Afgørelse om tillæg for privat anvendelse af varebil - manglende begrundelse for ekstraordinær fastsættelse

Sagen omhandlede en klage over Skattecentrets afgørelse om tillæg for privat anvendelse af en varebil, som var registreret til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse. Skattecentret havde anset varebilen for udelukkende privat anvendt med virkning fra købstidspunktet den 22. december 2004, hvilket medførte en årlig afgift på 5.040 kr.

Klageren, der var ansat som golftræner og deltog i professionelle golfturneringer, argumenterede for, at varebilen var nødvendig til transport af golfudstyr (10-15 bags og træningsmateriel) i forbindelse med undervisning og turneringer. Han anførte, at bilens erhvervelse i 2004 var baseret på et behov for erhvervsmæssig anvendelse, og at en eventuel ændring af registreringen kun burde have fremadrettet virkning. Klageren kritiserede Skattecentrets afgørelse, der primært var baseret på forholdene i 2007, uden at inddrage oplysninger fra de tidligere år.

Skattecentret fastholdt, at klageren var lønmodtager uden skattefri kørselsgodtgørelse, og at transport af golfudstyr ikke nødvendiggjorde en varebil. De mente heller ikke, at den erhvervsmæssige kørsel på 6.006 km i 2007 var af væsentligt omfang i henhold til Vægtafgiftsloven § 2, stk. 3, nr. 2.

Landsskatterettens vurdering af anvendelse og efteropkrævning

Landsskatteretten fandt ikke, at det var godtgjort, at klageren som led i ansættelsesforholdene skulle anvende en bil ved udførelsen af arbejdsopgaverne, eller at det var nødvendigt, at kørslen i forbindelse med klagerens bierhverv blev udført med en varebil. Retten bemærkede, at klageren ikke var forpligtet til at stille egen bil til rådighed i ansættelsesforholdene, og at transport af personligt golfudstyr ikke skønnedes at nødvendiggøre en varebil. Det blev heller ikke godtgjort, at klageren i øvrigt skulle transportere 10 til 15 golfbags i forbindelse med bierhvervet. Derfor var det som udgangspunkt korrekt, at Skattecentret havde anset varebilen for udelukkende privat anvendt i henhold til Vægtafgiftsloven § 2.

Vedrørende efteropkrævningen med tilbagevirkende kraft bemærkede Landsskatteretten, at selvom bekendtgørelse nr. 1570 af 20. december 2007, § 2, stk. 2, og Vægtafgiftsloven § 9, stk. 3 primært omhandler ejerens pligt til at anmelde ændringer, var der ikke hjemmel til at antage, at skattemyndighederne ikke kunne foretage ændringer med tilbagevirkende kraft efter de almindelige regler i Skatteforvaltningsloven.

Væsentlig mangel i Skattecentrets afgørelse

Landsskatteretten konstaterede dog, at Skattecentret havde overskredet den ordinære frist på tre år i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1 for varsling af ændring af afgiftstilsvar. Varslet blev afsendt den 14. november 2008, hvilket betød, at fristen for perioden forud for den 14. november 2005 var udløbet. Skattecentrets afgørelse omtalte hverken den ordinære frist eller hjemmelen til og grundlaget for en ekstraordinær fastsættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32. Denne mangel blev anset for væsentlig og måtte antages at have haft betydning for klagerens mulighed for at anfægte afgørelsen.

Landsskatteretten annullerede derfor Skattecentrets afgørelse delvist for perioden forud for den 14. november 2005, mens den blev stadfæstet for perioden fra den 14. november 2005 og frem.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at det ikke var godtgjort, at klageren som led i ansættelsesforholdene skulle anvende en bil ved udførelsen af arbejdsopgaverne, eller at det var nødvendigt, at kørslen i forbindelse med klagerens bierhverv blev udført med en varebil. Dette skyldtes blandt andet, at klageren ikke var forpligtet til at stille egen bil til rådighed i ansættelsesforholdene, og at transport af personligt golfudstyr ikke skønnedes at nødvendiggøre en varebil. Det blev heller ikke godtgjort, at klageren skulle transportere 10 til 15 golfbags i forbindelse med bierhvervet.

Som udgangspunkt var det derfor med rette, at Skattecentret havde anset varebilen for udelukkende privat anvendt i henhold til Vægtafgiftsloven § 2.

Landsskatteretten behandlede herefter spørgsmålet om hjemmel til efteropkrævning med tilbagevirkende kraft. Selvom bekendtgørelse nr. 1570 af 20. december 2007, § 2, stk. 2, og Vægtafgiftsloven § 9, stk. 3 primært omhandler ejerens pligt til at anmelde ændringer og omberegning som følge heraf, fandt retten, at der ikke var hjemmel til at antage, at skattemyndighederne ikke kunne foretage ændringer med tilbagevirkende kraft efter de almindelige regler i Skatteforvaltningsloven.

Imidlertid konstaterede retten, at Skattecentret havde overskredet den ordinære frist på tre år i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1 for varsling af ændring af afgiftstilsvar. Varslet blev afsendt den 14. november 2008, hvilket betød, at fristen for perioden forud for den 14. november 2005 var udløbet. Skattecentrets afgørelse omtalte hverken den ordinære frist eller hjemmelen til og grundlaget for en ekstraordinær fastsættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32.

Landsskatteretten fandt, at denne mangel var væsentlig og måtte antages at have haft betydning for klagerens vurdering af sin mulighed for at anfægte afgørelsen. På den baggrund blev Skattecentrets afgørelse partielt ugyldig for så vidt angår perioden forud for den 14. november 2005.

Skattecentrets afgørelse blev derfor annulleret delvist for perioden forud for den 14. november 2005, mens den blev stadfæstet for perioden fra den 14. november 2005 og frem.