Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler en skibskoks fradrag for rejseudgifter i indkomståret 2006, hvor spørgsmålet var, om [by1] Havn skulle anses for klagerens faste arbejdssted. Skatteankenævnet havde ansat fradraget til 29.789 kr., hvilket var lavere end de selvangivne 49.944 kr., da nævnet anså [by1] Havn for at være det faste arbejdssted, hvorved rejsen afbrødes, når kontrolskibet lå i havnen.
Klageren var ansat som skibskok på kontrolskibet "[x1]", der var hjemmehørende i [by1] Havn, men sejlede ud fra og til en række forskellige havne langs den jyske vestkyst samt i internationalt farvand. Klageren arbejdede i vagter af 8-12 dage og skulle på grund af tilkaldevagt blive på skibet, selv når det lå i havn. Ansættelseskontrakten angav formelt klagerens private bopæl som tjenestested, og rejseudgifter mellem bopæl og skib blev betalt af Fiskeriministeriet.
Klageren gjorde gældende, at hans faste arbejdssted var hans bopæl, jf. ansættelseskontrakten og Lov om ansættelsesbeviser § 2, stk. 2, nr. 2. Han argumenterede for, at [by1] Havn ikke kunne være et fast arbejdssted, da der ikke foregik fiskeri, lastning eller anden arbejdsrelateret aktivitet på havnen, og skibet anløb en lang række forskellige havne afhængigt af operationsområdet. Han fremhævede, at skibet indgik i redningstjenesten og skulle kunne afgå med 30 minutters varsel, hvilket forhindrede ham i at overnatte på sin bopæl, selv når skibet lå i [by1] Havn. Klageren mente desuden, at han havde en berettiget forventning om at få godkendt fradrag efter rejsereglerne, da ToldSkats skrivelse af 22. marts 2000 havde fastslået, at ansatte på Fiskeriministeriets rednings- og kontrolskibe var omfattet af de almindelige rejseregler, og hans selvangivelser tidligere var blevet accepteret.
Skatteankenævnet og SKAT fastholdt, at [by1] Havn var klagerens faste arbejdssted. De lagde vægt på, at klageren reelt var fast tilknyttet kontrolskibet, som i væsentligt omfang anvendte [by1] Havn som udgangspunkt for sine ture. De henviste til retspraksis, herunder SKM 2003.294 TSS og SKM 2007.557 HRH, der fastslår, at det beror på en konkret vurdering af den enkelte lønmodtagers forhold, om en havn skal anses for et fast eller midlertidigt arbejdssted. De afviste, at ansættelseskontraktens angivelse af bopælen som tjenestested var afgørende for den skatteretlige vurdering. Endvidere afviste de, at skrivelsen af 22. marts 2000 skabte en retsbeskyttet forventning, da den alene var en generel angivelse af, at persongruppen var omfattet af de almindelige rejseregler, og ikke en konkret stillingtagen til opfyldelse af betingelserne for rejsefradrag.
Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om fradrag for rejseudgifter. Retten fandt, at klagerens faste arbejdssted var [by1] Havn, og ikke hans private bopæl, uanset hvad ansættelseskontrakten formelt angav. Dette medførte, at klageren ikke opfyldte betingelserne for fradrag for rejseudgifter i henhold til .
Landsskatteretten lagde vægt på følgende:
Landsskatteretten henviste til retspraksis, herunder SKM 2007.559 HR, SKM 2009.146 LSR, SKM 2009.129 HR og SKM 2010.847 LSR, som understøtter princippet om en konkret vurdering af det faktiske arbejdssted.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har opdateret satserne for godtgørelse af merudgifter ved tjenesterejser gældende fra 1. januar 2026.

Sagen omhandler en skibsførers ret til fradrag for rejseudgifter, specifikt kost, for indkomståret 2006. Klageren, der var ansat som skibsfører på rednings- og fiskeriinspektionsskibet "[x1]", selvangav fradrag for rejseudgifter, men SKAT godkendte kun en del heraf, da de anså [by1] Havn, skibets hjemhavn, for at være klagerens faste arbejdssted.
Klageren argumenterede for, at hans bopæl ifølge ansættelseskontrakten var hans tjenestested, og at skibets operationsområde dækkede et stort geografisk område med anløb i mange forskellige havne. Han fremhævede, at skibet indgik i et nationalt beredskab med korte reaktionstider (20-30 minutter), hvilket umuliggjorde overnatning på bopælen, selv når skibet lå i [by1] Havn. Klageren mente, at SKATs praksis om at anse hjemhavnen som fast arbejdssted var i strid med Højesterets domme, der kræver en konkret vurdering af den enkelte erhvervsfiskers forhold. Han påberåbte sig desuden forventningsprincippet, da tidligere selvangivne fradrag var blevet godkendt, og en skrivelse fra ToldSkat fra 2000 havde angivet, at ansatte på Fiskeriministeriets skibe var omfattet af de almindelige rejseregler.
Nye satser for godtgørelse af merudgifter på tjenesterejser træder i kraft pr. 1. januar 2026 som følge af ændringer i skattelovgivningen.
Højesteret har stadfæstet, at statslige arbejdsgivere må benytte faste tidsmæssige grænser og standardiserede værktøjer som Krak.dk til at vurdere, om en geografisk flytning skal accepteres af medarbejderen.
SKAT fastholdt, at [by1] Havn var klagerens faste arbejdssted i relation til Ligningsloven § 9a, da skibet var hjemmehørende der og anvendte havnen som udgangspunkt. De afviste, at ansættelseskontraktens angivelse af bopælen som tjenestested var afgørende for den skatteretlige vurdering af fast arbejdssted. SKAT henviste til Højesterets domme, der stadfæstede, at en havn kan være et fast arbejdssted, og at det er de faktiske forhold, der er afgørende. De afviste også forventningsprincippet, da den tidligere skrivelse var af generel karakter og ikke en konkret tilkendegivelse til klageren, der fritog ham fra at opfylde betingelserne for rejsefradrag.

Sagen drejede sig om en lastbilchaufførs ret til fradrag for rejseudgifter efter [Ligningsloven § 9a](/loven/ligningslov...
Læs mere
Sagen omhandler en dansk fuldt skattepligtig pilot, der i indkomstårene 2013 og 2014 var ansat hos et irsk rekrutterings...
Læs mere