Fradrag for leasing, forsikring og skattefri kørselsgodtgørelse - Landsskatterettens afgørelse

Sagen omhandler en klagers virksomheds fradrag for leasing- og forsikringsudgifter vedrørende en bil samt fradrag for skattefri kørselsgodtgørelse i indkomstårene 2006 og 2007. SKAT havde ikke godkendt fradragene, hvilket førte til en forhøjelse af den personlige indkomst.

Leasing- og forsikringsudgifter

Klagerens virksomhed, der primært drev transportvirksomhed, havde afholdt udgifter til leasing og forsikring af en lastbil. Klageren påstod fradrag for 165.960 kr. i 2006 og 55.320 kr. i 2007. SKAT havde nægtet fradragene med henvisning til, at fakturaerne ikke var udstedt til klagerens virksomhed, men til klagerens brors adresse, og at udgifterne dermed var udokumenterede i forhold til klagerens virksomhed. Klageren argumenterede for, at virksomheden havde indgået en aftale med broderen om at benytte dennes leasede køretøj mod afholdelse af udgifterne, og at betalingerne var sket via virksomhedens Betalingsservice.

Landsskatteretten fandt, at selvom lejekontrakten var kortvarig og fakturaerne var adresseret til brorens adresse, var det godtgjort, at betalingerne for 2006 var foretaget fra virksomhedens konto. Dette understøttede, at udgifterne var afholdt for at erhverve indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Derfor blev fradraget for 2006 godkendt. For 2007 viste dokumentation imidlertid, at klagerens betalinger var afvist, hvilket betød, at udgifterne reelt ikke var afholdt, og fradraget blev derfor nægtet for dette år.

Kørselsgodtgørelse

Virksomheden havde fratrukket udgifter til skattefri kørselsgodtgørelse på 38.322 kr. i 2006 og 28.305 kr. i 2007, udbetalt til klagerens far, der var ansat som arkitekt. SKAT nægtede fradraget med den begrundelse, at der ikke var sammenhæng mellem ansættelsesperioden, kørselsregnskabet og lønindkomsten, og at faderen ikke ejede en bil. Klageren fastholdt, at kørslen var erhvervsmæssig og relaterede sig til faderens arbejde for virksomhedens kunder på Sjælland, og at familien havde en leaset bil til rådighed.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten lagde vægt på, at kørselsregnskabet ikke opfyldte de formelle krav for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, herunder manglende angivelse af mål/delmål for kørslen, uoverensstemmelser i afstande, og fravær af modtagerens navn, adresse og CPR-nummer. Desuden var der tvivl om faderens ansættelsesperiode og bilens ejerskab, hvilket samlet set gjorde, at godtgørelsen ikke kunne anses for fradragsberettiget driftsomkostning, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Ligningsloven § 9, stk. 5.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten nedsatte SKATs forhøjelse for indkomståret 2006 med 165.960 kr. vedrørende fradrag for leasing- og forsikringsudgifter. For indkomståret 2007 stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for disse udgifter.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for begge indkomstår (2006 og 2007) vedrørende fradrag for udgifter til skattefri kørselsgodtgørelse.

Begrundelse for leasing- og forsikringsudgifter

Landsskatteretten lagde til grund, at betaling af leasing- og forsikringsudgifterne var foretaget fra virksomhedens betalingsservicekonto. På den baggrund blev det anset for godtgjort, at virksomheden havde afholdt udgifter til leasing af en varebil for at erhverve omsætning i indkomståret 2006. Dette var i overensstemmelse med Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, som tillader fradrag for driftsomkostninger, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

For indkomståret 2007 fremgik det af dokumentationsmaterialet, at klagerens betalinger vedrørende leasing og forsikring var afvist på betalingsoversigterne. Da klageren dermed reelt ikke havde afholdt udgifterne i 2007, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse for dette år.

Begrundelse for kørselsgodtgørelse

Landsskatteretten fandt, at den udbetalte kørselsgodtgørelse ikke var fradragsberettiget i klagerens virksomhed. Dette skyldtes en konkret samlet bedømmelse, hvor formalia for arbejdsgiverens kontrol af den udbetalte kørselsgodtgørelse, som fremgår af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, ikke var opfyldt. Specifikt manglede kørselsregnskabet i mange tilfælde oplysninger om kørslens mål eller delmål, og der var uoverensstemmelser i afstande. Desuden var kørselsregnskabet i intet tilfælde påført modtagerens navn, adresse og CPR-nummer. Endvidere var der ikke tilstrækkelig sammenhæng mellem den oplyste ansættelsesperiode, det førte kørselsregnskab og lønindkomstens størrelse for arkitektarbejdet. Da klagerens far ikke var dokumenteret som ejer af en bil, var der ikke grundlag for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 5.