Fortolkning af EU-regler om frihedsberøvelse: Ulovligheden af Dublin-frihedsberøvelse medfører ikke automatisk løsladelse, hvis der foreligger nyt gyldigt grundlag for udsendelse

Domstolen fastslår, at de relevante EU-bestemmelser om frihedsberøvelse ikke er til hinder for en national lovgivning, der undlader at pålægge den retslige myndighed en forpligtelse til at anordne løsladelse af en tredjelandsstatsborger, der er lovligt frihedsberøvet i henhold til direktiv 2008/115/EF, alene med den begrundelse, at en tidligere frihedsberøvelse under Dublin III-forordningen var blevet ulovlig.

Domstolens begrundelse for afgørelsen

• Separate Regelsæt: Frihedsberøvelsesregimerne under Direktiv 2008/115/EF (udsættelse/tilbagesendelse) og Dublin III/Direktiv 2013/33/EU (overførsel af asylansøgere) er adskilte og har forskellige lovgrundlag. Ulovligheden af en foranstaltning baseret på ét regelsæt (Dublin III) påvirker principielt ikke lovligheden af en efterfølgende foranstaltning baseret på et andet regelsæt (Direktiv 2008/115), forudsat at den nye foranstaltning opfylder alle lovlighedsbetingelser.

• Formålet med Direktiv 2008/115/EF: Det ville undergrave formålet med tilbagesendelsesdirektivet, nemlig effektiv tilbagesendelse, hvis myndighederne ikke kunne opretholde frihedsberøvelsen, når det retlige grundlag skifter fra Dublin-regimet til tilbagesendelsesregimet.

• Krav om Ikkearbitrært Indgreb: Opretholdelse af frihedsberøvelse skal være i overensstemmelse med målet om at beskytte individet mod vilkårlighed. Dette kræver, at foranstaltningen ikke er behæftet med ond tro eller vildledning fra myndighedernes side, og at den står mål med formålet med restriktionerne.

• Erstatning som Retsmiddel: Konstateringen af, at en frihedsberørelsesforanstaltning er ulovlig, indebærer ikke i alle tilfælde en omgående løsladelse, hvis den fortsatte frihedsberøvelse er gyldigt begrundet i et andet selvstændigt retsgrundlag. Erstatning for den periode, hvor frihedsberøvelsen var ulovlig, anses for et passende retsmiddel for at afhjælpe krænkelsen af retten til frihed og sikre den effektive domstolsbeskyttelse i henhold til Charterets artikel 47.

Domstolen bemærkede, at artikel 16, stk. 1, fastsætter et princip om frihedsberøvelse i særlige faciliteter, og at undtagelser herfra skal fortolkes strengt. Domstolen fremhævede, at forpligtelsen påhviler medlemsstaterne som sådanne, uafhængigt af deres administrative struktur. Nationale myndigheder skal kunne gennemføre frihedsberøvelsen i særlige faciliteter. Hvis anvendelsen af national lovgivning er overladt til myndigheder i en delstat, er det ikke tilstrækkeligt, at kun visse delstater har denne mulighed.