Opkrævning af told og importmoms - utilstrækkelig dokumentation for afslutning af forsendelsesangivelse

Sagen omhandler en opkrævning af told og importmoms mod et selskab, der fungerede som hovedforpligtet for en forsendelsesangivelse (T1-dokument nr. [...1]) af herrejakker fra Kina med Sverige som bestemmelsessted. Skattecentret opkrævede told og importmoms, da der ikke var modtaget en afslutningsmeddelelse fra bestemmelsestoldstedet, og selskabet ikke kunne dokumentere, at forsendelsesproceduren var ophørt forskriftsmæssigt, jf. EF-Toldkodeksens artikel 96 og Gennemførelsesbestemmelserne til EF-Toldkodeksens artikel 365, stk. 2 og 3. Skattecentret henviste til, at toldskyld opstår, hvis varer unddrages toldtilsyn, jf. EF-Toldkodeksens artikel 203 og artikel 204.

Selskabet påstod opkrævningen nedsat til 0 kr. og subsidiært, at forsendelsesangivelse nr. [...1] skulle annulleres. Selskabet forklarede, at der var sket en misforståelse med transportfirmaet, og at forsendelsen fejlagtigt var oprettet. En ny forsendelsesangivelse (T1-dokument nr. [...2]) for de samme varer med Finland som destination var efterfølgende oprettet og afsluttet af transportfirmaet. Selskabet fremlagde dokumentation fra de finske toldmyndigheder, der bekræftede, at varerne var fortoldet i Finland.

Skattecentret afviste anmodningen om annullering, da de to forsendelser blev betragtet som selvstændige på grund af tidsforskellen, forskellig hovedforpligtet og forskellige bestemmelsestoldsteder. Landsskatteretten skulle vurdere, om told- og momsskyld var opstået, og om den oprindelige forsendelsesangivelse kunne annulleres i henhold til EF-Toldkodeksens artikel 66.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at varerne omfattet af forsendelsesangivelse nr. [...1] ikke var frembudt for toldmyndighederne hos det bestemmelsestoldsted, der var angivet i den oprindelige forsendelsesangivelse. Retten fandt, at den fremlagte dokumentation for, at varerne efterfølgende var frembudt for de finske toldmyndigheder og indfortoldet, ikke kunne anses for bevis for ophør af den oprindelige forsendelsesangivelse. Dette skyldes, at Gennemførelsesbestemmelserne til EF-Toldkodeksens artikel 365, stk. 2 forudsætter, at varerne som afslutning på den oplyste transport faktisk er frembudt for det angivne bestemmelsestoldsted. Der forelå derfor ikke bevis for forsendelsesprocedurens ophør efter denne bestemmelse, og proceduren kunne herefter ikke anses for ophørt, jf. EF-Toldkodeksens artikel 92, stk. 1.

Retten fandt dog ud fra oplysningerne i forsendelsesdokumenterne nr. [...1] og nr. [...2] om varernes art og vægt, samt at begge dokumenter og tolddokumentet fra de finske toldmyndigheder henviste til samme luftfragtbrevnummer, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at de pågældende varer omfattet af forsendelsesdokument nr. [...1] var blevet frembudt for de finske toldmyndigheder. Det blev bemærket, at forsendelsesdokument nr. [...1] blev frigivet den 15. december 2007, og varerne blev frembudt for de finske toldmyndigheder den 18. december 2007.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at der ikke havde været risiko for, at varerne som følge af den manglende afslutning af forsendelsesdokument nr. [...1] var overgået til det økonomiske kredsløb i EU. Der var således hverken opstået toldskyld efter EF-Toldkodeksens artikel 203, stk. 1 eller momsskyld efter Momslovens § 12, stk. 2.

Den påklagede opkrævning af told og importmoms på i alt 64.575 kr. blev derfor nedsat til 0 kr.