Landsskatteretten om klassificering af hovedaktionær som selvstændig erhvervsdrivende og momspligt af kørselsgodtgørelse

Sagen omhandler spørgsmålet, hvorvidt selskabets hovedaktionær og direktør, B, skal anses som selvstændig erhvervsdrivende i relation til det markedsføringsarbejde, han har udført for selskabet gennem sin virksomhed H3. Klassificeringen har betydning for, om den af selskabet udbetalte kørselsgodtgørelse skal afregnes inklusiv moms. Selskabet, H1 A/S, er ikke momsregistreret og driver hovedsageligt køb og salg af ejendomme. H2 A/S ejer 50% af aktierne i H1 A/S, og B var direktør i de omhandlede indkomstår 2004 og 2005.

B driver sideløbende virksomheden H3, som udfører marketingsarbejde for tredjemand, herunder H1 A/S. H3 har månedligt fremsendt momsbelagte fakturaer for assistance og ikke-momsbelagte opgørelser af udlæg til H1 A/S. Omsætningen fra andre kunder end H1 A/S udgjorde 183.605 kr. i 2004 og 198.358 kr. i 2005.

Selskabets og H3's økonomi

Årets resultat for H3 for indkomstårene 2004 og 2005 var som følger:

Selskabet havde udbetalt kørselsgodtgørelse til H3 på henholdsvis 133.000 kr. ekskl. moms i 2004 og 142.386 kr. ekskl. moms i 2005.

Skattecentrets argumentation

Skattecentret anså H3's omsætning til selskabet som indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Dette blev begrundet med:

• Over 50% af H3's omsætning kom fra andre kunder end H1 A/S.
• H3 afholdt egne administrations- og salgsomkostninger samt udgifter til aktiver.
• Selskabet refunderede H3's udgifter, dog med skønnet betaling for husleje og telefon.
• H3 og selskabet delte postadresse/kontor.
• Timesatsen for marketingsarbejdet var 350-375 kr. pr. time.
• Der var ingen formel samarbejds- eller ansættelsesaftale mellem selskabet og H3/B.
• B var ikke eneaktionær i selskabet.
• Selskabet havde dækket H3's erhvervsmæssige kørsel efter statens takster, men havde ikke oplyst udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 5.

Skattecentret henviste til selskabets repræsentants brev af 15. marts 2006, hvor det fremgik, at kørselsudgifterne skulle have været indtægtsført i H3. Da selskabet ikke er momsregistreret, kunne det ikke afløfte købsmomsen, og udgifterne til moms blev anset som fradragsberettigede driftsudgifter i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabet påstod, at vederlæggelsen af B skulle anses for personligt arbejde i et tjenesteforhold, hvorfor den udbetalte kørselsgodtgørelse ikke var momspligtig. Selskabet argumenterede, at:

• Afgrænsningen mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende sker ved en samlet bedømmelse, jf. SKATs vejledning.
• B's arbejde for selskabet relaterede sig til daglig drift og opfølgning på projekter, ikke markedsføring som anført på fakturaerne.
• Det var uden betydning, at H3 havde andre kunder, da arbejdet for selskabet var anderledes.
• B's status som direktør og 50% ejerandel bestyrkede formodningen om et tjenesteforhold, jf. praksis som SKM2005.466.HR.
• B havde væsentlig indflydelse på egen aflønning og handlede under bestyrelsens instruktionsbeføjelse.
• Der var ingen kontrakt, der indikerede selvstændig virksomhed, og selskabet bar den økonomiske risiko.
• Afregning skete månedligt.

Selskabet henviste til, at vederlag for direktørarbejde normalt betragtes som A-indkomst i henhold til Kildeskatteloven § 43, stk. 1, som ikke er momspligtig.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skattecentrets afgørelse og fandt, at B i relation til selskabet havde drevet momspligtig virksomhed i den omhandlede periode.

Juridisk grundlag

Afgørelsen bygger på Momsloven § 3, som definerer afgiftspligtige personer som juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Der blev også henvist til Artikel 4 i 6. momsdirektiv, som undtager lønmodtagere fra beskatning, hvis de er forpligtet over for deres arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller et andet retligt forhold, der skaber et arbejdstager-arbejdsgiver forhold.

Afgrænsningen mellem selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere foretages i skattemæssig henseende på baggrund af kriterierne angivet i pkt. 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, samt Højesterets domme offentliggjort i henholdsvis TfS 1996, 449 og TfS 1997, 473. Som udgangspunkt anses en person for lønmodtager, hvis vederlag modtages for personligt arbejde i tjenesteforhold efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved at udøve en virksomhed af økonomisk karakter for egen regning og risiko med det formål at opnå et overskud. I tvivlstilfælde sker afgrænsningen på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet. Disse kriterier tillægges også vægt ved den momsmæssige vurdering.

Landsskatterettens vurdering

Efter en samlet vurdering fandt Landsskatteretten, at H3 var en løbende virksomhed, hvis aktivitet bestod i marketingsarbejde. H3 havde udstedt fakturaer til selskabet vedrørende det udførte marketingsarbejde, og indtægterne herfra var bogført i H3's regnskaber. Retten fandt ikke grundlag for at antage, at de omhandlede kørselsudgifter vedrørte B's funktion som direktør i selskabet.

Det blev derfor anset for korrekt, at de udbetalte godtgørelser var momspligtige for H3. Som følge heraf var selskabet berettiget til yderligere fradrag for driftsudgifter med henholdsvis 31.753 kr. for indkomståret 2004 og 35.596 kr. for indkomståret 2005, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

De påklagede afgørelser blev derfor stadfæstet.