Fradrag for rejseudgifter – fast arbejdssted for skibskok på kontrolskib

Sagen omhandler en skibskoks fradrag for rejseudgifter i indkomståret 2006, hvor spørgsmålet var, om [by1] Havn skulle anses for klagerens faste arbejdssted. Skatteankenævnet havde ansat fradraget til 29.789 kr., hvilket var lavere end de selvangivne 49.944 kr., da nævnet anså [by1] Havn for at være det faste arbejdssted, hvorved rejsen afbrødes, når kontrolskibet lå i havnen.

Klageren var ansat som skibskok på kontrolskibet "[x1]", der var hjemmehørende i [by1] Havn, men sejlede ud fra og til en række forskellige havne langs den jyske vestkyst samt i internationalt farvand. Klageren arbejdede i vagter af 8-12 dage og skulle på grund af tilkaldevagt blive på skibet, selv når det lå i havn. Ansættelseskontrakten angav formelt klagerens private bopæl som tjenestested, og rejseudgifter mellem bopæl og skib blev betalt af Fiskeriministeriet.

Klagerens argumenter

Klageren gjorde gældende, at hans faste arbejdssted var hans bopæl, jf. ansættelseskontrakten og Lov om ansættelsesbeviser § 2, stk. 2, nr. 2. Han argumenterede for, at [by1] Havn ikke kunne være et fast arbejdssted, da der ikke foregik fiskeri, lastning eller anden arbejdsrelateret aktivitet på havnen, og skibet anløb en lang række forskellige havne afhængigt af operationsområdet. Han fremhævede, at skibet indgik i redningstjenesten og skulle kunne afgå med 30 minutters varsel, hvilket forhindrede ham i at overnatte på sin bopæl, selv når skibet lå i [by1] Havn. Klageren mente desuden, at han havde en berettiget forventning om at få godkendt fradrag efter rejsereglerne, da ToldSkats skrivelse af 22. marts 2000 havde fastslået, at ansatte på Fiskeriministeriets rednings- og kontrolskibe var omfattet af de almindelige rejseregler, og hans selvangivelser tidligere var blevet accepteret.

Skattemyndighedernes argumenter

Skatteankenævnet og SKAT fastholdt, at [by1] Havn var klagerens faste arbejdssted. De lagde vægt på, at klageren reelt var fast tilknyttet kontrolskibet, som i væsentligt omfang anvendte [by1] Havn som udgangspunkt for sine ture. De henviste til retspraksis, herunder SKM 2003.294 TSS og SKM 2007.557 HRH, der fastslår, at det beror på en konkret vurdering af den enkelte lønmodtagers forhold, om en havn skal anses for et fast eller midlertidigt arbejdssted. De afviste, at ansættelseskontraktens angivelse af bopælen som tjenestested var afgørende for den skatteretlige vurdering. Endvidere afviste de, at skrivelsen af 22. marts 2000 skabte en retsbeskyttet forventning, da den alene var en generel angivelse af, at persongruppen var omfattet af de almindelige rejseregler, og ikke en konkret stillingtagen til opfyldelse af betingelserne for rejsefradrag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om fradrag for rejseudgifter. Retten fandt, at klagerens faste arbejdssted var [by1] Havn, og ikke hans private bopæl, uanset hvad ansættelseskontrakten formelt angav. Dette medførte, at klageren ikke opfyldte betingelserne for fradrag for rejseudgifter i henhold til .