Fradrag for renteudgifter efter separation - intern aftale om fordeling af rentefradrag

Sagen omhandlede en klagers ret til fuldt fradrag for renteudgifter vedrørende en tidligere fællesejet ejendom efter separation og skilsmisse. Klageren og hans tidligere ægtefælle, MJ, ejede en ejendom i lige sameje. MJ fraflyttede ejendommen den 15. februar 2006, og parret blev separeret den 23. marts 2006 og skilt den 27. november 2007. Ejendommen blev solgt til tredjemand den 15. maj 2007.

Den 15. februar 2006 underskrev parret et dokument med titlen "Vedr.: Bodeling i forbindelse med separation og efterfølgende skilsmisse". Heraf fremgik det, at klageren overtog ejendommen og alle dertil hørende rettigheder, forpligtelser og tinglyst gæld, herunder en kassekredit. Det blev specifikt aftalt, at "Alle skattefradrag vedr. ejendommen og den hertil knyttede gæld, overføres til Klageren. Hvilket der hermed samtidig gives fuldmagt til at gennemføre."

SKAT og Skatteankenævnet havde godkendt fradrag for 50 % af de samlede renteudgifter, da de mente, at klageren ikke kunne få fradrag for mere end sin andel. Skatteankenævnet lagde vægt på, at der var uenighed mellem parterne om forståelsen af aftalen, at det ikke fremgik, om fradragsretten skulle overføres fra indgåelse af den midlertidige aftale eller først ved endelig berigtigelse af skøde og ændring af hæftelsen. Desuden var et udkast til bodelingsoverenskomst ikke underskrevet, og den midlertidige aftale var ikke effektueret ved udgangen af 2006, da MJ fortsat hæftede for 50 % af gælden og var medejer af ejendommen.

Klagerens repræsentant påstod fuldt fradrag for renteudgifterne og argumenterede for, at aftalen af 15. februar 2006 var endelig og forpligtende, hvilket blev bekræftet af det efterfølgende salg af ejendommen, hvor provenuet alene tilgik klageren. Det blev anført, at skødet ikke blev ændret for at spare omkostninger, hvilket MJ var indforstået med. MJ's advokat bekræftede, at MJ underskrev skødet ved salget, og at provenuet tilgik klageren.

MJ's repræsentant fastholdt, at aftalen var midlertidig og ikke opfyldt af klageren, da han aldrig blev tinglyst som eneejer, og MJ fortsat hæftede for lånene. Derfor mente MJ, at hun fortsat skulle have rentefradraget for sin andel.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten fastslog, at renter af gæld er fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, såfremt renten vedrører en aktuel gældsforpligtelse, der påhviler debitor som en reel, retlig forpligtelse. Fradragsretten tilkommer den, der hæfter for gælden over for kreditor. Ved to debitorers solidariske hæftelse for gæld er udgangspunktet, at parterne hver er berettiget til fradrag for halvdelen af renteudgifterne.

Det er dog i praksis accepteret, at der ved aftale mellem solidarisk hæftende debitorer kan ske en anden fordeling af gældsforpligtelsen og dermed rentefradragsretten mellem parterne. Klageren og hans tidligere ægtefælle hæftede solidarisk for gælden til H1 A/S og for kassekreditten i F1-bank A/S. Udgangspunktet var derfor, at hver part var berettiget til fradrag for halvdelen af renteudgifterne vedrørende denne gæld.

For indkomståret 2006, hvor ægtefællerne var separeret, forelå der en underskrevet aftale af 15. februar 2006. Heraf fremgik det, at klageren overtog ejendommen og den dertil knyttede gæld, samt alle skattefradrag vedrørende ejendommen. Selvom skødet på ejendommen ikke var ændret, og aftalen af 15. februar 2006 var benævnt som midlertidig, anså Landsskatteretten det for dokumenteret, at der forelå en intern aftale mellem klageren og dennes tidligere ægtefælle vedrørende hæftelse af gæld i ejendommen og fradrag for de dertil knyttede renteudgifter. En udateret og usigneret bodelingsoverenskomst ændrede ikke herpå, da den ikke var endelig og bindende.

Da der således forelå en indgået aftale om en anden fordeling af renteudgifterne og om en ændring af hæftelsen i det indbyrdes forhold mellem klageren og hans tidligere ægtefælle, blev udgangspunktet om en ligelig fordeling af rentefradraget fraveget. Klageren var derfor berettiget til at fradrage samtlige renteudgifter vedrørende gælden i ejendommen.

Landsskatteretten godkendte herefter fradrag for renteudgifter vedrørende lån til H1 på 50.200 kr. og vedrørende banklån på 20.678 kr.