Landsskatteretten stadfæster skønsmæssig omsætningsforhøjelse i restaurationsvirksomhed

Sagen omhandlede klagerens restaurationsvirksomhed, H1, og Landsskatterettens stadfæstelse af skønsmæssige forhøjelser af omsætningen for indkomstårene 1998-2001. Klageren, der tidligere var restaurationskonsulent, drev kroen som enkeltmandsvirksomhed fra 1995 til 2003. Virksomheden havde i starten et kasseregnskab med daglige afstemninger, men dette blev hurtigt opgivet, og en revisor opgjorde i stedet omsætningen baseret på bankindsætninger. Regnskaberne viste bruttoavancer på omkring 50-51% for 1998-2000, ekskl. spilleautomater. Klageren indsendte ikke selvangivelse for 2001.

Regionen anså regnskabsmaterialet for tilsidesætteligt på grund af manglende daglige kasseafstemninger og opgjorde omsætningen skønsmæssigt. Beregningen var baseret på klagerens egne oplyste priser og vareforbrug, med fradrag for svind, personaleudtag, repræsentation og tyveri på 8%, samt et årligt fradrag på 25.000 kr. for betaling af sorte lønninger. Dette resulterede i betydelige forhøjelser af den selvangivne omsætning for alle år.

Klageren bestred ikke, at regnskabsgrundlaget var tilsidesætteligt, men nægtede at have udeholdt omsætning. Han fandt de beregnede omsætninger urealistiske og henviste til sin almindelige livsførelse og virksomhedens gæld. Han argumenterede for yderligere reduktioner i omsætningen på grund af salg af øl og spiritus “ud af bagdøren” til reducerede priser samt salg af oksekød uden fortjeneste til familie og venner. Klageren anførte desuden, at bruttoavancerne i Y1-by ikke kunne matche HORESTA's normtal på 64,4% for restauranter under 3 mio. kr. i omsætning.

Sagen havde været berostillet på en straffesag mod klageren. Ved Rettens dom af 14. januar 2008 blev klageren fundet skyldig i forsætlig skatteunddragelse vedrørende 75.000 kr. (sort løn), mens den øvrige del af det udeholdte beløb blev tilregnet ham som groft uagtsomt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede regionens afgørelse for alle indkomstår.

Forældelse af skatteansættelsen for 1998

Landsskatteretten bemærkede, at den ordinære ligningsfrist for indkomståret 1998 udløb den 1. maj 2002, mens agterskrivelsen blev udsendt den 25. november 2003. Dette var således efter fristens udløb. Retten fandt dog, at forældelsesfristen var suspenderet. Dette skyldtes, at klageren eller nogen på dennes vegne i hvert fald groft uagtsomt havde bevirket, at skattemyndighederne foretog skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Der blev henvist til, at klageren over en årrække havde undladt at foretage daglige effektive kasseafstemninger. Dette blev tilregnet klageren som groft uagtsomt i relation til den dagældende bestemmelse i Skattestyrelsesloven § 35, stk. 1, nr. 6. Retten anså derfor den ordinære forældelsesfrist for ansættelse for suspenderet, og regionen var berettiget til at foretage en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen. Skatteansættelsen blev derfor ikke anset for ugyldigt foretaget.

Regnskabsmaterialets egnethed og skønsmæssig ansættelse

For at et regnskab skal anses for tilstrækkelig dokumentation for den skattepligtige indkomst, forudsættes det, at det er udarbejdet på grundlag af løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, i overensstemmelse med gældende lovgivning. Landsskatteretten var enig med skatteregionen i, at klagerens regnskabsmateriale ikke var egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, da kravene til regnskabsgrundlaget ikke var opfyldt. Det var derfor med rette, at regionen havde ansat indkomsterne skønsmæssigt, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3 og Skattekontrolloven § 3, stk. 4.

Afvisning af yderligere nedslag

Retten bemærkede, at skønsmæssige ansættelser som udgangspunkt skal være underbyggede af privatforbrugsberegninger eller andre konkrete opgørelser. I denne sag havde regionens skøn udgangspunkt i en omsætningsberegning baseret på klagerens egne oplyste priser. Klagerens påstand om yderligere nedslag for salg af øl, spiritus og oksekød “ud af bagdøren” var ikke dokumenteret. Landsskatteretten fandt, at en indrømmelse af disse nedslag ville medføre, at virksomhedens bruttoavance ville afvige markant fra HORESTA's normtal. Påstanden herom kunne derfor ikke imødekommes.

Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at fravige de af regionen udøvede skøn, og de påklagede skatteansættelser blev derfor stadfæstet.