Ikke fradrag for erstatningsudgifter i sager om selskabstømning - H1 A/S

Retten lagde til grund, at:

• De omhandlede udgifter var afholdt i forbindelse med H1 A/S' (tidligere H2 A/S') medvirken til ulovlig selvfinansiering i afsluttede selskabstømmersager.
• Banken havde kendskab til, at transaktionerne var indbyrdes forbundne og betingede af hinanden, og burde have indset, at selskabet blev erhvervet for dets egne midler, hvilket udgjorde ulovlig selvfinansiering.
• Banken pådrog sig erstatningsansvar for skattevæsenets tab ved at muliggøre selskabstømning uden at sikre selskabets kreditorer.

Landsskatteretten anerkendte, at pengeoverførsler ligger inden for bankens forretningsområde, men fandt, at medvirken til ulovlig selvfinansiering og manglende omsorg for kreditorer (herunder skattebyrder) ikke ligger inden for rammerne af normal og sædvanlig bankdrift. Dette blev understøttet af Højesterets vurdering i UfR 2000.365 H (Thrane-dommen), hvor køberbankens medvirken blev karakteriseret som uforsvarlig.

Retten afviste bankens anbringende om principalansvar efter Danske Lov 3-19-2, da det ikke var dokumenteret, at bankens ledelse ikke havde kendskab til bankens deltagelse i handlerne med overskudsselskaber. Tværtimod tydede den fremlagte mailkorrespondance og det faktum, at banken også havde været bank for sælgere af overskudsselskaber, på ledelsens kendskab eller burde-kendskab. Banken blev derfor anset for at have et selvstændigt erstatningsansvar.

Klagerens argumenter

Bankens repræsentant argumenterede for, at udgifterne til erstatninger og advokatsalærer var fradragsberettigede som en sædvanlig omkostning knyttet til bankdrift. Det blev anført, at bankens rolle var betalingsformidling, og at de udredte erstatninger var et udtryk for en praksis for fordeling af erstatningsbeløb, der opstod efter Thrane-dommen (UfR 2000.365 H), og ikke nødvendigvis et udtryk for handlinger uden for normal bankdrift. Repræsentanten påpegede, at revisorer og advokater, der er forsikringsdækket for lignende tab, reelt opnår fradrag via forsikringspræmier, og at en nægtelse af fradrag for en selvforsikret bank ville være konkurrenceforvridende og føre til forskelsbehandling. Subsidiært blev det anført, at der burde indrømmes delvis fradragsret for den del af udgifterne, der ville have været dækket af en forsikring.

SKATs argumenter

Kammeradvokaten argumenterede på vegne af SKAT, at erstatningsbetalinger som følge af ansvarspådragende adfærd ved deltagelse i handel med overskudsselskaber ikke er et udslag af en normal driftsrisiko. SKAT henviste til, at et tab kun er fradragsberettiget, hvis det er et udslag af en normal driftsrisiko, og at bankens subjektive adfærd – dens kendskab til overførslens karakter – også skal afspejle en adfærd inden for normal bankdrift. Højesteret havde karakteriseret bankens handlemåde som uforsvarlig, hvilket udelukker fradragsret. SKAT afviste også argumentet om forskelsbehandling, idet bankens valg af forsikringsform ikke er udslagsgivende for fradragsretten, og at forvaltningsretlige lighedsbetragtninger indebærer, at sammenlignelige situationer skal behandles ens, hvilket i dette tilfælde betyder, at uforsvarlig deltagelse i selskabstømmersager medfører nægtelse af fradrag for tab. SKAT bemærkede desuden, at sagsomkostninger kun er fradragsberettigede, hvis den underliggende indtægt eller udgift er skattepligtig/fradragsberettiget.