Stadfæstelse af forhøjelse af værdi af fri bil - manglende betaling for råderet

Sagen omhandler ansættelsen af værdi af fri bil til beskatning for indkomståret 2005, jf. Ligningsloven § 16, stk. 4. Klageren, der er medejer af selskabet H1 ApS, fik stillet en Audi A6 og en Volvo XC90 til rådighed af selskabet. Bilerne blev anvendt til erhvervsmæssig kørsel for H2 A/S, et selskab som H1 ApS ejede 33,33 % af.

Selskab 1 sendte en opgørelse over kørsel til selskab 2, baseret på statens takster (jf. Ligningsloven § 9b), på i alt 50.122,68 kr. Dette beløb blev betalt direkte af selskab 2 til selskab 1 og indtægtsført hos selskab 1. Klageren modtog ikke befordringsgodtgørelse og betalte heller ikke selskab 1 for råderetten over bilerne.

SKATs afgørelse og argumenter

SKAT forhøjede den selvangivne værdi af fri bil fra 128.109 kr. til 178.232 kr. SKAT henviste til cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 17.3.3 og 12.4.6.5, som fastslår, at skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring (jf. Ligningsloven § 9, stk. 5) forudsætter, at modtageren har afholdt udgifterne. En undtagelse er, hvis lønmodtageren betaler den arbejdsgiver, der stiller firmabilen til rådighed, fuldt vederlag for kørsel for en anden arbejdsgiver. SKAT fremhævede, at en reduktion af den skattepligtige værdi af fri bil kun kan ske, hvis den ansatte har betalt arbejdsgiveren for råderetten over bilen af beskattede midler direkte til firmaet. Da klageren ikke havde foretaget en sådan egenbetaling, og da betalingen mellem selskaberne ikke var en skattefri godtgørelse til klageren, fastholdt SKAT den fulde beskatning.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren påstod, at den selvangivne værdi på 128.109 kr. skulle godkendes. Repræsentanten argumenterede for, at betalingen fra selskab 2 til selskab 1 skulle sidestilles med en egenbetaling, der reducerer beskatningsgrundlaget for fri bil. Der blev henvist til TfS 1997.660, hvor Landsskatteretten anerkendte retten til trækfri godtgørelse, hvis den ansatte yder fuldt vederlag til det selskab, der ejer bilen. Klageren mente, at begge forudsætninger var opfyldt, da selskab 1 modtog beløbet, og beløbet svarede til den skattefri kilometersats. Det blev anført, at selvom beløbet blev betalt direkte mellem selskaberne, burde det have samme skattemæssige virkning som en udbetaling til klageren og efterfølgende indbetaling til selskab 1, da transaktionen i sit indhold svarede til de formelle krav.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at forhøje den skattepligtige værdi af fri bil. Begrundelsen var, at klageren ikke personligt havde betalt for råderetten over bilen. Den betaling, der fandt sted for erhvervsmæssig kørsel for selskab 2, skete direkte fra selskab 2 til selskab 1, uden om klagerens økonomi. Dette blev anset for en aftale om udgiftsdeling mellem arbejdsgiverne, som var klagerens indkomst- og skatteforhold uvedkommende.

Landsskatteretten bemærkede, at:

• Værdien af en bil, der er stillet til rådighed for privat benyttelse, beskattes i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 4.
• Den skattepligtige værdi kan nedsættes med den skattepligtiges betaling af beskattede midler til arbejdsgiveren for råderetten, jf. Ligningsloven § 16, stk. 4, 9. punktum.
• Ifølge cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 12.4.6.5, skal betalingen være foretaget i indkomståret og af beskattede midler direkte til firmaet.

Da klageren ikke havde foretaget en sådan betaling, og da betalingen mellem selskaberne ikke vedrørte klagerens skatteforhold, kunne der ikke ske reduktion af den fulde værdi af fri bil.