Landsskatteretten: Forhøjelse af lønindkomst og kørselsfradrag (1999-2002)

Sagen omhandler en klagers forhøjelse af lønindkomst og afslag på fradrag for kørselsudgifter for indkomstårene 1999-2002. Klageren var direktør og medejer af det danske selskab [virksomhed1] A/S, hvis aktivitet bestod i projektudvikling, primært inden for sundhedsområdet. Klagerens løn blev udbetalt via et engelsk selskab, [virksomhed2] Ltd., som klageren hævdede ikke havde haft aktivitet. Klageren var tidligere dømt for skatteunddragelse i forbindelse med underrapportering af lønindkomst i de pågældende år.

SKAT havde forhøjet klagerens skattepligtige indkomst baseret på honorarudgifter fratrukket i [virksomhed1] A/S, som var faktureret af [virksomhed2] Ltd., samt nettohævninger fra [virksomhed1] A/S. SKAT anså disse beløb for at være lønindkomst til klageren i henhold til Statsskatteloven § 4. SKAT argumenterede, at mellemregningskontiene mellem klageren og selskabet ikke var korrekte, og at de udtagne beløb reelt var løn. SKAT fastholdt også, at beløb overført til klagerens ægtefælle ([person1]) skulle beskattes hos klageren som vilkårlig indkomstdeling.

Klageren påstod, at indkomsten alene skulle forhøjes med 240.000 kr. i alle de påklagede år. Han forklarede, at regnskabsføringen var overladt til en revisor, som ikke havde udført sit arbejde korrekt. Klageren mente, at hyppige kontrolbesøg fra SKAT burde have afsløret eventuelle fejl tidligere, hvilket talte imod forsætlighed. Han anførte, at likviditeten ofte var stram, og at hans private økonomi blev suppleret af ikke-skattepligtige indtægter. Klageren hævdede, at en negativ mellemregning var et ulovligt aktionærlån, men ikke ulovligt i henhold til skattelovgivningen, da han var solvent. Han argumenterede desuden for, at [person1] havde udført reelt arbejde for selskabet og derfor var berettiget til løn.

Kørselsudgifter

Klageren havde anvendt sin egen bil til erhvervsmæssig kørsel for selskabet. I 1999 havde han faktureret selskabet for kørselsgodtgørelse, og selskabet havde desuden afholdt udgifter til benzin. For 2000-2002 havde selskabet også afholdt benzinudgifter, men klageren havde ikke faktureret for kørselsgodtgørelse.

SKAT anførte, at skattefri kørselsgodtgørelse i henhold til Ligningsloven § 9 B dækker ordinære driftsudgifter som benzin. Da klageren i 1999 modtog skattefri godtgørelse, men selskabet også betalte benzin, ansås benzinudgifterne for skattepligtige. For de efterfølgende år anså SKAT de afholdte benzinudgifter for at modsvare det kørselsfradrag, klageren ville have været berettiget til, da der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for kørslen.

Klageren påstod fradrag for kørselsomkostninger baseret på dagbøger og et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab, som viste betydelige kørte kilometer i de pågældende år.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende benzinudgifter og nedsættelse af udenlandsk personlig indkomst, men nedsatte forhøjelsen af lønindkomsten for alle indkomstår. Afgørelsen blev truffet på baggrund af en vurdering af, hvad der udgjorde skattepligtig lønindkomst, herunder maskeret løn, og berettigelsen af fradrag for kørselsudgifter.

Lønindkomst

Landsskatteretten var enig med SKAT i, at den indkomst, der var angivet som udenlandsk indkomst, reelt var lønindkomst oppebåret for arbejde i det danske selskab, og at den derfor skulle beskattes i Danmark. Dette medførte en nedsættelse af klagerens udenlandske indkomst med følgende beløb:

Retten fandt desuden, at klageren ud over den anerkendte løn på 240.000 kr. pr. år havde modtaget maskeret lønindkomst fra selskabet. Dette omfattede private udgifter afholdt af selskabet (f.eks. avisabonnement) og uforklarlige hævninger, hvis tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse ikke kunne dokumenteres. Disse beløb blev anset for skattepligtige i henhold til Statsskatteloven § 4.

Dog fandt Landsskatteretten, at overførslerne fra selskabet til klagerens ægtefælle ([person1]) var berettiget løn for udført arbejde. Som følge heraf blev forhøjelsen af klagerens indkomst nedsat med 40.000 kr. i 1999 og med 96.000 kr. i 2000, 2001 og 2002. Med denne justering blev den skattepligtige indkomst forhøjet med følgende beløb:

Kørselsfradrag

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende kørselsfradrag. I henhold til Ligningsloven § 9 B er skattefri befordringsgodtgørelse betinget af behørig dokumentation for erhvervsmæssig kørsel. Klagerens efterfølgende konstruerede kørselsregnskab baseret på dagbøger blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation.

• 1999: Da klageren selv fakturerede selskabet for befordringsgodtgørelse, og selskabet desuden betalte for benzinudgifterne, havde selskabet reelt afholdt udgiften to gange. Det blev derfor anset for berettiget, at benzinudgifterne blev henført til klagerens skattepligtige indkomst.
• 2000-2002: Da klageren heller ikke for disse år havde dokumenteret sin erhvervsmæssige kørsel, og selskabet havde afholdt benzinudgifterne, tiltrådte Landsskatteretten SKATs skøn om, at disse udgifter modsvarede den befordringsgodtgørelse, klageren ville have været berettiget til. Afgørelsen blev derfor stadfæstet.