Landsskatteretten underkender Skatterådets afgørelse om nægtet fradrag for erstatningsudgift i selskabstømmersag

Sagen omhandler en advokatvirksomheds fradrag for en erstatningsudgift på 11.011 kr. afholdt i forbindelse med en selskabstømmersag fra indkomståret 1992. Erstatningen blev betalt som følge af rådgivning ydet af en ansat advokat til sælgeren af et overskudsselskab, der efterfølgende blev tømt af køberen. Konkursboet efter selskabet anlagde sag mod sælgeren og købers bank, hvilket førte til et forlig, hvor sælgeren betalte et beløb, og advokatfirmaet dækkede en del heraf.

Skatteankenævnet havde oprindeligt godkendt fradraget med henvisning til, at rådgivningen lå inden for virksomhedens normale forretningsområde, og at erstatninger forvoldt af ansatte er fradragsberettigede driftsomkostninger efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og principperne om principalansvar (jf. Danske Lov 3-19-2).

Skatterådets og SKATs argumentation

SKAT indstillede til Skatterådet, at afgørelsen skulle ændres, og Skatterådet fulgte denne indstilling. SKAT argumenterede for, at fradragsretten for erstatninger afhænger af, om ansvaret kan anses som en naturlig og sædvanlig driftsrisiko. Med henvisning til TfS 2003.312 LSR og TfS 1987.59 H (Thrane-sagen) mente SKAT, at rådgivning i selskabstømmersager ikke udgjorde en normal driftsrisiko, da handlerne ikke havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, men var skattemæssigt begrundede og indebar en uforsvarlig tilsidesættelse af skattevæsenets interesser. SKAT fremhævede, at selskabet blev selvfinansieret, og at sælgeren opnåede en overpris, hvilket burde have advaret rådgiverne. SKAT anførte også, at erstatningsretlige synspunkter udelukkede fradragsret, da skattemyndighederne ellers ikke ville opnå fuld erstatning for tabte skatter, jf. TfS 2004.258 VLD.

SKAT gjorde gældende, at Skatteankenævnets afgørelse var "åbenbart ulovlig" i henhold til Skatteforvaltningsloven § 2, stk. 3, hvilket gav Skatterådet hjemmel til at ændre den. SKAT mente, at advokatfirmaet som arbejdsgiver havde et ansvar for at instruere og føre tilsyn med ansatte advokater i denne type sager, og at manglende dokumentation herfor betød, at fradragsretten ikke var opfyldt.

Klagerens argumentation

Klageren nedlagde principal påstand om, at Skatterådets afgørelse var ugyldig, da Skatterådet ikke havde taget stilling til, om betingelsen om "åbenbart ulovlig" var opfyldt, og da afgørelsen ikke var åbenbart ulovlig. Klageren henviste til, at der ikke var påvist formelle fejl eller tilsidesættelse af gældende regler, men blot en uenighed om fortolkning. Klageren argumenterede for, at en afgørelse kun er åbenbart ulovlig, hvis den er i utvivlsom modstrid med lov, bekendtgørelse, fast domstolspraksis eller fast praksis i Landsskatteretten, hvilket ikke var tilfældet her, da afgørelsen hvilede på et skøn eller en bevismæssig vurdering.

Subsidiært gjorde klageren gældende, at der var grundlag for fradrag. Klageren påpegede, at overprisen i denne sag (ca. 28.000 kr.) var beskeden sammenlignet med Thrane-sagen (1 mio. kr.), og at salget af overskudsselskaber i 1992 var en normal forretningsmæssig disposition for et advokatfirma specialiseret i virksomhedsoverdragelser. Klageren fremhævede også, at praksis for principalansvar tillader fradrag, selv ved grov uagtsomhed eller forsæt fra den ansattes side, og at der ikke var hjemmel til at tilsidesætte almindelige skatteregler alene på grund af sagens relation til selskabstømning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at Skatterådets afgørelse af 21. marts 2006 var ugyldig. Dette skyldtes, at Skatterådet ikke med hjemmel i Skatteforvaltningsloven § 2, stk. 3 kunne ændre Skatteankenævnets afgørelse, da denne ikke blev anset for at være "åbenbart ulovlig".

Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med følgende:

• Definition af "åbenbart ulovlig": Begrebet "åbenbart ulovlig" i Skatteforvaltningsloven § 2, stk. 3 er ikke yderligere defineret i lovforarbejderne. SKATs eget styresignal (nu SKM 2009.422 SKAT) definerer en afgørelse som "åbenbart ulovlig", hvis den er i utvivlsom modstrid med lov, bekendtgørelse, fast domstolspraksis eller fast praksis i Landsskatteretten. En afgørelse er ikke åbenbart ulovlig, hvis der er tvivl om lovligheden, eller hvis den hviler på et skøn eller en bevismæssig vurdering.
• Manglende sammenlignelig praksis: På tidspunktet for Skatterådets afgørelse forelå der Landsskatteretskendelser (SKM 2003.111 LSR) og en Vestre Landsretsdom (SKM 2004.139 VLR), men ingen af disse tog stilling til fradragsmuligheden efter principalansvaret (jf. Danske Lov 3-19-2). Ligningsvejledningen 2006 afsnit E.B.3.9. angav, at en arbejdsgiver har fradragsret for erstatninger forårsaget af ansatte, selv ved grov uagtsomhed eller forsæt. SKATs påstand om, at tilsvarende retningslinjer for "naturlig og sædvanlig driftsrisiko" gjaldt for principalansvar, var ikke afklaret i praksis.
• Behov for konkret vurdering: En vurdering af, hvorvidt salget af overskudsselskabet kunne anses som en naturlig og sædvanlig driftsrisiko i forbindelse med advokatvirksomheden, og dermed fradragsmuligheden efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, krævede en udførlig gennemgang af sagens faktiske forhold. Dette omfattede advokatfirmaets og den ansatte advokats viden og rolle, herunder om der var kendskab til selvfinansiering, om skattekursen kunne begrundes i sparede omkostninger, og om der var tale om et enkeltstående tilfælde af handel med et overskudsselskab. En sådan vurdering hviler på et skøn og en bevismæssig vurdering, hvilket udelukker, at afgørelsen kan anses for åbenbart ulovlig.

Da Skatteankenævnets afgørelse ikke var åbenbart ulovlig, havde Skatterådet ikke hjemmel til at ændre den. Skatteankenævnets afgørelse står derfor ved magt.