Beskatning af fri bil: Varebil med reol og værktøj anset for egnet til privat brug

Sagen omhandlede et bindende svar vedrørende de skattemæssige konsekvenser af en ejendomsfunktionærs brug af en leaset kassevogn (Mercedes-Benz Vito med en totalvægt over 3 ton). Medarbejderen servicerede 12-14 faste forretningssteder for en mediekoncern og havde bilen med hjem dagligt på grund af varierende mødesteder og en vagtordning. Bilen var indrettet med en reolsektion og en skruestik, men havde også et betydeligt frit varerum til transport af bl.a. møbler og udstyr.

Spørgsmålene var, om medarbejderen skulle beskattes af fri bil for kørsel mellem hjem og de faste arbejdssteder, og om private svinkeærinder var tilladt uden skattemæssige konsekvenser. Koncernen argumenterede for, at bilen var specialindrettet og dermed uegnet til privat brug, hvilket ifølge dem ville fritage medarbejderen for beskatning af fri bil og give fuldt momsfradrag for leasingydelsen.

Skattecentret og efterfølgende Landsskatteretten fandt, at bilen ikke var specialindrettet i en sådan grad, at den var uegnet som alternativ til en privat bil. Indretningen blev anset for begrænset, og bilens stand og kapacitet gjorde den anvendelig til private formål. Derfor skulle kørsel mellem hjem og arbejdsplads vurderes efter den almindelige 60-dages regel i Ligningsloven § 9 B. Hvis reglen blev overskredet for et givent arbejdssted, ville kørslen blive anset for privat og udløse beskatning af fri bil efter Ligningsloven § 16, stk. 4. Da bilen ikke blev anset for specialindrettet, var private svinkeærinder heller ikke tilladt uden at udløse beskatning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets bindende svar og fandt, at ejendomsfunktionæren skulle beskattes af fri bil, hvis betingelserne for erhvervsmæssig kørsel ikke var opfyldt. Retten baserede sin afgørelse på følgende punkter:

Vurdering af køretøjet

Landsskatteretten fandt ikke, at den omhandlede kassevogn (Mercedes-Benz Vito) kunne anses for at være et specialindrettet køretøj. Selvom bilen var udstyret med en fastmonteret hyldesektion og en skruestik, var disse indretninger ikke af et sådant omfang, at bilen blev uegnet til privat brug. Retten lagde vægt på, at:

• Bilen fremstod i rengjort og lugtfri stand.
• Der var et betydeligt frit gulvareal i varerummet.
• Bilen kunne medbringe en passager.

Derfor blev bilen anset for at være et egnet alternativ til en privat bil, hvilket medfører, at privat brug udløser beskatning efter Ligningsloven § 16, stk. 4.

Kørsel mellem hjem og arbejdsplads

Da bilen ikke var specialindrettet, skulle kørslen mellem hjem og arbejdsplads vurderes efter 60-dages reglen i Ligningsloven § 9 B. Kørsel til en arbejdsplads i mere end 60 dage inden for de seneste 24 måneder betragtes som privat kørsel. Da ejendomsfunktionæren kørte til koncernens 12-14 faste forretningssteder, var der en formodning for, at 60-dages reglen ville blive overskredet for flere af adresserne.

Argumentet om, at kørslen skete som led i en vagtordning, blev afvist. Retten fastslog, at kørsel til faste forretningssteder ikke kan sidestilles med kørsel til "uvisse adresser", som er en betingelse for, at en vagtordning kan begrunde, at kørslen er erhvervsmæssig.

Svinkeærinder

Reglen, der tillader private svinkeærinder på op til 1.000 km årligt uden skattemæssige konsekvenser, gælder kun for specialindrettede køretøjer. Da Landsskatteretten konkluderede, at bilen ikke var specialindrettet, kunne denne regel ikke anvendes. Enhver form for privat kørsel, herunder små svinkeærinder, ville derfor udløse beskatning af fri bil.

Landsskatteretten stadfæstede således det bindende svar i sin helhed.