Landsskatteretten: Indeholdelsespligt for arbejdsmarkedsbidrag og A-skat ved udbetaling til udenlandske entertainmentleverandører

Sagen omhandlede, hvorvidt et selskab, der driver natklubaktivitet med showdans og champagnesalg, var indeholdelsespligtigt af arbejdsmarkedsbidrag og A-skat ved udbetaling af vederlag til udenlandske danserinder. SKAT havde anset selskabet for indeholdelsespligtigt af henholdsvis 265.453 kr. i arbejdsmarkedsbidrag og 915.816 kr. i A-skat for indkomstårene 2006-2008.

Selskabet havde indgået kontrakter med udenlandske foretagender om levering af "nightclub dance performances". Disse kontrakter specificerede ikke det fulde vederlag, men nævnte en provision på 15 % af champagnesalget formidlet af danserinderne. Vederlaget til de udenlandske leverandører blev betalt kontant på selskabets forretningssted, og det var oplyst, at danserinderne modtog deres løn kontant.

En koordineret arbejdsgiverkontrolaktion i 2006 afslørede, at udenlandske danserinder generelt var tilknyttet for et par måneder, optrådte 3-4 gange dagligt i ca. 5 minutter, 6-7 dage om ugen, og formidlede salg af champagne. De modtog typisk 400-500 kr. per dag plus 15 % i provision for champagnesalg. De havde ikke skattekort eller lønsedler fra den danske virksomhed.

Selskabet påstod, at SKATs afgørelse var ugyldig grundet mangelfuld begrundelse og oplysning, at der ikke forelå arbejdsudleje, at beregningsgrundlaget var for højt, og at de danske regler om arbejdsudlejeskat var i strid med TEF art. 49.

Landsskatteretten fandt, at SKATs begrundelse var mangelfuld, men at fejlen var uvæsentlig, da selskabet havde haft mulighed for at varetage sine interesser. Retten lagde vægt på, at selskabet ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for at modbevise SKATs oplysninger.

Vurdering af arbejdsudleje

Landsskatteretten vurderede, at entertainmentydelsen var en løbende funktion i selskabets virksomhed, snarere end en afgrænset opgave. Det blev fastslået, at de udenlandske entertainmentleverandører ikke bar en selvstændig økonomisk risiko, da vederlaget var tæt knyttet til danserindernes aflønning og champagnesalg, uden klare kriterier for kontraktmæssig levering eller endelig ret til vederlag. Danserinderne modtog desuden kontant betaling direkte fra selskabet.

Retten konkluderede, at den overordnede ledelse af arbejdet påhvilede selskabet, da der ikke var repræsentanter fra de udenlandske leverandører til stede. Da selskabet leverede champagne og arbejdet fandt sted på selskabets forretningssted, blev danserinderne anset for arbejdsudlejet til selskabet. Dette medførte, at selskabet var indeholdelsespligtigt af arbejdsmarkedsbidrag og A-skat i henhold til Arbejdsmarkedsfondsloven § 11, stk. 9 og Kildeskatteloven § 46, stk. 1.

Beregningsgrundlaget for skatten blev stadfæstet, da selskabet ikke havde fremlagt oplysninger, der kunne tilsidesætte SKATs skøn. Endelig afviste Landsskatteretten, at de danske regler om arbejdsudlejeskat var i strid med TEF art. 49, med henvisning til EU-Domstolens praksis.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten fandt, at SKATs afgørelse af 6. maj 2009 led af en retlig mangel, idet begrundelsen ikke i tilstrækkelig grad redegjorde for de konkrete omstændigheder, der lå til grund for, at selskabet blev anset for indeholdelsespligtigt af arbejdsmarkedsbidrag og A-skat, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2. Manglen blev dog anset for konkret uvæsentlig, da den ikke havde betydning for afgørelsens resultat eller forringede selskabets muligheder for at varetage sine interesser ved påklagen.

Retten lagde til grund, at selskabet havde haft anledning til at fremlægge relevant materiale, herunder entertainmentkontrakterne, selvom SKAT ikke specifikt havde anmodet herom. Selskabets manglende begrundelse for, hvorfor der ikke var tale om et lejeforhold, blev også noteret.

Indeholdelsespligt og beregningsgrundlag

Landsskatteretten fastslog, at pligten til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3. Vederlag til en person, der stilles til rådighed af en udenlandsk virksomhed, er A-indkomst, jf. Kildeskatteloven § 43, stk. 2, litra h. Skattepligten er opfyldt ved indeholdelse af skat efter Kildeskatteloven § 48b, hvor skatten beregnes som 30 pct. af bruttoindtægten. Indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres, jf. Kildeskatteloven § 46, stk. 1.

Personer med lønindkomst fra beskæftigelse i Danmark, der er skattepligtige efter Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3, er pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag, jf. Arbejdsmarkedsfondsloven § 7, stk. 1, litra a. Pligten til indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag påhviler arbejdsgiveren, jf. Arbejdsmarkedsfondsloven § 11, stk. 9.

Retten vurderede, at entertainmentydelsen, der bestod i showdans og formidling af champagnesalg, måtte anses for varetagelse af en funktion i selskabets virksomhed snarere end levering af en konkret afgrænset opgave. Det blev lagt til grund, at der var en sammenhæng mellem vederlaget for entertainmentydelsen og aflønningen af de udenlandske danserinder, og at de udenlandske entertainmentleverandører ikke bar en selvstændig risiko for leveringen af ydelsen. Derfor kunne kontrakterne ikke anses for enterprisekontrakter eller kontrakter om levering af tjenesteydelser i skattemæssig henseende.

Det blev endvidere lagt til grund, at de udenlandske danserinder modtog betaling for showdans og champagnesalg direkte fra selskabet, og at den overordnede ledelse af arbejdet påhvilede selskabet, da der ikke var repræsentanter fra de udenlandske leverandører til stede. Selskabet leverede også den champagne, der blev solgt, og arbejdet fandt sted på selskabets forretningssted.

På baggrund af disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at de udenlandske danserinder måtte anses for arbejdsudlejet til selskabet, og at selskabet derfor var indeholdelsespligtigt ved udbetalingen af vederlagene i henhold til Arbejdsmarkedsfondsloven § 11, stk. 9 og Kildeskatteloven § 46, stk. 1.

For så vidt angår beregningsgrundlaget for arbejdsmarkedsbidrag og A-skat, kunne Landsskatteretten ikke tilsidesætte SKATs opgørelse, da selskabet ikke havde fremlagt oplysninger, der kunne begrunde en reduktion eller vise, at beregningen var fejlagtig eller urimelig.

Forenelighed med TEF art. 49

Landsskatteretten henviste til Domstolens afgørelser i C-290/04, FKP Scorpio, og C-282/07, Truck Center SA, og fastslog, at national lovgivning, der anvender en skatteindeholdelsesprocedure for vederlag til tjenesteydere, som ikke er hjemmehørende i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne præsteres, er i overensstemmelse med TEF art. 49, selvom en sådan indeholdelse ikke foretages for hjemmehørende tjenesteydere.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.