Landsskatteretten om skønsmæssig indkomstansættelse af restaurationsvirksomhed

Sagen omhandlede tilsidesættelse af regnskaberne for klagerens restaurationsvirksomheder og den deraf følgende skønsmæssige ansættelse af indkomsten for indkomstårene 2002 og 2003. Klageren drev flere restauranter, herunder Restaurant H3, som i 2002 og 2003 var tæt forbundet med et uafhængigt bowlingcenter, G2.

Skattemyndigheden havde tilsidesat regnskaberne for H3 på grund af manglende løbende afstemning af kassen, fejl i kassebøgerne (f.eks. fejldateringer og manglende bogføring af beløb) og store svingninger i den bogførte kassebeholdning. På baggrund heraf havde skattemyndigheden skønnet en bruttoavanceprocent på 59 % for H3, hvilket førte til en forhøjelse af indkomsten med 369.997 kr. i 2002 og 165.035 kr. i 2003.

Klageren bestred ikke, at regnskaberne ikke udgjorde et egnet grundlag, men fastholdt, at fejlene var mindre og skyldtes manglende daglig bogføring. Klageren argumenterede for, at en skønsmæssig forhøjelse skulle underbygges af f.eks. privatforbrugsopgørelser eller konkrete opgørelser, der sandsynliggjorde, at forhøjelsen svarede til den virkelige indkomst. Det blev fremført, at den selvangivne bruttoavance for H3 ikke var urealistisk lav, da restauranten kun havde åbent i begrænset tidsrum (17.00-21.00) og var stærkt påvirket af samarbejdet med bowlingcentret, hvor en stor del af betalingerne for madpakker skete til bowlingcentret. Klageren påpegede, at bruttoavancen for et pizzeria (som H2) ikke kunne overføres til en restaurant som H3, og at køkkenavanceprocenten for en restaurant typisk ligger mellem 40-60 %.

Klageren fremlagde desuden oplysninger om yderligere skattefri indtægter i 2003, herunder tilbagebetaling af for meget betalt el, salg af bil og en gave fra udlandet, som skulle underbygge, at det selvangivne privatforbrug ikke var urealistisk lavt.

Skatteankenævnets skønsmæssige ansættelse for H3

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten fandt det ubestridt, at klagerens regnskaber for 2002 og 2003 ikke opfyldte de regnskabsmæssige og skattemæssige krav, og at de derfor ikke udgjorde et egnet grundlag for indkomstopgørelsen. Som følge heraf var skattemyndigheden berettiget til at ansætte indkomsten skønsmæssigt i henhold til Skattekontrolloven § 5, stk. 3, jf. Skattekontrolloven § 3, stk. 4. Retten bemærkede, at der ikke i forbindelse hermed kan stilles krav om en tillige opgørelse af privatforbruget, jf. Vestre Landsrets dom af 1. september 2004, B-0510-03 (TfS 2004, 737).

En skønsmæssig ansættelse af indkomsten kan ifølge fast praksis ske på grundlag af et skøn over bruttoavancen for lignende restauranter, jf. bl.a. Østre Landsrets dom af 9. november 2007, B-302-06 (TfS 2008, 364), ligesom skønnet kan udøves på baggrund af friere momenter, jf. bl.a. Vestre Landsrets dom af 20. februar 2006 (TfS 2006, 235).

Den skønsmæssige forhøjelse af indkomsten var foretaget på grundlag af en skønsmæssig bruttoavance på 59 %.

Retsmedlemmernes votering

• Flertal (3 retsmedlemmer, herunder retsformanden): Disse retsmedlemmer udtalte, at den skønsmæssige forhøjelse af omsætningen i det konkrete tilfælde kunne ske på grundlag af et friere skøn over bruttoavancen. De fandt derfor, at skatteankenævnets afgørelse var gyldig. Det måtte herefter anses som en forudsætning for at tilsidesætte det udøvede skøn, at det dokumenteredes eller sandsynliggjordes, at den anvendte bruttoavance havde været for høj, og at den som følge heraf havde resulteret i et resultat, der var åbenbart urimeligt. Efter bevisførelsen for retten måtte det anses for sandsynliggjort, at omsætningen i Restaurant H3 i 2002 og 2003 havde været påvirket af den negative udvikling i bowlingcentret. Disse retsmedlemmer gav derfor klageren medhold i den subsidiære påstand og nedsatte forhøjelsen i 2002 og 2003 på henholdsvis 369.997 kr. og 165.035 kr. skønsmæssigt til henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr.
• Mindretal (1 retsmedlem): Dette retsmedlem udtalte, at skatteankenævnets afgørelse var begrundet i et frit skøn over bruttoavancen og stemte for at give klageren medhold i, at skatteankenævnets afgørelse burde nedsættes til det selvangivne.

Afgørelse

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. Skatteankenævnets forhøjelse af indkomsten i 2002 og 2003 med henholdsvis 369.997 kr. og 165.035 kr. blev nedsat skønsmæssigt til henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr.