Afvisning af tilbagebetaling af registreringsafgift på demobiler grundet forældelse - SKM 2007.503

Sagen omhandlede en anmodning fra et selskab om tilbagebetaling af registreringsafgift for 6 demobiler, med henvisning til SKM 2007.503.SKAT og TSS cirkulære 2003-11. Selskabet, en autoriseret Toyota-forhandler, havde indregistreret bilerne mellem januar og maj 2003 og indgik derefter et sale-and-leaseback arrangement med et finansieringsselskab for at finansiere anskaffelsen af demobilerne. Selskabet videresolgte senere bilerne til slutbrugere.

Baggrund for kravet

Kravet om tilbagebetaling udsprang af Landsskatterettens kendelser af 28. november 2002 (SKM 2003.101.LSR), som fastslog, at der ikke var grundlag for at opkræve yderligere registreringsafgift, når køretøjer blev solgt til den anmeldte standardpris, selvom den faktiske pris fra importør til forhandler var højere. Dette førte til udsendelse af TSS cirkulære 2003-11 og senere TSS cirkulære 2003-37, som præciserede reglerne for genoptagelse og forældelse. Ifølge Lov om forældelse af visse fordringer § 1, stk. 1, nr. 6 var krav om tilbagebetaling omfattet af en femårig forældelsesfrist, der løb fra betalingstidspunktet. TSS cirkulære 2003-37 fastslog, at ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 (tidligere skattestyrelseslovens § 35 C, stk. 1, nr. I) krævede, at anmodningen blev fremsat inden 6 måneder efter, at den afgiftspligtige fik kundskab om det forhold, der begrundede fravigelsen af den ordinære frist. Denne 6-måneders frist blev regnet fra offentliggørelsen af cirkulæret den 5. december 2003.

SKM 2007.503.SKAT omhandlede en sag, hvor Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i en Højesteretssag vedrørende tilbagebetaling af registreringsafgift til en bilforhandler for demobiler og kundebiler. Denne afgørelse blev begrundet i konkrete omstændigheder og overvæltningsprincippet, hvor bilforhandleren endeligt ville bære afgiftsbyrden, selvom den i første omgang blev overvæltet på leasingselskabet. Meddelelsen fastslog, at afgørelsen ikke var udtryk for en forkert praksis hos SKAT, men et spørgsmål om bevisførelse i relation til overvæltning af afgift.

Skattecentrets afgørelse og klagerens argumenter

Skattecentret afviste anmodningen om tilbagebetaling, da den ordinære genoptagelsesfrist på 3 år jf. Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 2 var overskredet på ansøgningstidspunktet den 31. oktober 2007. Ligeledes blev ekstraordinær genoptagelse afvist, da 6-måneders reaktionsfristen fra offentliggørelsen af TSS cirkulære 2003-37 (5. december 2003) var overskredet. Skattecentret fandt heller ikke grundlag for dispensation fra fristen.

Klageren påstod, at ansøgningen var rettidig, idet selskabets situation var "nøjagtig ens" med den sag, der lå til grund for SKM 2007.503.SKAT. Klageren argumenterede for, at sale-and-leaseback aftalerne ikke medførte en endelig overvæltning af afgiften til leasingselskabet, da selskabet tilbagekøbte bilerne og dermed bar den fulde afgiftsbyrde. Klageren mente, at SKM 2007.503.SKAT ændrede praksis for, hvornår et køretøj betragtes som "videresolgt" i relation til genoptagelsescirkulæret, og at der skulle ske ligebehandling af skatteydere.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skats afgørelse om ikke at imødekomme anmodningen om tilbagebetaling af registreringsafgift. Afgørelsen blev truffet med stemmeflertal, hvor to retsmedlemmer, herunder retsformanden, var enige i Skattecentrets afgørelse.

Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med, at kravet var forældet. Det blev fremhævet, at:

• Ifølge genoptagelsescirkulæret TSS 2003-11, jf. TSS cirkulære 2003-37, skulle virksomheden senest 6 måneder efter offentliggørelsen indgive anmodning om tilbagebetaling af registreringsafgift for de leasede biler.
• SKM 2007.503.SKAT blev ikke anset for at være en ny meddelelse om genoptagelse. Meddelelsen fastslog, at afgørelsen om at tage bekræftende til genmæle var konkret begrundet og ikke udtryk for en fravigelse af SKATs praksis vedrørende overvæltningsprincippet. Den vedrørte bevisførelse i relation til overvæltning af afgift og ikke en forkert praksis hos SKAT.
• Der blev ikke fundet grundlag for ændring efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2, da der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde dispensation fra fristen.

Et retsmedlem fandt, at selskabet skulle have medhold ud fra en lighedsbetragtning, men afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet.