Fradrag for erstatningsudgift i selskabstømmersag nægtet

Sagen drejede sig om en statsautoriseret revisors krav på fradrag for en udgift på 22.462 kr. til erstatning, der var betalt i forbindelse med såkaldte selskabstømmersager. Klageren var medinteressent i revisionsvirksomheden H2, som havde en andel i resultatet fra H1, Statsautoriserede revisorer. Erstatningen vedrørte rådgivning ydet af tidligere interessenter i H1 i indkomstårene 1992 og 1993 i forbindelse med salg af overskudsselskaber, som efterfølgende blev "tømt" af køber. Klageren hæftede for erstatningsbeløbet som medinteressent, selvom han ikke selv havde medvirket i den konkrete rådgivning. Erstatningsbeløbet udgjorde selvrisikoen på en rådgiverforsikring.

Skatteankenævnets og SKATs argumenter

Skatteankenævnet afviste fradrag med henvisning til tidligere Landsskatteretskendelser, der fastslog, at rådgivning i selskabstømmersager faldt uden for de naturlige rammer af revisions- og advokatvirksomhed og dermed ikke var et udslag af normal driftsrisiko. SKAT støttede afgørelsen og henviste til SKM1999.897.HR (Thrane-dommen), som fastslog, at sælgere og deres rådgivere var erstatningsansvarlige for uforsvarligt at have tilsidesat skattevæsenets interesser ved salg af overskudsselskaber, hvor købet blev selvfinansieret, og der blev opnået en overpris. SKAT argumenterede, at sådan adfærd er uforenelig med fradragsret, da tabene ikke er udslag af en sædvanlig driftsrisiko. SKAT fremhævede, at det ikke ændrer på udgiftens karakter, at klageren alene hæftede som medinteressent. SKAT henviste også til UfR2001.1393.H, hvor Højesteret afviste fradragsret for en medinteressents tab som følge af uberettigede hævninger foretaget af andre medinteressenter, da dette faldt uden for normal driftsrisiko. Endvidere anførte SKAT, at fradragsret ville hindre skattemyndighederne i at blive holdt skadesløse, jf. SKM2004.258.VLR.

Klagerens argumenter

Klageren påstod fradrag med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og argumenterede for, at erstatningen var pådraget i forbindelse med erhvervsvirksomhed og var et udslag af normal driftsrisiko. Klageren henviste til TfS1987.59.H, der ifølge klageren illustrerede fradragsret for en medinteressent, selv ved grov uagtsomhed fra en kompagnon. Klageren mente, at Landsskatterettens tidligere afgørelser om selskabstømning ikke kunne overtrumfe Højesterets praksis, især da de omhandlede advokataktieselskaber, ikke interessentskaber med kompagnonansvar. Klageren fremhævede, at rådgivningen havde medført betydelige honorarindtægter, hvilket viste en direkte sammenhæng med driften. Klageren påpegede også, at forsikringsselskaber får fradrag for erstatningsdækning, hvilket underminerer SKATs argument om, at skattemyndighederne ikke ville blive holdt skadesløse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse og nægtede fradrag for udgiften til erstatning.

Begrundelse

Landsskatteretten henviste til, at fradrag for erstatninger efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a kun kan opnås som et driftstab, hvis dispositionerne i forbindelse med den erstatningspådragende rådgivning kan anses som sædvanlige for virksomhedens drift, og hvis erstatningerne kan anses som et udslag af en naturlig driftsrisiko i virksomheden.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• H1, Statsautoriseret revisorer, havde været involveret som rådgiver i flere selskabstømmersager, og den aktuelle erstatning udspringer af rådgivning i to sager vedrørende salg af overskudsselskaber.
• Klagerens andel af erstatningen skyldtes hans medinteressentskab i H2, som havde andel i H1's resultat.
• Selvom overdragelsesaftalerne ikke var fremlagt, accepterede Landsskatteretten, at de faktiske omstændigheder sandsynligvis var tilsvarende dem i SKM1999.897.HR (Thrane-dommen), hvor sælgere og rådgivere uforsvarligt tilsidesatte skattevæsenets interesser.
• Det var oplyst, at H1 havde formidlet kontakt til køberne af overskudsselskaberne og gjort sælgere opmærksomme på muligheden for salg som overskudsselskab, og at der var betalt overkurs (henholdsvis 85% og 55%) for den udskudte skattegæld.

Landsskatteretten fandt, at H1, Statsautoriseret revisorers medvirken til salg af overskudsselskaber lå uden for rammerne af en normal og sædvanlig varetagelse af revisionsvirksomhed. Derfor var udgiften til erstatningen ikke et udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko ved revisionsvirksomhed og dermed ikke fradragsberettiget for klageren som driftstab efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten henviste desuden til SKM2010.194.ØLR.

Landsskatteretten afviste klagerens formalitetsindsigelser og argumenter vedrørende forsikringsselskabets vurdering og honorarernes kvalifikation, da disse ikke kunne føre til et andet resultat.