Skattepligt af rejsegodtgørelse - manglende dokumentation og kontrol

Sagen omhandler en tilsynsførende ansat i en typehusvirksomhed, der har modtaget skattefri rejsegodtgørelse i indkomstårene 2005, 2006 og 2007. Skattecentret har anset de udbetalte beløb for skattepligtig A-indkomst, da de fandt, at der ikke var ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingen af de skattefrie godtgørelser.

Klageren fik udbetalt følgende beløb som skattefri rejsegodtgørelse:

Klageren argumenterede principalt for, at betingelserne i Ligningsloven § 9 A, stk. 1 var opfyldt, og at arbejdsgiveren havde ført den fornødne kontrol. Som dokumentation var der oprindeligt fremlagt en spiralkalender med kontraktnumre, og senere blev der udarbejdet rejsebøger baseret herpå. Klageren fremhævede, at arbejdsgiveren via byggesagsnumre, kendskab til bopæl og Brobizz-fakturaer kunne kontrollere rejsernes formål, varighed og afstand. Subsidiært påstod klageren, at beløbene skulle kunne fradrages efter Ligningsloven § 9 A, stk. 7.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets afgørelse om at anse den udbetalte rejsegodtgørelse for skattepligtig A-indkomst for indkomstårene 2005, 2006 og 2007.

Retten henviste til den dagældende Ligningsloven § 9, stk. 5, som fastslår, at godtgørelser til dækning af arbejdsrelaterede udgifter medregnes i indkomstopgørelsen, medmindre de er omfattet af Ligningsloven § 9 A eller Ligningsloven § 31, stk. 4 og ikke overstiger Skatterådets satser.

Det blev fremhævet, at arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, herunder antallet af erhvervsmæssige rejsedage, jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, stk. 1. Bilag skal indeholde specifikke oplysninger som modtagerens navn, rejsens formål, start- og sluttidspunkt, mål, anvendte satser og beregning, jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, stk. 2.

Landsskatteretten fandt, at der på udbetalingstidspunktet ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for antallet af rejsedage, herunder registreringer af rejsens start- og sluttidspunkt eller brug af Brobizz. Dette betød, at arbejdsgiveren ikke havde kunnet foretage den fornødne kontrol. Et efterfølgende udarbejdet regnskab tillægges ifølge retspraksis ikke bevismæssig værdi, med henvisning til SKM2010.495.BR. Klagerens anbringende om konsekvensen af den manglende kontrol havde ikke støtte i praksis, jf. SKM2007.247.HR.

Vedrørende den subsidiære påstand om fradrag bemærkede Landsskatteretten, at klageren har adgang til at fratrække rejseudgifter med standardsatserne efter Ligningsloven § 9 A, stk. 1 eller med de faktiske udgifter, når disse ikke er godtgjort af arbejdsgiveren, i det omfang antallet af rejsedage kan dokumenteres. Dette følger af Ligningsloven § 9 A, stk. 7. Landsskatteretten overlod det til SKAT at træffe afgørelse om et eventuelt ligningsmæssigt fradrag efter denne bestemmelse.