Landsskatteretten om arbejdsudleje og beskatning af polsk arbejdskraft

Sagen omhandlede, hvorvidt et dansk selskabs samarbejde med det polske firma G1 udgjorde arbejdsudleje eller et entrepriseforhold, samt den korrekte opgørelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag. SKAT havde ansat arbejdsudlejeskatten til 31.668 kr. og arbejdsmarkedsbidraget til 9.179 kr., beregnet ud fra fakturabeløbet eksklusive moms og arbejdsmarkedsbidrag.

SKATs vurdering

SKAT anså selskabet for at have lejet arbejdskraft hos G1, idet der ikke var udfærdiget entreprisekontrakter, selskabet havde ledelsesansvaret på arbejdspladserne, fakturering skete efter timeantal, selskabet bar risikoen for arbejdets udførelse, og selskabet stillede faciliteter til rådighed. Arbejderne fra G1 var hovedsageligt indgået på samme vilkår, som hvis de havde været ansat direkte i selskabet. SKAT henviste til relevante bestemmelser i Kildeskatteloven § 2, Kildeskatteloven § 48 B, Kildeskatteloven § 43, stk. 2, litra h, Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og Kildeskatteloven § 69, stk. 1.

Klagerens argumenter

Selskabet påstod, at der var tale om et entrepriseforhold. Subsidiært argumenterede selskabet for, at beregningen af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag skulle ske på grundlag af firmaets lønomkostninger, at indbetalt skat i udlandet skulle fradrages, og at der skulle gives personfradrag samt fradrag for transportomkostninger og dobbelt husførelse mv.

SKATs udtalelse til klagen

SKAT anerkendte, at beregningsgrundlaget for arbejdsudleje og arbejdsmarkedsbidrag principielt skulle være de ansattes lønninger, hvis den udenlandske leverandør fremlagde dokumentation for vederlaget for hver enkelt arbejdsudlejet person. Da virksomheden imidlertid ikke havde dokumenteret arbejdernes løn eller foretaget indberetning, fastholdt SKAT, at fakturabeløbene skulle anvendes som beregningsgrundlag. SKAT understregede desuden, at beskatningen skete efter de særlige regler om 30 % bruttobeskatning ved arbejdsudleje, hvilket udelukker fradrag for de ansattes omkostninger eller personfradrag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at der forelå arbejdsudleje, og at selskabet derfor skulle indeholde arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag. Afgørelsen blev truffet på baggrund af følgende vurderinger:

• Selskabet havde ledelsesansvaret på arbejdspladserne.
• Fakturering skete efter timeantal.
• Selskabet bar risikoen for arbejdets udførelse.
• Selskabet stillede faciliteter til rådighed for arbejdets udførelse.

Begrundelse for beskatning

Landsskatteretten fastslog, at der var begrænset skattepligt af det personlige vederlag, der var modtaget i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde i Danmark, jf. Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3.

Selskabet var forpligtet til at indeholde arbejdsmarkedsbidrag med 8 % og arbejdsudlejeskat med 30 % af bruttoindtægten. Dette følger af Arbejdsmarkedsfondsloven § 7, stk. 1, litra a og Arbejdsmarkedsfondsloven § 11, stk. 1, samt Kildeskatteloven § 2, stk. 4, Kildeskatteloven § 48 B og Kildeskatteloven § 46, stk. 1.

Da arbejdsudlejeskatten beregnes af bruttoindkomsten, blev der ikke indrømmet fradrag for de ansattes eventuelle omkostninger, uanset dokumentation. De ansatte var heller ikke berettigede til personfradrag, jf. Personskatteloven § 10.

Beskatningsretten til vederlaget var tillagt Danmark i henhold til artikel 15, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen. Danmark skulle derfor ikke lempe den danske beskatning med eventuelle skatter, der måtte være betalt til Polen.

Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at lønningerne var mindre end fakturabeløbet, og stadfæstede derfor SKATs afgørelse om beregningsgrundlaget.