Dom for trussel om vold ved host mod politibetjente og flugt fra politiet

Sagen omhandler T, der blev tiltalt for trussel om vold mod politibetjente og flugt fra varetægtsfængsling. Hændelsen fandt sted den 29. marts 2020, hvor T råbte ”corona” og hostede gentagne gange mod to politibetjente på kort afstand. Han flygtede senere samme dag efter at være blevet varetægtsfængslet, men meldte sig selv fire dage senere.

Anklagerens påstande og argumenter

Anklagemyndigheden påstod domfældelse for overtrædelse af Straffeloven § 119, stk. 1 (trussel om vold mod offentlig tjenestemand) og Straffeloven § 124, stk. 1 (flugt fra varetægtsfængsling). Anklagemyndigheden argumenterede for, at udtrykket ”vold” i Straffeloven § 119, stk. 1 også omfatter andre former for legemsangreb som beskrevet i Straffeloven § 244, stk. 1, 2. led, og at forsætlig smitte med coronavirus falder herunder. Det blev fremhævet, at tidligere lovgivning om kønssygdomme ikke var relevant for denne sag, og at straffen skulle skærpes i henhold til nye lovændringer.

Forsvarets påstande og argumenter

T påstod frifindelse for trussel om vold og formildelse af straffen for flugt. Forsvaret anførte, at Straffeloven § 119, stk. 1 kun omfatter ”vold” i snæver forstand (Straffeloven § 244, stk. 1, 1. led), ikke andre legemskrænkelser. Det blev argumenteret, at lovgivningsmagten ikke havde til hensigt at kriminalisere forsætlig smitteoverførsel af sygdomme som influenza eller coronavirus, med henvisning til tidligere lovforarbejder og en Højesteretsdom fra 1994 om HIV-smitte ([UfR 1994.520/2 H]). En domfældelse ville have vidtrækkende konsekvenser og kræve mere sikker lovhjemmel. Forhold 3 (flugt) skulle ikke omfattes af strafskærpelsen i Straffeloven § 124, stk. 3, da anklageskriftet kun nævnte flugt ”som anholdt”.

Sagens forløb i de lavere instanser

• Retten i Aarhus frifandt T for trussel om vold (forhold 1-2), da retten fandt det tvivlsomt, om hoste med forsæt til smitte med coronavirus kunne straffes som vold. T blev dog dømt for flugt fra varetægtsfængsling (forhold 3) og idømt fængsel i 30 dage.
• Vestre Landsret ændrede byrettens dom og fandt T skyldig i trussel om vold. Landsretten fastslog, at smitte med coronavirus under de givne omstændigheder måtte anses som vold omfattet af Straffeloven § 119, stk. 1. Straffen blev forhøjet til fængsel i 3 måneder.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom, men ændrede straffen til fængsel i 4 måneder. Højesteret fandt, at T var skyldig i trussel om vold efter Straffeloven § 119, stk. 1 og flugt fra varetægtsfængsling efter Straffeloven § 124, stk. 1.

Begrundelse for domfældelse

Højesteret fastslog, at udtrykket ”vold” i Straffeloven § 119, stk. 1 ikke kun omfatter vold som defineret i Straffeloven § 244, stk. 1, 1. led, men også andre former for legemsangreb som nævnt i Straffeloven § 244, stk. 1, 2. led. Dette inkluderer fremkaldelse af ildebefindende og lignende. Højesteret fandt, at forsætlig smitte med coronavirus, som kan medføre feber og vejrtrækningsbesvær, er omfattet af Straffeloven § 244, stk. 1, 2. led. Derfor udgjorde T's handlinger en trussel om vold efter Straffeloven § 119, stk. 1.

Strafudmåling

Ved strafudmålingen lagde Højesteret vægt på:

• Straffeloven § 119, stk. 3, som foreskriver en strafskærpelse på omkring en tredjedel for trusler mod offentligt ansatte.
• Straffeloven § 124, stk. 3, som fastsætter, at flugt fra et arresthus er en skærpende omstændighed, med et udgangspunkt på fire måneders ubetinget fængsel i førstegangstilfælde. Det blev anset for formildende, at T selv vendte tilbage til arresten efter fire dage.

Højesteret fandt, at anklageskriftet ikke var til hinder for anvendelse af strafskærpelsen i Straffeloven § 124, stk. 3, selvom det kun nævnte flugt ”som anholdt”.