Skattefri befordringsgodtgørelse til direktør uden løn i eget selskab

Sagen omhandlede, hvorvidt befordringsgodtgørelse udbetalt til en direktør, der ikke modtog løn fra sit selskab, kunne anses for skattefri. Klageren drev i indkomstårene 2004 og 2005 selskabet H1 ApS samt en personlig virksomhed. Selskabet solgte mobiltelefoner og elektronisk udstyr, og klageren udførte opsøgende salgsarbejde samt monteringsarbejde hos kunder i egen bil. For denne kørsel modtog han befordringsgodtgørelse efter statens takster fra selskabet, som han anså for skattefri.

Skatteforvaltningen og Skatteankenævnet fandt, at klageren ikke opfyldte betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse, da han ikke modtog løn fra selskabet og derfor ikke kunne anses for lønmodtager i selskabet. Den udbetalte godtgørelse blev derfor anset for skattepligtig personlig indkomst i medfør af Statsskatteloven § 4 og Personskatteloven § 3, idet den ikke var omfattet af Ligningsloven § 9, stk. 5.

Klageren gjorde gældende, at det ikke var en nødvendighed, at en direktør skulle have løn fra et selskab for at kunne modtage skattefri befordringsgodtgørelse. Han argumenterede for, at han var berettiget til at modtage godtgørelsen skattefrit, da der ikke var tvivl om de kørte kilometer. Subsidiært anmodede klageren om, at beløbene blev overført til fradrag for fremmed arbejde i hans private virksomhed som omkostningsdækning for samhandel mellem de to virksomheder, hvorefter han kunne udtage beløbene skattefrit fra sin private virksomhed. Han anmodede desuden om, at Landsskatteretten også tog stilling til fradragsspørgsmålet, da det hang sammen med beskatningen af den udbetalte godtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets ansættelser for indkomstårene 2004 og 2005, hvorefter udbetalte befordringsgodtgørelser blev anset for skattepligtige.

Landsskatteretten bemærkede og begrundede afgørelsen som følger:

• I henhold til Ligningsloven § 9, stk. 5 skal godtgørelser for udgifter som følge af arbejdet medregnes ved indkomstopgørelsen, medmindre det drejer sig om godtgørelse for rejse- og befordringsudgifter, der ikke overstiger Skatterådets satser, i hvilket tilfælde de er skattefri.
• Det blev fastslået, at de udbetalte befordringsgodtgørelser var udbetalt til klageren af selskabet, og at klageren ikke havde modtaget løn fra selskabet i de pågældende indkomstår.
• Da klageren ikke havde udført lønnet arbejde for selskabet, fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at godkende de udbetalte befordringsgodtgørelser som skattefri i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 5.
• Vedrørende klagerens subsidiære anmodning om ret til et modsvarende fradrag, kunne Landsskatteretten ikke tage stilling hertil. Dette skyldtes, at der ikke havde været foretaget en ligningsmæssig behandling af spørgsmålet, jf. Bekendtgørelse om forretningsorden for Landsskatteretten § 2, stk. 1.

De påklagede ansættelser blev derfor stadfæstet.