Nægtelse af fradrag for erstatningsudbetalinger i selskabstømmersager – revisionsvirksomhed

Sagen omhandlede en klagers ret til fradrag for erstatningsbeløb, som klagerens revisionsvirksomhed, et interessentskab, havde betalt i forbindelse med selskabstømmersager i indkomstårene 2000, 2001 og 2002. Skatteankenævnet havde nægtet fradrag, da erstatningsudbetalingerne ikke blev anset for at være et udslag af en normal driftsrisiko i revisionsvirksomheden.

Klagerens andel af de samlede erstatninger udgjorde:

SKAT argumenterede for, at erstatningsudgifterne ikke var fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. SKAT henviste til Højesterets dom i den såkaldte Thrane-sag (TfS 1999, 897 H), som fastslog, at sælgerens rådgivere, herunder revisorer, havde handlet uforsvarligt og tilsidesat skattevæsenets interesser ved at medvirke til selskabshandler, der ikke havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner. SKAT mente, at en sådan adfærd var så afvigende fra sædvanlig driftsmæssig adfærd for en revisionsvirksomhed, at tabene ikke kunne siges at være udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko. SKAT fremhævede desuden, at det ville stride mod erstatningsretlige principper og princippet om, at en part ikke kan drage fordel af sin egen forkerte handling (nemo auditur pro priam turpitudinem allegans), hvis der blev indrømmet fradragsret, da dette ville reducere den reelle kompensation til skattemyndighederne.

Klagerens repræsentant påstod fradrag og argumenterede for, at de udbetalte erstatninger var pådraget i forbindelse med sædvanlig drift af revisionsvirksomhed og var udslag af en normal driftsrisiko. Repræsentanten henviste til, at vurderingen af dispositionerne skulle foretages på baggrund af forholdene på det tidspunkt, de blev foretaget, og at revisorernes bistand dengang faldt inden for rammerne af revisionsvirksomhed. Det blev også anført, at interessentskabet ved indfrielsen af erstatningskravet havde erhvervet et regreskrav mod selskabstømmeren, som var tabt, og at tab på en regresfordring for personer er fradragsberettiget i medfør af Kursgevinstloven § 17, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Endelig bestred repræsentanten, at erstatningsretlige betragtninger skulle have betydning for spørgsmålet om fradragsret, og henviste til en præmis i Thrane-dommen, der antydede en mulig fradragsret for rådgiverne, uden at Højesteret dog tog endelig stilling til det skattemæssige spørgsmål.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse og nægtede klageren fradrag for erstatningsbeløb i indkomstårene 2000, 2001 og 2002. Retten lagde til grund, at klagerens interessentskab, en revisionsvirksomhed, havde medvirket til handel med overskudsselskaber (selskabstømmersager) på en måde, der lå uden for rammerne af en normal og sædvanlig varetagelse af revisionsvirksomhed.

Landsskatteretten henviste til principperne fra Højesterets dom af 24. november 1999 (TfS 1999.897 H, den såkaldte Thrane-dom), som fastslog, at:

• Interessentskabet på en uforsvarlig måde havde tilsidesat skattevæsenets interesser.
• Interessentskabets medvirken til salg af overskudsselskaber ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition.
• Interessentskabet ikke gjorde noget reelt for at afværge skattevæsenets risiko.

På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at udgifterne til erstatningerne ikke var et udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko ved revisionsvirksomhed. Derfor var udgifterne ikke fradragsberettigede som driftstab efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Ligeledes kunne erstatningen ikke fratrækkes med hjemmel i Kursgevinstloven § 17, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da interessentskabets medvirken ikke blev anset for et led i sædvanlig drift af revisionsvirksomhed.