Manglende fradrag for kost og logi: Uddannelsesstilling ikke anset som midlertidigt arbejdssted

Klageren anmodede om bindende svar vedrørende muligheden for at foretage fradrag for kost og logi i henhold til Ligningsloven § 9 A i forbindelse med sin speciallægeuddannelse. Sagen omhandlede specifikt spørgsmål 7 og 8, der vedrørte ansættelsesperioden fra 1. september 2011 til 28. februar 2013, hvor klageren arbejdede på sygehuse under [by4] sygehus i [by1], [by5] og [by6].

Klageren, en cand. med., havde siden 2006 været ansat i forskellige stillinger på [by1] sygehus og senere i et hoveduddannelsesforløb til speciallæge i ortopædkirurgi, der strakte sig over fire år og involverede arbejde på flere hospitaler, herunder [by2] Universitetshospital og [by4] sygehus. Klageren havde fast bopæl i [by8], og transporttiden til [by1] sygehus var 2 timer og 50 minutter, hvilket ifølge klageren gjorde det umuligt at overnatte på bopælen.

Klagerens argumenter

Klageren gjorde gældende, at ansættelsen fra 1. september 2011 til 28. februar 2013 hos [by4] sygehus skulle anses for et nyt midlertidigt arbejdssted i henhold til Ligningsloven § 9 A, stk. 6. Dette skyldtes, at han skiftede arbejdsgiver fra [by2] Universitetshospital og påbegyndte arbejde på et nyt sted med tidsbegrænset ansættelse. Klageren fremhævede, at arbejdsopgaverne og -stederne i den tredje periode var væsentligt forskellige fra den første periode, idet de nu inkluderede protesekirurgi, håndkirurgi og idrætstraumatologi på forskellige afdelinger. Han mente derfor at være berettiget til kostfradrag i de første 12 måneder og logifradrag for hele perioden, hvor han ikke kunne overnatte på sin bopæl.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret havde svaret "nej" til samtlige spørgsmål. De argumenterede for, at udgifter til kost og logi normalt er private udgifter, medmindre de har en direkte forbindelse til indkomsterhvervelsen, jf. Statsskatteloven § 6, litra a og Ligningsloven § 9, stk. 1. For at være berettiget til fradrag skulle klageren enten være udstationeret, på rejse for en arbejdsgiver eller have et midlertidigt arbejde, hvor afstanden forhindrede overnatning på sædvanlig bopæl. Skattecentret mente, at klageren selv havde søgt uddannelsesstillingen og derfor ikke var på rejse eller udsendt. De anså ikke den 4-årige uddannelse for at være en midlertidig stilling, især da klageren havde været ansat på samme sygehus siden 2006.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets afgørelse og besvarede spørgsmål 7 og 8 med "nej".

Retten henviste til Ligningsloven § 9 A, som tillader fradrag for udokumenterede rejseudgifter til kost og logi, hvis lønmodtageren opfylder betingelserne for at være på rejse. En lønmodtager anses for at være på rejse, når:

• Afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted forhindrer overnatning på sædvanlig bopæl.
• Arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted, hvilket forhindrer overnatning på sædvanlig bopæl.

Det blev bemærket, at et arbejdssted højst kan anses for midlertidigt i 12 måneder for kostfradrag, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 5, mens denne tidsbegrænsning ikke gælder for logi. Ligningsloven § 9 A, stk. 6 angiver, at en ny 12-måneders periode påbegyndes ved skifte til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km fra det tidligere arbejdssted.

Landsskatteretten lagde vægt på, at vurderingen af et midlertidigt arbejdssted ikke alene afgøres af geografiske flytninger, men af en samlet vurdering af ansættelses- og arbejdsforholdene, herunder ansættelsens karakter og varighed.

Retten fandt, at ansættelsen i perioden 1. september 2011 - 28. februar 2013 ikke kunne anses for et midlertidigt arbejdssted. Dette skyldtes, at der var tale om en uddannelse/åremålsansættelse af en samlet varighed på ca. fire år. Retten betragtede det som en naturlig del af stillingens forløb, at arbejdsopgaverne skiftede, og at dette kunne ske på flere sygehuse under [by4] sygehus, uden at den samlede ansættelse ændrede karakter til flere midlertidige arbejdssteder.

Klageren opfyldte således ikke betingelserne om midlertidighed i Ligningsloven § 9 A.