsæt om udelukkende erhvervsmæssig anvendelse. Det blev anført, at en frasigelse af rådigheden over for et udlejningsbureau anses for tilstrækkelig til at godkende et sommerhus som udelukkende erhvervsmæssigt anvendt.

Det blev også påpeget, at en fastholdelse af SKATs bindende svar ville udelukke hovedaktionærselskaber fra at eje og udleje ferieboliger uden beskatning af aktionæren, hvilket ville stride mod både lovens ordlyd, forarbejder og EU-retten. Klageren ville ikke tilhøre den personkreds, som bestemmelsen tilsigtede at inddrage under beskatning, da selskabets uigenkaldelige overdragelse af den fulde råderet til udlejningsbureauet medførte, at selskabet ingen fortrin havde af at være hovedaktionær i denne situation.

Vedrørende spørgsmål 2 og 3 argumenterede klageren for, at en særskilt lejeaftale med udlejningsbureauet på markedsvilkår ikke ville ændre på, at klageren gennem sit selskab ikke kunne råde over ferieboligen. Klagerens benyttelse af boligen som almindelig lejer ville ikke være en følge af hans position som hovedaktionær, men en følge af en almindelig aftale med en uafhængig tredjemand. En fraskrivelse af enhver rådighed over for selskabet, omfattende både klageren og dennes nærtstående, ville yderligere understøtte, at der ikke var rådighed over sommerboligen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og besvarede spørgsmål 1 med "Ja", mens spørgsmål 2 og 3 bortfaldt.

Landsskatteretten bemærkede, at Ligningsloven § 16, stk. 5 indførte en formodningsregel, hvorefter en hovedaktionær, hvis selskab ejer en sommerbolig, anses for at have boligen til rådighed hele året. Det er rådigheden, og ikke den faktiske anvendelse, der beskattes. Formodningen kan afkræftes ved at godtgøre, at sommerboligen ikke har været anvendt privat, eller at andre har haft rådighed over den.

Landsskatteretten fandt, at hvis aftalen om udlejning af selskabets sommerbolig i Spanien indgås for en 2-års periode på markedsmæssige vilkår og til markedsmæssige priser, og den økonomiske risiko overgår til udlejningsbureauet (virksomhed3), kan klageren umiddelbart ikke anses for at have rådighed over sommerboligen. Dog er formodningsreglen om rådighed kun afkræftet, hvis det tillige fremgår af aftalen med udlejningsbureauet, at klageren og dennes familie er afskåret fra at leje sommerboligen, herunder at have adgang til og bruge sommerboligen i den periode, som udlejningen omfatter.

Landsskatteretten besvarede derfor spørgsmål 1 med "Ja" under den forudsætning, at:

• Der er tale om en reel udlejning af sommerboligen i en periode på 2 år.
• Udlejningen sker på markedsmæssige vilkår og til markedsmæssige priser.
• Den økonomiske risiko overgår til udlejningsbureauet.
• Det fremgår af lejeaftalen med udlejningsbureauet, at klageren og dennes familie helt er afskåret fra at leje og gøre brug af sommerboligen i samme periode.