Kommuners fortrinsret for vejbidrag er betinget af angivelse på ejendomsskatteopgørelsen

Lyngby-Taarbæk og Københavns Kommuner har anmodet Vejdirektoratet om en udtalelse vedrørende gamle vedligeholdelsesordninger for private fællesveje. Kommunerne har indgået aftaler med grundejere, hvor kommunen mod betaling har overtaget vedligeholdelsen. Problemet opstår, når ejendomme skifter ejer, og kommunens krav om restgæld ikke er blevet tinglyst på ejendommene eller har fremgået af ejendomsskatteopgørelsen. Kommunerne ønskede at vide, om de stadig kan opkræve betaling med fortrinsret i ejendommen.

Det centrale spørgsmål er fortolkningen af Privatvejslovens § 100, stk. 2, som fastslår, at betalingsordninger skal fremgå af de kommunale ejendomsskatteopgørelser. Kommunerne spurgte, om denne bestemmelse er en egentlig gyldighedsbetingelse for at opnå fortrinsret for kravet.

Vejdirektoratets Vurdering

Vejdirektoratet konkluderer, at bestemmelsen i Privatvejslovens § 100, stk. 2 er mere end blot en ordensforskrift. For at en kommunes krav kan opnå den beskyttelse og fortrinsret, som er beskrevet i Privatvejslovens § 100, stk. 1, er det en betingelse, at kravet fremgår af de kommunale ejendomsskatteopgørelser. Hvis kravet ikke er anført her, har kommunen ikke fortrinsret i ejendommen for sit krav.

Vejdirektoratet baserer sin vurdering på bestemmelsens ordlyd og dens historik, hvor kravet om angivelse på ejendomsskatteopgørelsen blev tilføjet under lovbehandlingen for at skabe klarhed og gennemsigtighed, i lighed med regler i andre love som f.eks. Lov om grundejerbidrag til offentlige veje.

Vejdirektoratet vurderer, at bestemmelsen i privatvejslovens § 100, stk. 2, er en gyldighedsbestemmelse. En kommunes krav på betaling for vejvedligeholdelse opnår kun den fortrinsret, der er nævnt i lovens § 100, stk. 1, hvis kravet fremgår af de kommunale ejendomsskatteopgørelser. Manglende angivelse på opgørelsen betyder, at kommunen ikke har fortrinsret i ejendommen, særligt over for en ny ejer.