Landsskatteretten om genoptagelse af sag vedrørende fradrag for rejseudgifter for kranfører

Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse fra 2007, der nægtede en kranfører fradrag for rejseudgifter. Anmodningen om genoptagelse blev indgivet i 2009 med henvisning til, at den oprindelige afgørelse syntes at være truffet på et fejlagtigt grundlag, samt med henvisning til SKAT's præcisering af regelsættet i Ligningsloven § 9 A om fradrag for rejseudgifter til kost og logi, offentliggjort i SKM2008.853.

Den oprindelige afgørelse fra Landsskatteretten i 2007 var baseret på den opfattelse, at klagerens arbejdssted ikke havde været midlertidigt i nogen del af perioden, idet ansættelsesstedet ifølge ansættelsesaftalen var i Y1-by. Retten mente ikke, at efterfølgende ansættelsesbeviser med angivelse af "skiftende arbejdssteder" for et senere indkomstår havde betydning for indkomståret 2005, og fandt ikke forholdet sammenligneligt med SKM2005.492ØLD (Metrodommen).

Klagerens repræsentant argumenterede for, at spørgsmålet om en tidsubegrænset stilling ikke er afgørende for fradragsretten, men derimod arbejdsstedernes midlertidighed, hvilket fremgår af Ligningsloven § 9 A, stk. 1. Dette synspunkt blev understøttet af SKM2008.853, hvor SKAT bekræftede, at et 12-måneders fast arbejde kan anses for et midlertidigt arbejdssted, og at arbejde inden for bygge- og anlægsbranchen som udgangspunkt ikke anses for fast arbejdssted. Klageren, der var ansat som kranfører, havde haft skiftende arbejdssteder, selvom han var fastansat, og hans arbejde kunne sidestilles med håndværksarbejde, der anses for midlertidigt. Klageren havde sin sædvanlige bopæl i Y4-by og mente, at Landsskatterettens oprindelige afgørelse byggede på en fejlagtig oplysning om, at han dagligt mødte og sluttede arbejdet på arbejdsgiverens adresse i Y1-by. Han forklarede, at kranførere ansættes i afdelinger tættest på de arbejdssteder, hvor kranen skal anvendes, og at han primært arbejdede på arbejdssteder af længere varighed, hvor kranen var opstillet, og ikke blev henstillet på arbejdsgiverens adresse hver aften.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten godkendte fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter, specifikt rejseudgifter, med 87.114 kr. Dette var en genoptagelse af en tidligere afgørelse, hvor fradraget ikke var godkendt.

Landsskatteretten lagde til grund, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2005 var i Y4-by, og at klageren i samme indkomstår havde arbejdet på midlertidige arbejdssteder. Retten fremhævede, at selvom klagerens ansættelsesforhold var fast, havde han skiftende arbejdssteder, hvilket berettiger til fradrag for rejseudgifter i henhold til Ligningsloven § 9 A, stk. 1.

Retten præciserede, at et arbejdssted højst kan anses for midlertidigt i de første 12 måneder for udbetaling af skattefri godtgørelse for udgifter til fortæring og småfornødenheder. Denne tidsbegrænsning gælder for det enkelte arbejdssted. En ny 12-måneders periode påbegyndes ved arbejdsskifte, defineret som:

• Skifte til en ny midlertidig arbejdsplads mindst 8 km ad normal transportvej fra den tidligere arbejdsplads, selvom det er for samme arbejdsgiver og i samme arbejdsprojekt.
• Skifte til et andet arbejdsprojekt for samme arbejdsgiver.
• Ansættelse hos en ny arbejdsgiver, selvom det er i samme arbejdsprojekt.

Desuden kan en ny 12-måneders periode begynde ved tilbagevenden til et tidligere arbejdssted, hvis der er forløbet 20 arbejdsdage på et andet arbejdssted, eller hvis tilbagevenden ikke har været påregnelig. Disse præciseringer, herunder henvisning til SKM2008.853, understøttede klagerens ret til fradrag, da det afgørende er arbejdsstedets midlertidighed, ikke ansættelsesforholdets varighed.