Revisionsfirma nægtet fradrag for erstatning i selskabstømmersag

Sagen omhandler, hvorvidt en interessent i en revisionsvirksomhed kunne få fradrag for sin andel af erstatninger, som virksomheden havde betalt i forbindelse med selskabstømmersager. Klageren argumenterede for, at erstatningsudgifterne var et fradragsberettiget driftstab i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da de udsprang af en normal driftsrisiko ved at drive revisionsvirksomhed. Alternativt blev det anført, at tabet var fradragsberettiget efter Kursgevinstloven § 17 som tab på en regresfordring mod selskabstømmerne.

SKAT og senere Landsskatteretten fandt, at revisionsvirksomhedens medvirken i selskabstømmersagerne ikke var en del af normal og sædvanlig drift. Med henvisning til Højesterets praksis (Thrane-dommen) blev handlingerne karakteriseret som en "uforsvarlig tilsidesættelse af skattevæsenets interesser" og ikke som normale forretningsmæssige dispositioner. Derfor kunne erstatningsudgifterne ikke anses for at være et resultat af en normal driftsrisiko, og fradrag blev nægtet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at fradrag for erstatninger som et driftstab i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a forudsætter, at de dispositioner, der førte til erstatningsansvaret, er sædvanlige for driften af virksomheden, og at erstatningen er et udslag af en naturlig driftsrisiko.

Retten lagde til grund, at erstatningerne, som revisionsvirksomheden (Interessentskabet) betalte, stammede fra medvirken til handler med overskudsselskaber, de såkaldte selskabstømmersager. Da der ikke var fremlagt specifikke oplysninger om de enkelte sager, baserede retten sin afgørelse på principperne fra Højesterets dom i Thrane-sagen (TfS 1999.897 H).

På baggrund af denne dom lagde Landsskatteretten til grund, at:

• Interessentskabet på en uforsvarlig måde havde tilsidesat skattevæsenets interesser.
• Medvirkenen til salget af overskudsselskaber ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition.
• Interessentskabet ikke havde gjort noget reelt for at afværge risikoen for skattevæsenet.

Landsskatteretten konkluderede, at Interessentskabets handlinger lå uden for rammerne af normal og sædvanlig revisionsvirksomhed. Derfor var udgifterne til erstatningerne ikke et udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko, og de var dermed ikke fradragsberettigede som et driftstab.

Retten afviste også argumentet om fradrag via Kursgevinstloven § 17, da den underliggende handling (medvirken til selskabstømning) ikke blev anset for at være et led i sædvanlig drift af revisionsvirksomhed. Derfor kunne et tab på en eventuel regresfordring heller ikke fratrækkes.

Landsskatteretten stadfæstede derfor skatteankenævnets afgørelse.