Lovguiden Logo
GældendeRetspraksisPraksisoversigter fra Rigsadvokaten
Hjemmerøveri - oversigt over straffene i sager om røveri begået i private hjem (december 2010)
Dato:14. december 2010

1. Indledning

I dette bilag beskrives de domme, der indgår i redegørelsen. Der er tale om domme, der er indberettet i henhold til Rigsadvokatens indberetningsordning iværksat ved RI nr. 8/2008, som senere er afløst af RI nr. 18/2009, og som er afsagt i perioden fra den 1. juli 2009 til den 1. juli 2010. Endvidere er anke­domme afsagt af landsretterne efter udløbet af den nævnte periode medtaget, hvis byrettens dom i sagen er afsagt inden udgangen af juni 2010.

Domme, hvor en væsentlig del af straffen er udmålt som følge af anden kriminalitet, der er pådømt samtidig, er ikke medtaget. Endvidere er domme, hvor der i stedet for straf er idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69, ikke medtaget.

Beskrivelsen af dommene er foretaget på en sådan måde, at de oplysninger, som må antages at have haft væsentlig betydning for straffastsættelsen, fremgår. Tiltaltes alder er nævnt, hvorimod forurette­des alder alene er nævnt, hvis forurettede har været særlig ung eller gammel, idet dette forhold kan have betydning for straffastsættelsen. Endvidere er det anført, hvis tiltalte tidligere er straffet for li­geartet kriminalitet. I de tilfælde, hvor tiltalte tillige er dømt for andre forhold, er dette nævnt, hvis det har haft betydning for fastsættelsen af straffen i sagen.

Dommene omfatter egentlige hjemmerøverier. Et egentligt hjemmerøveri er defineret som et røveri, hvor gerningsmanden og forurettede ikke har forudgående personlige relationer, men hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i forurettedes hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboeren var hjemme. Herunder henhører også de tilfælde, hvor foruret­tede er blevet udvalgt, idet gerningsmanden har betragtet vedkommende som et ”let” offer.