Skattepligtig avance på stuehus ved manglende bopæl og afvisning af virksomhedsordning grundet regnskabsmangler

Sagen omhandler en klager, der sammen med sin søster arvede en landbrugsejendom og efterfølgende solgte den. Tvisten vedrørte to hovedpunkter: dels om avancen ved salg af stuehuset var skattefri, og dels om klageren kunne anvende virksomhedsordningen til beskatning af sin andel af avancen.

Klageren havde i en kort periode flyttet sin folkeregisteradresse til ejendommen, men hans familie forblev boende på deres hidtidige adresse. SKAT og efterfølgende skatteankenævnet fandt det ikke godtgjort, at klageren reelt havde beboet ejendommen, hvorfor den såkaldte "stuehusregel" ikke fandt anvendelse, og avancen blev anset for skattepligtig.

Desuden blev klagerens ønske om at anvende virksomhedsordningen afvist. Begrundelsen var, at hans regnskab ikke levede op til de lovmæssige krav. Der var ikke foretaget en løbende bogføring, og der manglede en klar adskillelse mellem virksomhedens og klagerens private økonomi. Landsskatteretten stadfæstede begge disse afgørelser, men justerede beregningen af den skattepligtige avance en smule ned.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf en todelt afgørelse i sagen. For det første blev avancen ved salg af stuehuset anset for skattepligtig, og for det andet blev klagerens anvendelse af virksomhedsordningen afvist.

Ejendomsavancebeskatning

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for skattefritagelse for avancen på stuehuset efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 9, stk. 1 ikke var opfyldt. Retten lagde afgørende vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at ejendommen reelt havde tjent som hans bolig i ejertiden.

Følgende punkter blev fremhævet:

• Klageren bibeholdt sin oprindelige bolig sammen med sin familie i hele perioden.
• En midlertidig flytning af folkeregisteradressen blev ikke anset for tilstrækkeligt bevis for reel bebølse.
• Det var uden betydning, at klagerens mor tidligere havde boet på ejendommen, da kravet om bebølse gælder for ejeren selv i dennes ejertid.
• En ansøgning til Jordbrugskommissionen indikerede, at arvingerne fra starten havde til hensigt at frasælge stuehuset.

Landsskatteretten korrigerede dog SKATs beregning af den skattepligtige avance. Retten fastsatte anskaffelsessummen baseret på værdien ved arveudlægget den 11. maj 2003 og foretog reguleringer i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 5, stk. 1 og § 5 A. Den skattepligtige avance for klageren blev nedsat fra 1.880.571 kr. til 1.779.923 kr.

Anvendelse af virksomhedsordningen

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om at nægte klageren at anvende virksomhedsordningen. Begrundelsen var, at regnskabskravene i Virksomhedsskatteloven § 2, stk. 1 og Skattekontrolloven § 3 ikke var opfyldt.

Retten konstaterede flere alvorlige mangler i bogføringen:

• Der var ikke sket en løbende bogføring, idet de fleste posteringer var foretaget på én enkelt dato og som efterposteringer ved regnskabsårets afslutning.
• Der var ikke en klar regnskabsmæssig adskillelse mellem virksomhedens og klagerens private økonomi.
• Der manglede dokumentation for transaktioner på mellemregningskontoen, hvilket er et krav i henhold til Virksomhedsskatteloven § 4a, stk. 3.

Da regnskabet blev tilsidesat, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3, kunne ejendomsavancen ikke opspares som virksomhedsindkomst. Opsparet overskud blev derfor fastsat til 0 kr.