Tillæg for privat anvendelse af varebil – Energikonsulent

Sagen omhandlede en klage over Skattecentrets afgørelse om tillæg for privat anvendelse af en varebil. Klageren, en ingeniør ansat i G1 A/S, havde erhvervet en VW Golf Plus Van i januar 2007, som var indregistreret til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse. I 2007 kørte klageren ca. 15.000 km for selskabet og modtog kørselsgodtgørelse herfor.

Sagens baggrund og parternes argumenter

Klageren var uddannet energikonsulent til store ejendomme og påbegyndte dette arbejde i starten af 2007. Han oplyste, at arbejdet ofte krævede transport af betydelige mængder gods, såsom stiger, værktøj, opmålingsudstyr og vareprøver, hvilket nødvendiggjorde en varebil. En varmemester fra G3, hvor klageren udførte energimærkning, bekræftede, at klagerens bil var fyldt med udstyr, der ikke kunne være i en personbil.

Skattecentret havde anset varebilen for udelukkende privat anvendt, idet de mente, at betingelserne for blandet anvendelse ikke var opfyldt. Skattecentret fremhævede, at der ikke var en skriftlig aftale om brug af bil i klagerens oprindelige ansættelseskontrakt, og at en efterfølgende erklæring fra arbejdsgiveren fra juni 2008 ikke kunne tillægges afgørende betydning. De argumenterede desuden, at det ikke var godtgjort, at en varebil var nødvendig, da tre ud af fem energikonsulenter i firmaet kørte i personbiler.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at varebilen skulle anses for blandet anvendt. Han anførte, at:

• Han havde kørt over 15.000 km erhvervsmæssigt i 2007, hvilket dokumenterede et ikke uvæsentligt omfang af erhvervsmæssig kørsel.
• Skattecentrets sammenligning med kolleger var misvisende, da hans kolleger enten var energikonsulenter for enfamiliehuse eller ikke aktive som energikonsulenter. De to eksterne konsulenter, der udførte lignende arbejde som klageren, anvendte enten varebil eller stationcar med nedfældet bagsæde.
• Et efterprøvet vidnesbyrd fra en offentlig ansat klart dokumenterede, at varebilen var permanent indrettet til opbevaring af værktøj og remedier i forbindelse med energimærkning på G3, og at det ikke var muligt at anvende bilens varerum privat i perioden.
• Der forelå en klar skriftlig aftale mellem klageren og selskabet om, at klageren skulle stille en praktisk bil til rådighed, der var indrettet til formålet, selvom den var udfærdiget efterfølgende. Klageren havde desuden en anden bil til privat brug.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten henviste til Vægtafgiftsloven § 2, stk. 3, nr. 2, som fastslår betingelserne for at anse et køretøj for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt. Af forarbejderne til loven fremgår det, at der for biler anvendt som led i ansættelsesforholdet skal foreligge en klar aftale, som forpligter lønmodtageren, og at det er en forudsætning, at kørslen nødvendigvis må udføres med en varevogn.

Retten fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren som led i sin ansættelse i selskabet var forpligtet til selv at stille bil til rådighed. Dette blev begrundet med det fremlagte tillæg til klagerens ansættelsesaftale og klagerens oplysninger om en mundtlig aftale indgået i januar 2007.

Nødvendighed af varebil

Landsskatteretten vurderede ud fra en samlet konkret vurdering, at det var nødvendigt, at den omhandlede kørsel blev udført med en varebil. Retten lagde vægt på følgende:

• Klageren er beskikket som energikonsulent for bygningskategorien flerfamiliehuse, handel, service og offentlige bygninger, og ikke for enfamiliehuse.
• Det fremlagte tillæg til klagerens ansættelsesaftale understøttede behovet.
• Klagerens oplysninger om det arbejde, de øvrige energikonsulenter, som skattecentret henviste til, udfører, viste en forskel i arbejdsopgaver og dermed bilbehov.

Konklusion

Det omhandlede køretøj blev derfor anset for at blive anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt i henhold til Vægtafgiftsloven § 2, stk. 3, nr. 2. Skattecentrets afgørelse blev ændret i overensstemmelse hermed.