Landsskatteretten stadfæster skønsmæssig indkomstforhøjelse trods manglende foretræde

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt Skatteankenævnets afgørelse om skønsmæssig forhøjelse af klagerens personlige indkomst for indkomståret 2004 var ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl. Klageren gjorde gældende, at nævnet havde truffet afgørelse uden at give klageren og dennes repræsentant tilstrækkelig mulighed for at give foretræde for nævnet.

Sagens forløb

Sagen blev sendt til Skatteankenævnet den 22. marts 2009 efter en tidligere kendelse fra Landsskatteretten, der pålagde nævnet at realitetsbehandle skatteansættelsen. Skatteankenævnet sendte forslag til afgørelse den 29. juni 2009. Efter flere anmodninger om udsættelse og aflyste møder, herunder et møde berammet til den 5. november 2009, som nævnet aflyste, blev et nyt møde fastsat til den 3. december 2009. Klageren meldte afbud grundet sygdom, og repræsentanten mødte ikke frem. Skatteankenævnet traf herefter afgørelse den 9. december 2009 på det foreliggende grundlag.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet havde skønsmæssigt forhøjet klagerens indkomst med 235.000 kr. for indkomståret 2004, med henvisning til blandt andet Statsskatteloven § 4 og Skattekontrolloven § 5, stk. 3.

Klagerens argumenter

Klageren påstod afgørelsen ugyldig, idet han mente, at hans ret til at udtale sig over for nævnet var tilsidesat. Klageren anførte, at han alene havde anmodet om at få rykket ét berammet møde (den 3. december 2009), og at en udsættelse på en måned ville være marginal i en sag, der havde verseret siden 2004. Det blev fremført, at Landsskatterettens praksis tilsiger, at manglende afholdelse af et møde medfører afgørelsens ugyldighed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om skønsmæssig indkomstforhøjelse. Retten fandt ikke, at skatteankenævnets afgørelse var behæftet med sagsbehandlingsfejl, der kunne medføre ugyldighed.

Retten bemærkede, at skatteankenævnets svar af 21. oktober 2009 vedrørende anmodningen om udsættelse af mundtlig forelæggelse ikke kunne anses for en forvaltningsafgørelse. Dette skyldtes, at svaret ikke var et så afgrænset og selvstændigt spørgsmål af væsentlig betydning for klageren, at det kunne anses for en forvaltningsafgørelse i henhold til retssikkerhedsgarantierne for partsrettigheder.

Landsskatteretten henviste til Skatteforvaltningsloven § 36, stk. 6, jf. Forvaltningsloven § 21, stk. 2, som fastslår klagerens ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skatteankenævnets medlemmer. Disse bestemmelser giver nævnet mulighed for at fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen, hvis den ikke er afgivet inden for rimelig tid. Forarbejderne til Skatteforvaltningsloven § 36, stk. 6 angiver, at fristen ikke bør være under 14 dage.

Endvidere henviste retten til § 13, stk. 4, 1., 3. og 5. pkt., i bekendtgørelse nr. 607 af 14. juni 2006 om forretningsorden for skatteankenævn, som præciserer, at for mundtlige udtalelser skal fristen minimum være til næste møde med en mødeindkaldelse på ikke under 15 dage. Hvis klageren ikke overholder disse frister, kan nævnet bemyndige formanden til at afgøre klagen på det foreliggende grundlag.

Landsskatteretten vurderede, at det faktiske forløb, herunder de gentagne tilbud om møder og de fastsatte frister, ikke var i strid med ordlyden, forarbejderne eller formålet med Skatteforvaltningsloven § 36, stk. 6 eller praksis og sædvane i forhold til den nævnte bekendtgørelse. Skatteankenævnet havde således handlet inden for rammerne af disse regler.

På baggrund heraf stadfæstede Landsskatteretten skatteankenævnets afgørelse.