Freelancejournalists status som selvstændig erhvervsdrivende

Sagen omhandler en freelancejournalist, hvis skattemæssige status af SKAT blev ændret fra selvstændig erhvervsdrivende til lønmodtager i tjenesteforhold hos to tv-stationer, med virkning fra 1. januar 2010. Journalisten havde siden 1994 selvangivet sin indtjening som selvstændig virksomhed, og Skatteankenævnet havde i 1997 bekræftet denne status efter en helhedsbedømmelse af sagens oplysninger og gældende praksis, herunder Højesterets dom af 9. maj 1996 og Vestre Landsrets dom af 31. maj 1995. Det blev dengang lagt vægt på, at der ikke var ansættelseskontrakt, vederlaget blev aftalt pr. opgave, journalisten selv tilrettelagde arbejdet, og selv afholdt omkostninger. Udgifter blev anset for fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6 a.

SKATs afgørelse i 2010 tilsidesatte den tidligere afgørelse og argumenterede for, at de faktiske forhold havde ændret sig. SKAT lagde vægt på, at faste takster pr. program (f.eks. 10.700 kr. for "[X2]" og 9.100 kr. for "[X1]") ikke var udtryk for vederlag pr. opgave, at tv-stationerne stillede produktionsudstyr og varebil til rådighed, og at klageren derfor ikke afholdt alle omkostninger. SKAT mente, at klageren ikke opfyldte kriterierne for selvstændig erhvervsvirksomhed som beskrevet i personskattelovens cirkulære afsnit 3.1.1.2 (nu Ligningsvejledningen, afsnit E.A.4.1). SKAT fremhævede, at klageren ikke bar en selvstændig økonomisk risiko, ikke ejede alt anvendt udstyr, og havde et fast engagement over mange år, hvor der løbende indgås aftaler om fremtidige programmer, og hvor klageren modtog feriepenge og fulgte overenskomstmæssige reguleringer for journalister.

Klagerens repræsentant fastholdt, at klageren fortsat var selvstændig. Det blev fremhævet, at samarbejdet kunne ophøre fra dag til dag, at prisen for opgaverne forhandles løbende, og at klageren selv tilrettelagde sine opgaver og bar den økonomiske risiko ved egenproduktion. Klageren afholdt desuden udgifter til bil, telefon og computer. Det blev også anført, at klageren var erstatningsansvarlig for skader eller injurier, ikke var dækket af Lønmodtagernes Garantifond ved konkurs, og selv tegnede ulykkes- og sygeforsikring. Klageren solgte desuden sponsorater for tv-stationerne mod provision, hvilket understregede den selvstændige karakter. Der blev henvist til SKM2004.452.LSR som et eksempel på en IT-konsulent med kun én kunde, der stadig blev anset for selvstændig på grund af økonomisk risiko.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og fastslog, at klagerens indkomst fra [virksomhed1] og [virksomhed2] også fra den 1. januar 2010 skulle anses for erhvervet som led i klagerens selvstændige virksomhed.

Retten foretog en samlet vurdering baseret på kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 (til personskatteloven), punkt 3.1.1 (nu indarbejdet i Ligningsvejledningen, afsnit E.A.4.1). Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold:

• Programmerne aftales mundtligt for et halvt år ad gangen.
• Vederlaget erlægges efter regning, og betaling ydes først, når de enkelte udsendelser er leveret.
• Klageren bestemmer selv indholdet af de aftalte programmer.
• Klageren er ikke begrænset i adgangen til at udføre opgaver for andre hvervgivere.
• Programmerne "[X1]" og "[X2]" er nøje knyttet til klagerens navn og image.
• Klageren opsøger og sælger sponsorater for tv-stationerne i et betragteligt omfang.
• Klageren aflønnes ikke under sygdom.
• Klageren kan ifalde erstatningsansvar i tilfælde af uheld i forbindelse med optagelser.
• Klageren løber en vis økonomisk risiko ved aktiviteten på andre punkter.

De forhold, at klageren modtog feriegodtgørelse fra tv-stationerne, og at tv-stationerne løbende tilbageholdt A-skat og AM-bidrag, blev ikke tillagt afgørende betydning. Højesteretsdom af 14. november 2003 (SKM2003.555.HR) blev ikke anset for at være et fortilfælde i denne sag.