4. Jura

4.1. Anvendelsesområdet for kapitel 93 a

Retsplejelovens kapitel 93 a (§ 1018 a - § 1018 h) indeholder særlige regler om erstatning til sigtede, domfældte og andre i anledning af strafferetlig forfølgning m.v. Reglerne gør det lettere for en erstatningssøgende at forfølge et erstatningskrav, end hvis den erstatningssøgende skulle forfølge kravet ved civilt søgsmål. Kapitlet indeholder regler om erstatning på objektivt ansvarsgrundlag (§§ 1018 a – d), herunder regler om obligatorisk erstatning (§ 1018 a, stk. 1, og § 1018 d), og regler om erstatning på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler (culpa) (§ 1018 h).

Ved behandling af et erstatningskrav skal det overvejes, om kravet er omfattet af anvendelsesområdet for kapitel 93 a, og om den erstatningssøgende dermed har ret til at få behandlet sit krav efter disse særlige regler, eller om den erstatningssøgende må henvises til at rejse kravet ved civilt søgsmål.

Kun erstatningskrav, der rejses i anledning af en strafferetlig forfølgning, er omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Erstatningskrav, der vedrører frihedsberøvelse og andre indgreb, der ikke er sket som led i en strafferetlig forfølgning, kan ikke rejses efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Vær dog opmærksom på, at det ved særskilt hjemmel kan være bestemt, at reglerne i kapitel 93 a skal finde anvendelse. Se f.eks. § 20 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Det er Rigsadvokatens opfattelse, at retsplejelovens §§ 1018 a - c og § 1018 h må forstås således, at de særlige erstatningsregler i kapitel 93 a – herunder den processuelle fremgangsmåde for behandling af kravet – kun finder anvendelse på erstatningskrav, der rejses af personer, mod hvem der har været rettet et straffeprocessuelt indgreb, eller hvis kravet udspringer af en embedshandling inden for strafferetsplejen, der er rettet mod den erstatningssøgende, jf. betænkning nr. 801/1977, om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, side 56, og dommen i TfK 2006.15V.

Erstatningskrav mod politiet, der ikke er omfattet af kapitel 93 a, behandles efter reglerne i Cirkulæreskrivelse nr. 9651 af 1. juli 2021 om politiets behandling af visse erstatningssager.

Nedenfor er beskrevet en række tilfælde, som kan give anledning til tvivl:

Administrative frihedsberøvelser

Erstatningskrav, der vedrører administrative frihedsberøvelser, falder uden for retsplejelovens kapitel 93 a.

Det gælder eksempelvis:

• Frihedsberøvelser efter udlændingelovens § 37, jf. § 36 og hjemrejselovens § 16.
• Frihedsberøvelser efter lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (uanset om politiet har medvirket, f.eks. ved tvangsindlæggelsen).
• Detentionsanbringelse af berusede personer eller i forbindelse med husspektakler.
• Frihedsberøvelse efter Politilovens § 5, stk. 3.

Reglerne i kapitel 93 a anvendes dog på sager, hvor personer under 15 år har været frihedsberøvet (tilbageholdt) eller udsat for andre strafprocessuelle indgreb, jf. U 1995.536Ø, hvor en 14 årig pige fik erstatning, efter hun som sigtet for overtrædelse af politivedtægten var blevet medtaget til politistationen med henblik på afhøring. Det fremgår ligeledes af forarbejderne til lov nr. 443 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven (se lovforslag nr. 133 som fremsat den 21. januar 2004, pkt. 3.2.).

Andre indgreb eller handlinger (end frihedsberøvelse) foretaget af politiet

Erstatningskrav, der rejses i anledning af handlinger og indgreb, som politiet har foretaget som led i politiets generelle forpligtelse til at opretholde sikkerhed, fred og orden, eller som er foretaget som et led i politiets generelle forvaltningsvirksomhed, er ikke omfattet af retsplejelovens kapitel 93 a.

U 1997.242Ø: Sagen vedrørte begivenhederne på Nørrebro i maj 1993. Under urolighederne på Nørrebro efter EU-afstemningen i maj 1993 blev en række personer ramt af pistolskud afgivet af politiet. De pågældende personer fremsatte erstatningskrav, jf. retsplejelovens 1018 a. Anklagemyndigheden påstod principalt afvisning, da kravene ikke kunne behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Det blev lagt til grund, at afgivelsen af pistolskud ikke var sket med det formål senere at drage bestemte personer eller persongrupper strafferetligt til ansvar for de handlinger, der blev rettet mod politiet, men for at sikre politiet mod overhængende fare for at blive ramt af stenkast mm. Under disse særlige omstændigheder fandtes skadeforvoldelsen som følge af politiets afgivelse af pistolskud ikke at være sket som led i en strafferetlig forfølgning. Herefter fandtes de rejste erstatningskrav ikke at kunne påkendes under en sag, der blev behandlet efter retsplejelovens kapitel 93 a, og kravene afvistes.

Skader opstået i forbindelse med politiets patruljering og bistand ved arrangementer af forskellige karakter falder ligeledes uden for retsplejelovens kapitel 93 a.

Politiets bortvisning af personer fra restauranter og lignende sker typisk ikke som led i strafferetlig forfølgning af de pågældende og vil derfor falde uden for retsplejelovens kapitel 93 a. Se f.eks. U 1995.403Ø, som vedrørte politiets bortvisning af en person fra en restaurant i medfør af bestemmelser i retsplejeloven og restaurationsbekendtgørelsen. Den pågældende person blev ikke sigtet, og erstatningskravet faldt derfor ikke ind under kapitel 93 a.

Forvaltningsretlige afgørelser truffet af politiet

Erstatningskrav, som rejses i anledning af administrative afgørelser, der er truffet af politiet som forvaltningsmyndighed på særlige områder, og som ikke har forbindelse med en konkret strafforfølgning, falder uden for retsplejelovens kapitel 93 a. Det gælder f.eks. politiets nægtelse af samtykke til jagttegn.

Skader forårsaget af tjenestehunde og politiets tjenestekøretøjer

Spørgsmål om skader forårsaget af tjenestehunde, herunder navnlig skader som følge af hundebid samt skader forårsaget af politiets tjenestekøretøjer, skal behandles særskilt og forelægges for Rigspolitichefen, jf. § 5 i Cirkulæreskrivelse nr. 9651 af 1. juli 2021. Dette gælder også, hvis skaden er sket som led i strafferetlig forfølgning.

Andre myndigheder har foretaget indledende undersøgelser eller har adgang til at afgøre sager om strafbart forhold

Sager, hvor der søges erstatning på grund af indgreb (f.eks. beslaglæggelse i medfør af toldlovens § 83), som en særmyndighed (f.eks. SKAT eller Miljøstyrelsen) har foretaget i anledning af en straffesag (hvor en person er eller senere bliver sigtet), skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Det gælder uanset, om særmyndigheden på egen hånd har foretaget indgrebet, eller om indgrebet er foretaget med bistand fra politiet.

I de tilfælde, hvor politiet ikke har en straffesag med relation til indgrebet (f.eks. beslaglæggelsen), skal statsadvokaten indhente sagens akter og en udtalelse om sagen fra særmyndigheden.

Det bemærkes, at det forhold at politiet på vegne af særmyndigheden har mødt i retten med en begæring om et indgreb (f.eks. beslaglæggelse) ikke i sig medfører, at politiet har en straffesag med relation til indgrebet.

I de tilfælde, hvor politiet efterfølgende har overtaget straffesagen fra særmyndigheden, skal politikredsen udarbejde en indstilling om sagens afgørelse til statsadvokaten. Politikredsen skal til brug herfor indhente en udtalelse og sagens akter fra særmyndigheden.

Indgreb under varetægtsfængsling

Spørgsmål om erstatning til varetægtsarrestanter i anledning af indgreb under opholdet i varetægtsfængsel behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a og bekendtgørelse om behandlingen af krav fra indsatte i kriminalforsorgens institutioner om erstatning i anledning af uforskyldte indgreb. Det fremgår af § 96 i bekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2019 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).

Den bekendtgørelse, der henvises til i § 96 i varetægtsbekendtgørelsen, er afløst af bekendtgørelse nr. 423 af 9. april 2015 om behandlingen af krav fra dømte og varetægtsarrestanter om erstatning i anledning af uforskyldte indgreb under fuldbyrdelse af straf m.v. Det fremgår af denne bekendtgørelses § 2, stk. 2, at Kriminalforsorgsområdet sender spørgsmål om erstatning til varetægtsarrestanter til anklagemyndigheden til videre foranstaltning.

Indgreb under fuldbyrdelse af straf (afsoning)

Erstatning i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straf mv. er reguleret i straffuldbyrdelseslovens §§ 106 og 107. Kriminalforsorgen behandler erstatningskrav, som fremsættes i anledning af indgreb under fuldbyrdelse af straffen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 108.

4.2. Hvem har kompetence til at afgøre erstatningskravet?

Kompetencen til at træffe afgørelse i erstatningssager afhænger af, hvilken hjemmel kravet støttes på, dvs. om det er §§ 1018 a – d (erstatning på objektivt grundlag) eller § 1018 h (erstatning på culpagrundlag). Læse mere under pkt. 4.2.1. og pkt. 4.3. nedenfor.

Derudover er der fastsat særlige regler om kompetence i sager om erstatning for varetægtsfængsling efter endelig dom i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 1 (tidligere udlændingelovens § 35). Læs mere herom i pkt. 4.3.4.

4.2.1. Retsplejelovens §§ 1018 a – d

Udgangspunktet – statsadvokaternes kompetence

Statsadvokaterne træffer som udgangspunkt afgørelse i alle sager efter retsplejelovens §§ 1018 a - d. Det gælder både krav om erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade. Statsadvokaterne kan altid afslå erstatning i de sager, der ikke er reguleret i pkt. 5. i denne meddelelse.

Undtagelser – Rigsadvokatens kompetence

Følgende sager skal forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse:

• Erstatningskrav for ikke-økonomisk skade efter retsplejelovens §§ 1018 a - d, hvor statsadvokaten agter at yde erstatning med et større beløb end fastsat ipkt. 5. i denne meddelelse.
• Erstatningskrav for ikke-økonomisk skade efter retsplejelovens §§ 1018 a - d, som er reguleret i pkt. 5. i denne meddelelse, men som rejser spørgsmål af principiel karakter, eller i forhold til hvilke der foreligger særlige omstændigheder.
• Erstatningskrav for ikke-økonomisk skade efter retsplejelovens §§ 1018 a - d, som ikke er reguleret ipkt. 5. i denne meddelelse, og hvor statsadvokaten ikke afslår erstatning.

Se evt. også: Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9809 af 12. december 2005 om behandling af sager om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a.

4.3. Frist for fremsættelse af erstatningskrav

Straffesagen skal være endelig afgjort

Et krav om erstatning kan først behandles efter reglerne i kapitel 93 a, når den straffesag, som har givet anledning til at rejse kravet, er endelig afgjort.

Det er uden betydning, om straffesagen er endeligt afgjort ved anklagemyndighedens beslutning om strafforfølgningens ophør eller ved dom.

Dette fremgår af retsplejelovens § 1018 e, stk. 1.

Frist på 2 måneder

Erstatningskravet skal være fremsat inden 2 måneder efter meddelelse til sigtede om strafforfølgningens ophør eller efter afsigelse af en endelig dom, jf. § 1018 e, stk. 1. 2. pkt.

Erstatningskrav, der er fremsat efter udløbet af 2-måneders fristen, skal som udgangspunkt afvises.

Erstatningskrav, der er fremsat efter udløbet af 2-måneders fristen, kan dog behandles, hvis fristoverskridelsen findes undskyldelig, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 2.

Fristen gælder ligeledes for krav, der støttes på dansk rets almindelige erstatningsregler, og som i medfør af retsplejelovens § 1018 h begæres behandlet efter reglerne i kapitel 93 a. Anklagemyndigheden kan dog for sådanne krav vælge at se bort fra en fristoverskridelse, hvis det er oplagt, at der er handlet erstatningsansvarspådragende. Dette skyldes, at erstatningssøgende i disse tilfælde vil kunne anlægge en civil sag, hvor anklagemyndigheden må tage bekræftende til genmæle. Læs mere i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, s. 71.

I de tilfælde, hvor anklagemyndigheden har afvist at behandle et erstatningskrav under henvisning til, at kravet var fremsat for sent, og den erstatningssøgende herefter begærer erstatningskravet indbragt for retten, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om, at retten afviser at behandle erstatningskravet.

Nedenfor kan du læse mere om:

• Beregning af 2-måneders fristen (se pkt. 4.3.1.)
• Hvornår en fristoverskridelse kan anses for undskyldelig (se pkt. 4.3.2.)

4.3.1. Hvordan beregnes 2-måneders fristen?

Personer, der ikke har været sigtet

I forhold til personer, der ikke har været sigtet, beregnes 2-måneders fristen fra indgrebets ophør, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 5. pkt.

Personer, der har været sigtet

Sager, der afsluttes med påtaleopgivelse eller tiltalefrafald

I forhold til personer, der har været sigtet, men hvor sagen afsluttes uden dom, beregnes 2-måneders fristen fra det tidspunkt, hvor sigtede fik besked om strafforfølgningens ophør, f.eks. ved meddelelse om at sagen var påtaleopgivet eller tiltale frafaldet jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 3. pkt.

Sager, der afsluttes med dom

	Tiltalte var til stede ved domsafsigelsen

Fristen beregnes fra afsigelse af endelig dom, hvis tiltalte var til stede ved dommens afsigelse, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 3. pkt.

	Tiltalte var ikke til stede ved domsafsigelsen

Hvis tiltalte har været tilsagt til domsafsigelsen, f.eks. ved at retten i et retsmøde ved sagens optagelse til dom har tilkendegivet, hvornår dommen ville blive afsagt, jf. retsplejelovens § 162, beregnes fristen fra domsafsigelsen, uanset om tiltalte var til stede eller ej ved domsafsigelsen, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, jf. princippet i § 904, stk. 1.

Hvis hovedforhandlingen er fremmet til dom i tiltaltes fravær i medfør af retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 1 - 5, beregnes fristen fra det tidspunkt, hvor dommen blev forkyndt for tiltalte, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 4. pkt., jf. § 904, stk. 2, jf. § 219 a, stk. 5, 2. pkt.

Hvis hovedforhandlingen er fremmet til dom i tiltaltes fravær i medfør af retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4, uden at tilsigelsen til hovedforhandlingen er blevet forkyndt for tiltalte personligt, beregnes fristen fra det tidspunkt, hvor dommen er blevet forkyndt for tiltalte personligt, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 4. pkt., jf. § 904, stk. 2, jf. § 219 a, stk. 5.

Hvis sagen er afgjort med en udeblivelsesdom efter reglerne i retsplejelovens § 897, og tiltalte ikke var til stede ved domsafsigelsen eller gjort bekendt med tidspunktet for dommens afsigelse, beregnes fristen fra den dag, hvor retten sender en udskrift af dommen til tiltalte, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 4. pkt., jf. § 904, stk. 3.

	Dommen blev anket, men anken hæves efterfølgende

Hvis en ankesag hæves, beregnes fristen fra det tidspunkt, hvor tiltalte får besked om, at ankesagen er hævet, og byrettens dom således er endelig. I tilfælde, hvor tiltalte er repræsenteret af en forsvarer, beregnes fristen fra det tidspunkt, hvor tiltaltes forsvarer får besked, jf. U2016.212H.

4.3.2. Er fristoverskridelsen undskyldelig?

Anklagemyndigheden behandler erstatningskrav, der fremsættes efter udløbet af 2-måneders fristen, når fristoverskridelsen findes undskyldelig, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 2.

Følgende er eksempler på, hvad der kan udgøre undskyldelige omstændigheder:

Senere fremkomne oplysninger

En fristoverskridelse vil f.eks. være undskyldelig, hvis kravet bygger på:

• oplysninger som først kommer frem efter fristen, og
• som er af væsentlig betydning for erstatningsspørgsmålets afgørelse.

Der henvises til s. 41 i betænkning nr. 801 af 1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Manglende vejledning om muligheden for erstatning og fristen for fremsættelse af kravet

Når der afsiges dom i straffesagen, eller når sigtede får besked om strafforfølgningens ophør, bør sigtede efter omstændighederne vejledes om fremgangsmåden ved fremsættelse af et eventuelt erstatningskrav, herunder om fristen for fremsættelse af kravet, jf. s. 41 i betænkning nr. 801 af 1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Hvis en polititjenestemand i umiddelbar forlængelse af en netop rejst sigtelse for et strafbart forhold meddeler den sigtede, at sigtelsen frafaldes (f.eks. efter en resultatløs visitation og ransagning), er det Rigsadvokatens opfattelse, at polititjenestemanden har en vejledningspligt, dvs. at han skal vejlede om fremgangsmåden for fremsættelse af et eventuelt erstatningskrav, herunder om fristen for fremsættelse af erstatningskravet. Hvis vedkommende ikke er blevet vejledt, vil det kunne udgøre en undskyldelig omstændighed i forhold til en fristoverskridelse.

I tilfælde, hvor den erstatningssøgende ikke er repræsenteret af en advokat, vil en fristoverskridelse endvidere være undskyldelig i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden ikke har vejledt den erstatningssøgende om adgangen til at søge erstatning og om fristen herfor i forbindelse med, at anklagemyndigheden har givet den erstatningssøgende meddelelse om strafforfølgningens ophør. (Vejledning om erstatning er indarbejdet i koncepterne for påtaleopgivelser.)

Hvor en sag er endelig afgjort i retten, og den erstatningssøgende har været repræsenteret af forsvarer, kan det forhold, at retten ikke har vejledt om adgangen til og om fristen for at rejse krav om erstatning efter retsplejelovens § 1018 a i anledning af en straffesag, ikke føre til, at en fristoverskridelse anses som undskyldelig, jf. U 2013.3363H.

En fristoverskridelse er ikke undskyldelig for erstatningssøgende, blot fordi den skyldes en fejl fra den erstatningssøgendes advokats side, jf. U 2013.3363H, hvor Højesteret udtalte, at der i henseende til fristoverskridelser skal ske identifikation mellem erstatningssøgende og dennes advokat ved vurderingen af, om en advokatfejl kan komme erstatningssøgende til skade.

4.3.3. Retsplejelovens § 1018 h og krav efter dansk rets almindelige erstatningsregler

Udgangspunktet – statsadvokaternes kompetence

Statsadvokaterne træffer som udgangspunkt afgørelse i alle sager efter retsplejelovens § 1018 h. Det gælder både krav om erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade. Statsadvokaterne kan altid afslå at imødekomme krav om erstatning i henhold til retsplejelovens § 1018 h.

Undtagelser – Rigsadvokatens kompetence

Følgende sager skal forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse:

• Erstatningskrav efter retsplejelovens § 1018 h, hvor statsadvokaten agter at yde erstatning på over 100.000 kr.
• Erstatningskrav efter retsplejelovens § 1018 h, stk. 1 og 2, som rejser spørgsmål af principiel karakter, eller hvor der foreligger særlige omstændigheder, og hvor erstatningskravet ikke afslås af statsadvokaten.
• Erstatnings- og/eller godtgørelseskrav efter dansk rets almindelige erstatningsregler som følge af én eller flere konstaterbare administrative fejl i sagsbehandlingen begået af medarbejdere i anklagemyndigheden eller andre personalegrupper, som har været bemyndiget til at træffe afgørelse efter retsplejelovens § 749 eller § 721. (se pkt. 4.8.2.)

Se evt. også: Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9809 af 12. december 2005 om behandling af sager om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a.

4.3.4. Varetægtsfængsling efter dom, jf.hjemrejselovens § 14, stk. 1 (tidligere udlændingelovens § 35)

Rigsadvokaten har kompetencen til at imødekomme erstatningskrav i sager om varetægtsfængsling efter endelig dom, hvis varetægtsfængslingen er sket i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 1, (tidligere udlændingelovens § 35) med henblik på effektuering af en i dommen fastsat bestemmelse om udvisning. Statsadvokaterne kan altid afslå at imødekomme erstatning for varetægtsfængsling efter endelig dom.

Det skal fremgå af politikredsens indstilling til statsadvokaten, hvilken myndighed der har haft ansvaret for at udsende erstatningssøgende. Hvis Hjemrejsestyrelsen - tidligere Udlændingecenter Nordsjælland (UCN) -har haft ansvaret for udsendelsen, skal politikredsen indhente akter og en udtalelse fra Hjemrejsestyrelsen, inden sagen sendes til statsadvokaten. Uanset hvem der har haft ansvaret for udsendelsen, skal politikredsen i indstillingen til statsadvokaten udtale sig om perioden efter endelig dom.

Hvis der i samme sag er fremsat krav om erstatning for tiden før og efter endelig dom, skal statsadvokaten træffe afgørelse vedrørende frihedsberøvelsen før dom. Statsadvokaten kan afslå erstatningskravet for tiden efter endelig dom. Hvis statsadvokaten mener, at der skal ydes erstatning for tiden efter endelig dom, skal statsadvokaten sende den del af sagen, der vedrører frihedsberøvelsen efter dom sammen med sagens akter og en indstilling til Rigsadvokaten til afgørelse.

Hjemrejselovens § 14 blev indsat ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 om hjemrejse for udlændinge uden lovligt ophold (hjemrejseloven), der overførte udlændingelovens § 35, der samtidig blev ophævet.

4.4. § 1018 a – frihedsberøvelse

4.4.1. § 1018 a, stk. 1 – uberettiget frihedsberøvelse

Der henvises til Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, Bind 2, afsnit 3.1, afgørelser på Vidensbasen samt retspraksis.

Vær bl.a. opmærksom på Højesterets dom i U 2016.1116H, hvorefter krav om erstatning for en hændelig skade, der er en følge af selve det strafprocessuelle indgreb, som udgangspunkt skal anses for omfattet af det objektive ansvar i § 1018 a-d. Hvis politiet eksempelvis ved et hændeligt uheld brækker armen på en person i forbindelse med en anholdelse, vil erstatningskravet som følge af skaden være omfattet af § 1018 a. Læs mere herom i Rigsadvokatens brev af 24. november 2016.

Taksterne for frihedsberøvelse – se pkt. 5, nr. 1.

Frihedsberøvelser i forbindelse med sager om udlevering

Udlevering

Betingelserne for udlevering er nærmere beskrevet i udleveringsloven (LOV nr. 117 af 11/02/2020).

Når en fremmed stat anmoder om, at en person skal udleveres (international arrestordre og/eller en udleveringsanmodning), skal politiet undersøge, om betingelserne for udlevering til den anmodende stat er opfyldt, jf. udleveringslovens § 32 - tidligere § 12/§ 18 b (uden for/inden for EU og Norden). Politiet kan til brug for undersøgelsen foretage samme indgreb i en udleveringssag, som politiet kan i forbindelse med en sag i Danmark (anholdelse, varetægtsfængsling, legemsindgreb, ransagning, beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt).

Udleveringslovens regler bygger grundlæggende på det princip, at de danske myndigheder som hovedregel er forpligtet til uden nærmere bevismæssig prøvelse at lægge den udenlandske dom eller beslutning om anholdelse eller fængsling til grund ved udleveringssagens afgørelse.

Politiet og anklagemyndigheden skal derfor lægge vægt på oplysningerne i den internationale arrestordre eller udleveringsanmodningen. Politiet og anklagemyndigheden kan konkret vurdere, at der på grund af oplysninger om særlige omstændigheder, der rejser rimelig tvivl om grundlaget for udlevering, er grundlag for at indhente yderligere oplysninger fra det land, der anmoder om udlevering.

Erstatningssagen

Objektivt erstatningsansvar efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, for straffeprocessuelle indgreb i udleveringssager forudsætter, at indgrebet under udleveringssagen kan anses for uforskyldt, fordi det viser sig, at betingelserne for at udlevere ikke var til stede.

Hvis der på tidspunktet for det straffeprocessuelle indgreb, på tidspunktet for afgørelsen om udlevering eller på tidspunktet for udlevering ikke foreligger oplysninger om de omstændigheder, som ender med at føre til, at udlevering nægtes, vil der som udgangspunkt ikke være grundlag for erstatning efter retsplejelovens § 1018 a. Se hertil bl.a. U 2014.3371 H og TfK 2017.855 Ø.

Det afgørende for vurderingen af erstatningsspørgsmålet er derfor at finde det tidspunkt, hvor der i sagen foreligger oplysninger om de omstændigheder, som medfører, at betingelserne for udlevering ikke er opfyldt.

Idet de danske myndigheder som hovedregel uden nærmere bevismæssig prøvelse skal lægge den udenlandske dom eller beslutning om anholdelse eller fængsling til grund ved udleveringssagens afgørelse, vil den anholdtes udokumenterede oplysninger om, at der ikke kan ske udlevering, isoleret set ikke være tilstrækkeligt til at udløse et erstatningsansvar efter retsplejelovens § 1018 a.

Et erstatningsansvar efter retsplejelovens § 1018 a beror således på en vurdering af de på det givne tidspunkt foreliggende oplysninger (f.eks. i form af indhentede oplysninger fra den anmodende stat) om de omstændigheder, som medfører, at udleveringslovens betingelser ikke er opfyldt.

Den underliggende udleveringssag skal derfor være endeligt afsluttet, før erstatningskravet kan realitetsbehandles.

4.4.2. § 1018 a, stk. 2 – misforhold eller andre særlige grunde

Retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, 1. led, tager navnlig sigte på den situation, hvor en person, som har været frihedsberøvet under straffesagens behandling, bliver idømt en straf af kortere varighed end frihedsberøvelsens længde.

Bestemmelsen finder endvidere anvendelse i sager, hvor flere forhold er til samtidig pådømmelse, når den erstatningssøgende dømmes for mindst ét af disse forhold, uanset at den erstatningssøgende ikke dømmes i det forhold, der gav anledning til frihedsberøvelsen. Der henvises til Højesterets dom i U 1993.123H. Dette gælder efter Rigsadvokatens opfattelse uanset, om der i overensstemmelse med den obligatoriske regel i straffelovens § 86, stk. 1, gives fradrag i den idømte straf.

Bestemmelsen kan endvidere finde anvendelse på andre straffeprocessuelle indgreb end frihedsberøvelse, jf. henvisningen i retsplejelovens § 1018 b. Læs mere om § 1018 b i pkt. 4.5.

I det følgende kan du læse mere om:

• Misforholdsvurderingen
• Beregning af misforholdet i procent
• Erstatningens størrelse
• Egen skyld
• Baggrund

Misforholdsvurderingen

Medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende i den konkrete sag, bør der som udgangspunkt ydes erstatning, hvis den anvendte frihedsberøvelse under straffesagens behandling overstiger den idømte fængselsstraf med mere end 15 procent.

Afgørelsen af, om der foreligger et erstatningsbegrun­dende misforhold mellem den under sagen anvendte frihedsberøvelse og den idømte fængselsstraf, skal imidlertid træffes på grundlag af en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Når det skal vurderes, om der skal ydes erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, 1. led, som følge af, at den under sagen anvendte frihedsberøvelse ikke står i rimeligt forhold til strafforfølgnin­gens udfald, er det længden af den udmålte straf, der er afgørende. Det kan derfor som udgangspunkt ikke tillægges betydning, at den erstatningssøgende gør gældende, at han ville være blevet prøveløsladt, hvis ikke han havde været varetægtsfængslet. Det fremgår af U 2000.532H, hvor Højesteret udtalte, at der efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder ikke er grundlag for at tage hensyn til den ændring af afso­ningstidens længde, som vil indtræde ved en løsladelse på prøve. Den omstændighed, at straffen gøres betinget, medfører heller ikke, at der er misforhold, jf. U 2011.63Ø og TfK 2002.254V.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at det i hver enkelt sag skal overvejes, om det af andre særlige grunde findes rimeligt at yde erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, 2. led. Som et eksempel herpå kan henvises til U 2002.1175H. Erstatningssøgende var i denne sag blevet varetægtsfængslet for bl.a. drabsforsøg. Efter et par måneder blev fængslingsgrundlaget udvidet til også at omfatte straffelovens § 191. Ved tiltalerejsning udgik sigtelsen for drabsforsøg, og fængslingsgrundlaget blev begrænset til kun at omfatte straffelovens § 191. Erstatningssøgende blev idømt 4 år og 6 måneders fængsel, hvilken straf skulle afkortes med længden af varetægtsperioden på ca. 1 år og 3 måneder. Erstatningssøgende krævede erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, for den periode, hvor fængslingsgrundlaget omfattede drabsforsøg. Højesteret fandt, at erstatningssøgende under de foreliggende omstændigheder havde været udsat for en krænkelse, som ikke fuldt ud kunne anses for kompenseret ved afkortning i straffen, og at der forelå særlige grunde, som talte for erstatning. Højesteret fandt, at erstatningen ikke kunne fastsættes med udgangspunkt i praksis vedrørende erstatning til personer, der havde siddet uforskyldt varetægtsfængslet, og som efterfølgende i det hele blev frifundet, og Højesteret fastsatte derfor erstatningen skønsmæssigt til 25.000 kr. Et andet eksempel er dommen U 2013.935Ø, hvor E blev sigtet og varetægtsfængslet for drab og efterfølgende tiltalt for drab. E blev fundet skyldig i uagtsomt manddrab og idømt fængsel i et år, hvilket var 25 dage mindre end varetægtsfængslingen. Landsretten fandt, at der hverken var misforhold efter § 1018 a, stk. 2, 1. led (7 % overskridelse), eller sådanne andre særlige grunde som nævnt i § 1018 a, stk. 2, 2. led, og afslog derfor erstatning.

Efter administrativ praksis antages misforhold som udgangspunkt ikke at foreligge, hvor den pågældende efter en korterevarende anholdelse vedtager eller idømmes en bøde for forholdet, jf. Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, side 30.

I TfK2024.21 bestemte landsretten, at i en situation, hvor et bødeforhold er afsluttet – ved en erkendelse, samtykke til konfiskation og lignende - forud for en korterevarende frihedsberøvelse, der vedrører et andet forhold, skal forholdet afgøres efter § 1018 a, stk. 1 og ikke stk. 2.

I sagen blev erstatningsøgende rutinemæssigt bragt til standsning af politiet med henblik på kontrol efter færdselslovens § 77. Da erstatningssøgende skulle fremvise sit kørekort, observerede politibetjenten, at erstatningssøgende havde en peberspray i sin taske. Hun blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen ved at have besiddet en peberspray, hvilket hun straks erkendte. Hun underskrev en konfiskationserklæring vedrørende pebersprayen og vedtog senere en bøde på 3.000 kr. for forholdet. A blev herefter narkotikatestet på stedet, og da testen gav udslag for amfetamin, blev hun sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 54. Erstatningssøgende blev anholdt i 22 minutter, og grundlaget for anholdelsen var således sigtelsen for at have kørt i narkotikapåvirket tilstand. Denne sigtelse blev senere opgivet. A fremsatte herefter krav på 2.900 kr. i erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Landsretten anførte, at den, der har været anholdt som led i en strafferetlig forfølgning, efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, har krav på erstatning for den derved tilføjede skade, hvis påtale opgives, uden at dette er begrundet i utilregnelighed. A havde herefter krav på erstatning for anholdelsen. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at hun umiddelbart forud for anholdelsen var blevet sigtet for og havde erkendt en bødebelagt overtrædelse af våbenbekendtgørelsen, da efterforskningen af dette forhold var afsluttet på tidspunktet for anholdelsen og de to forhold, således ikke blev behandlet samtidig. Dette forhold havde dermed ikke haft nogen betydning for frihedsberøvelsen, og spørgsmålet om erstatning skulle derfor ikke afgøres efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 2.

Beregning af misforholdet i procent

Når man skal udregne, hvor mange procent den idømte straf overstiger den anvendte frihedsberøvelse, kan der anvendes følgende formel:

Eksempel: T har under sagen været frihedsberøvet i 72 påbegyndte døgn. T idømmes under hovedforhandlingen en straf på 60 dage. T vil herefter have siddet frihedsberøvet i 20 procent længere tid, end han har været frihedsberøvet under sagen, og vil derfor som udgangspunkt være berettiget til erstatning.

Erstatningens størrelse

Erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, skal ydes for den fulde periode, hvormed den under straffesagen anvendte frihedsberøvelse overstiger den idømte straf.

Erstatningen skal opgøres efter de administrativt fastsatte takster i pkt. 5. i denne meddelelse, medmindre ganske særlige forhold kan begrunde en fra­vigelse, jf. U 1997.776H.

Der skal som udgangspunkt ikke ydes erstatning med høj takst for frihedsberøvelsens 1. døgn. Den høje takst for 1. døgns frihedsberøvelse ydes for det særlige ubehag, den erstatningssøgende oplever ved at blive revet ud af sin hverdag i forbindelse med iværksættelse af indgrebet. Dette særlige ubehag vil der i almindelighed ikke være grundlag for at kompensere for, når den erstatningssøgende er idømt en fængselsstraf, og den erstatningspådragende del af frihedsberøvelsen har umiddelbar tilknytning til denne. Der henvises til princippet i U 2005.1657V.

Egen skyld

Det bemærkes, at det i sager omfattet af retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, skal overvejes, om den er­statningssøgende selv har givet anledning til foranstaltningen på en sådan måde, at erstatningen bør bortfalde eller nedsættes, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

Det er i denne forbindelse afgørende, om en eventuel ”egen skyld” kan siges at have været årsag til hele den periode, hvor den pågældende har været frihedsberøvet, eller om den omvendt kun er årsag til en del af denne periode. I sidstnævnte tilfælde vil der uanset ”egen skyld” kunne være grundlag for erstatning for den periode, der ligger ud over den idømte frihedsstraf. Ikke enhver oprindeligt mistan­kepådragende adfærd eller uforsigtighed forud for strafforfølgningen eller i straffesagens indledende faser fører i sig selv til nedsættelse eller bortfald af erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.

Læs eventuelt mere om egen skyld under pkt. 4.4.3.

Baggrund

I betænkning nr. 801/1977, s. 38 f. om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning fremgår bl.a. følgende bemærkninger til bestemmelsen:

”Som vejledende momenter for det skøn, der herefter skal udøves i anvendelsen af den foreslåede bestemmelse, kan der bl.a. peges på følgende:

• Erstatning må i almindelighed være udelukket (eller nedsættes), hvor sigtede selv har foranlediget indgrebet.
• Erstatning må ligeledes være udelukket i det omfang, indgrebet (især varetægt) er afgørende for, at den mildere sanktion overhovedet vælges.
• Herudover er det en forudsætning for erstatning, at der kan påpeges et klart misforhold mellem på den ene side det processuelle indgreb og på den anden side sagens karakter og det påsigtede forholds grovhed. – I de ovennævnte klare tilfælde, hvor sanktionen er umiddelbart sammenlignelig med tvangsforanstaltningen (f.eks. hvor 8 måneders varetægt efterfølges af 4 måneders ubetinget fængsel), vil erstatning relativt ofte kunne gives, idet sanktionen i disse tilfælde i højere grad er udtryk for en egentlig vurdering af forholdets grovhed end ved andre sanktioner som f.eks. påtalefrafald på vilkår.”

Højesteret tog i U 2009.2095 H stilling til anvendelsen af retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, 1. led, i en sag, hvor frihedsberøvelsen oversteg den idømte straf med ca. 20 procent. Den erstatningssøgende var ved Østre Landsrets ankedom af 14. februar 2006 straffet med fængsel i 1 år. Han havde i forbindelse med strafforfølgningen i sagen været varetægtsfængslet fra den 14. december 2004 til den 14. februar 2006, heraf 35 dage i isolation (samlet 1 år og 75 dage). Frihedsberøvelsen over­steg således den idømte straf med 75 dage, svarende til ca. 20 procent. Både statsadvokaten og Rigsadvokaten afviste erstatningssøgendes krav om erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, idet den udmålte straf ikke stod i misforhold til den anvendte frihedsberøvelse. Højesteret fandt ved sin dom af 4. maj 2011, at den idømte straf stod i misforhold til den anvendte frihedsberøvelse, hvorfor den erstatningssøgende havde krav på erstatning.

4.4.3. § 1018 a, stk. 3 – egen skyld

Der henvises foreløbigt til Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, Bind II, afsnit 3.3, afgørelser på Vidensbasen samt retspraksis.

Vær bl.a. opmærksom på Højesterets domme i U 2013.1829 H og U 2021.3983 H vedrørende rækkevidden af bestemmelsen om egen skyld.

I U 2013.1829 H fandt Højesteret, at E ikke havde udvist egen skyld alene som følge af, at E var vidende om, at samleveren på deres fælles bopæl opbevarede amfetamin, og at E trods denne viden undlod at foretage sig noget. Læs mere om rækkevidden af denne dom i Rigsadvokatens brev af 12. juni 2013.

I U 2021.3983 H fandt Højesteret, at de erstatningssøgende ikke havde udvist egen skyld alene som følge af, at de ikke ønskede at udtale sig under hovedforhandlingen i straffesagen, at nogle af de erstatningssøgende heller ikke i øvrigt ønskede at udtale sig under sagen, og at nogle af dem afgav urigtige forklaringer om formålet med turen til Danmark. Højesteret lagde vægt på, at forklaringerne ikke kunne antages at ville have medført, at de erstatningssøgende ikke var blevet frihedsberøvet, eller at de var blevet løsladt. Højesteret fandt dog tillige, at de erstatningssøgende alle havde udvist egen skyld i form af mistankepådragende adfærd forud for strafforfølgningen i en sådan grad, at erstatning for langvarig frihedsberøvelse i det hele skulle nægtes.

4.5. § 1018 b – andre straffeprocessuelle indgreb

4.5.1. Generelt

Der henvises til Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, Bind II, afsnit 4.1 og 4.2, afgørelser på Vidensbasen samt retspraksis.

Vær bl.a. opmærksom på Højesterets dom i U 2016.1116H, hvorefter krav om erstatning for en hændelig skade, der er en følge af selve det strafprocessuelle indgreb, som udgangspunkt skal anses for omfattet af det objektive ansvar i § 1018 a-d. Hvis politiet eksempelvis ved et hændeligt uheld beskadiger en genstand i forbindelse med en ransagning eller i forbindelse med, at genstanden bliver beslaglagt (f.eks. i forbindelse med, at politiet løfter genstanden op for at iværksætte beslaglæggelsen), må skaden på genstanden, uanset at den er hændelig, anses for at være en følge af det straffeprocessuelle indgreb (ransagningen eller beslaglæggelsen). Et erstatningskrav i anledning af skaden vil derfor som udgangspunkt være omfattet af retsplejelovens § 1018 b. Læs mere herom i Rigsadvokatens brev af 24. november 2016.

4.5.2. Visitation

Op til 10 minutters varighed

Der udbetales som udgangspunkt ikke erstatning for kortvarige, resultatløse visitationer og ransagning i tilknytning hertil.

Dette gælder også i tilfælde, hvor den person, som indgrebet er rettet mod, ikke ved sin egen adfærd har givet anledning til indgrebet.

Udgangspunktet gælder ligeledes, selv om det fornødne mistankegrundlag i enkeltstående tilfælde ikke findes at have været til stede, jf. U 1997.1498H.

Udgangspunktet kan fraviges i særlige tilfælde. Som eksempel herpå kan nævnes visitationer, som har været særligt indgribende og samtidig er foretaget på et sted, hvor udenforstående har kunnet overvære visitationen, som på denne baggrund har kunnet opleves som særlig krænkende af den pågældende person.

Taksten for særlige tilfælde af visitation – se pkt. 5, nr. 2.

Mere end 10 minutters varighed

Ved visitationer og ransagninger i tilknytning hertil, der har varet i mere end 10 minutter, anvendes taksten for anholdelse inden for det første døgn.

Taksten for visitation i mere end 10 minutter – se pkt. 5., nr. 1.

4.5.3. Ransagning

En ransagning, der er foretaget hos en sigtet i forbindelse med en samtidig stedfunden frihedsberøvelse, anses i almindelighed for et underordnet accessorium til frihedsberøvelsen og giver derfor ikke ret til særskilt erstatning, jf. U 1986.709Ø.

Ved ransagninger i bofællesskaber eller lignende, hvor der er tale om klart adskilte boliger (værelser eller lignende), betragtes indgrebet som rettet mod den, som (alene) råder over den enkelte bolig, der ransages, og den pågældende kan herefter rejse erstatningskrav efter § 1018 b. Er der derimod tale om en ransagning i fælles rum eller i fælles boliger for ægtefæller, samlevende eller familier med børn og lignende, betragtes ransagningen alene som foretaget mod de konkrete sigtede eller ikke sigtede, som ransagningen vedrører. Indgrebet er ikke rettet mod de øvrige personer, der bor på stedet og ligeledes råder over lokalet. De kan derfor ikke få erstatning efter § 1018 b eller § 1018 c men vil kunne rejse krav efter § 1018 h (et erstatningskrav efter § 1018 h forudsætter imidlertid, at der er handlet ansvarspådragende efter dansk rets almindelige erstatningsregler). Det samme gælder i situationer, hvor en udlejer af en bolig kræver erstatning for f.eks. en hoveddør ødelagt i forbindelse med en ransagning rettet mod lejeren.

Fra administrativ praksis kan henvises til følgende afgørelser: AM2011.11.18RA og AM2006.09.22RA.

Ransagning i tilknytning til kortvarige visitationer er behandlet under visitationer - se ovenfor under pkt. 4.5.2.

Taksten for ransagning - se pkt. 5., nr. 3.

4.5.4. Legemsundersøgelser mv.

Der ydes som udgangspunkt ikke erstatning for en legemsundersøgelse, der foretages i forbindelse med en frihedsberøvelse. Såfremt der er tale om en særlig indgribende legemsundersøgelse, som f.eks. rectalundersøgelser og undersøgelser af kønsorganer, ydes der dog særskilt erstatning herfor, selv om indgrebet sker under en frihedsberøvelse.

Legemsbesigtigelser, der indebærer fuldstændig eller delvis egentlig afklædning, ligestilles erstatningsmæssigt med særlig indgribende legemsundersøgelser. Såfremt der alene sker opknapning af en skjorte eller opsmøgning af ærmer og bukseben, ydes der ikke erstatning.

Taksten for legemsundersøgelser - se pkt. 5., nr. 4.

4.5.5. Konfrontation

Der ydes ikke erstatning for konfrontation, der foretages under frihedsberøvelse.

Taksten for konfrontation - se pkt. 5., nr. 5.

4.5.6. Beslaglæggelse

Erstatning for beslaglæggelse kan ydes efter en konkret vurdering af den forvoldte ulempe og gene samt eventuelt økonomisk tab i forbindelse med indgrebet.

Rigsadvokaten har i forhold til beslaglæggelse af motorkøretøj fastsat en takstmæssig erstatning for afsavn af motorkøretøjet - se pkt. 5., nr. 6. Afsavnserstatningen dækker den forvoldte ulempe og gene samt mindre (eventuelt udokumenterede) økonomiske tab i forbindelse med beslaglæggelsen. Foreligger der dokumentation for yderligere økonomisk tab af væsentligt omfang, kan der efter en konkret vurdering ydes erstatning for sådanne tab.

4.5.7. Inddragelse af førerret

Taksten for inddragelse af førerret - se pkt. 5., nr. 7.

4.5.8. Telefonaflytning mv.

Taksten for telefonaflytning – se pkt. 5., nr. 8.

Taksten for rumaflytning – se pkt. 5., nr. 9.

Den omstændighed, at indgrebet har været rettet mod flere telefoner eller rum/boliger tilhørende samme person, medfører ikke, at der ydes erstatning ud over de nævnte beløb.

I de tilfælde, hvor der både er foretaget rum- og telefonaflytning, er det Rigsadvokatens opfattelse, at der ydes erstatning ved en sammenlægning af taksterne for henholdsvis telefon- og rumaflytning.

4.5.9. Sigtelse mv.

Der henvises til Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, Bind II, afsnit 4.3.1., 4.3.2. og 8., afgørelser på Vidensbasen samt retspraksis.

4.6. § 1018 c – ikke sigtede personer

Der henvises til Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, Bind II, afsnit 5, afgørelser på Vidensbasen samt retspraksis.

Vær bl.a. opmærksom på Højesterets dom i U 2016.1116H, hvorefter krav om erstatning for en hændelig skade, der er en følge af selve det strafprocessuelle indgreb, som udgangspunkt skal anses for omfattet af det objektive ansvar i §§ 1018 a-d. Hvis politiet eksempelvis ved et hændeligt uheld beskadiger en genstand i forbindelse med en ransagning eller i forbindelse med, at genstanden bliver beslaglagt (f.eks. i forbindelse med, at politiet løfter genstanden op for at iværksætte beslaglæggelsen), må skaden på genstanden, uanset at den er hændelig, anses for at være en følge af det straffeprocessuelle indgreb (ransagningen eller beslaglæggelsen). Et erstatningskrav i anledning af skaden vil derfor som udgangspunkt være omfattet af retsplejelovens § 1018 c. Læs mere nærmere herom i Rigsadvokatens brev af 24. november 2016.

4.7. § 1018 d

Der henvises foreløbigt til Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, Bind II, afsnit 6, afgørelser på Vidensbasen samt retspraksis.

4.8. § 1018 h – erstatning på culpagrundlag

Der henvises til Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, Bind 2, afsnit 7, afgørelser på Vidensbasen samt retspraksis.

Vær bl.a. opmærksom på Højesterets dom i U 2016.1116H, hvorefter krav om erstatning for en hændelig skade, der er en følge af selve det strafprocessuelle indgreb, som udgangspunkt skal anses for omfattet af det objektive ansvar i §§ 1018 a-d.

Det er Rigsadvokatens opfattelse, at erstatning for en hændelig skade ikke vil være omfattet af det objektive ansvar i §§ 1018 a-d, hvis den hændelige skade ikke kan anses for at være en følge af selve det straffeprocessuelle indgreb – fordi skaden ikke skyldes en handling, som er udført af politiet som en del af politiets arbejdsopgaver i forbindelse med det straffeprocessuelle indgreb. Hvis en polititjenestemand eksempelvis i forbindelse med en ransagning snubler over en genstand og rammer et tv, der derved beskadiges, vil et erstatningskrav i den anledning ikke være omfattet af § 1018 a-d, men skal behandles efter retsplejelovens §1018 h som et culpakrav. Det samme gælder en hændelig skade, som opstår på en beslaglagt genstand, mens genstanden er opbevaret hos politiet, og som ikke skyldes politiets arbejdsopgaver i forbindelse med selve beslaglæggelsen - f.eks. hvis genstanden beskadiges i forbindelse med, at der opstår en brand det sted, hvor genstanden opbevares. Læs mere herom i Rigsadvokatens brev af 24. november 2016.

4.8.1. § 1018 h, stk. 2

Ved lov nr. 658 af 11. juni 2024 (Gennemførelse af aftale om initiativer vedrørende omgørelsesfristen i straffesager), der trådte i kraft 1. juli 2024, blev et stk. 2 indsat i § 1018 h. Bestemmelsen gør det muligt for forurettede i sager om seksuelle overgreb at søge erstatning eller godtgørelse i medfør af retsplejelovens kap. 93 a for fejl relateret til omgørelsesfristen. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (Lovforslag nr. L 130, Folketinget 2023-24 (forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Gennemførelse af aftale om initiativer vedrørende omgørelsesfristen i straffesager) pkt. 2.2.2, at erstatningskrav, der rejses på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, kan behandles efter den forenklede proces, når de rejses af den forurettede i sager om overtrædelse af straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 222, stk. 2 (samleje med person under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed), § 223, stk. 1 (samleje m.v. med en person under 18 år, der er stedbarn, plejebarn eller betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse), eller § 225, jf. § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1 (overtrædelse af de nævnte bestemmelser ved andet seksuelt forhold end samleje), som følge af, at forurettede ikke har haft tilstrækkelig mulighed for at klage over en afgørelse om påtaleopgivelse, at forurettedes klage over en afgørelse om påtaleopgivelse ikke er blevet behandlet inden udløbet af omgørelsesfristen, eller at en afgørelse om omgørelse af påtaleopgivelse ikke er blevet meddelt den, der har været sigtet, inden udløbet af omgørelsesfristen.

Det følger bl.a. af bemærkningerne til de enkelte bestemmelser til nr. 3, at hvis et erstatningskrav ikke imødekommes, vil den erstatningssøgende desuden kunne anmode anklagemyndigheden om at indbringe kravet for retten, der som udgangspunkt vil behandle sagen i strafferetsplejens former, jf. § 1018 f.

Fristen for at fremsætte krav efter retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 5. pkt., som er to måneder efter, at indgrebet er ophørt, gælder ikke for erstatningskrav omfattet af den foreslåede bestemmelse. Sådanne erstatningskrav vil således også kunne fremsættes på et senere tidspunkt. Det bemærkes dog i forarbejderne, at dette ikke vil have betydning for, om kravet vil være forældet efter de almindelige forældelsesregler.

Det vil fortsat bero på dansk rets almindelige erstatningsregler, om den forurettede i det konkrete tilfælde har ret til erstatning.

Det bemærkes i den forbindelse, at formuleringen om, at kravet rejses »som følge af« de situationer, der er nævnt i nr. 1-3, ikke vil have betydning for vurderingen af ansvarsgrundlaget. Det vil således fortsat bero på en vurdering efter dansk rets almindelige erstatningsregler, om politiet eller anklagemyndigheden har handlet ansvarspådragende i den konkrete situation, og om der i øvrigt er grundlag for erstatning.

Det bemærkes, at de omfattede straffelovsovertrædelser svarer til dem, der er omfattet af retsplejelovens § 741 a, stk. 2, hvorefter forurettede skal have beskikket en advokat, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af en advokat frabeder sig det. Den beskikkede advokat kan bistå forurettede i forbindelse med fremsættelsen af et eventuelt erstatningskrav omfattet af bestemmelsen.

Ifølge § 1018 h, stk. 2, nr. 1, finder den udvidede adgang til at få erstatningskrav behandlet efter den forenklede proces i retsplejelovens kapitel 93 a anvendelse, hvis kravet rejses af forurettede som følge af, at forurettede ikke har haft tilstrækkelig mulighed for at klage over en afgørelse om påtaleopgivelse.

Bestemmelsen omfatter som udgangspunkt tilfælde, hvor forurettede ikke har haft 4 uger til at klage, jf. klagefristen i retsplejelovens § 102, stk. 1. Det vil indebære, at tilfælde, hvor forurettede ikke har fået meddelelse om en afgørelse om påtaleopgivelse senest 4 uger inden udløbet af fristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, som udgangspunkt er omfattet. Bestemmelsen omfatter desuden som udgangspunkt tilfælde, hvor der ikke er givet klagevejledning senest 4 uger inden udløbet af fristen i § 724, stk. 2.

Forurettede vil dog efter omstændighederne kunne have haft tilstrækkelig mulighed for at klage efter bestemmelsen, selv om forurettede har fået meddelelse om en afgørelse om påtaleopgivelse eller klagevejledning senere end 4 uger inden udløbet af fristen i § 724, stk. 2. Om det er tilfældet vil bero på en konkret vurdering, hvor der bl.a. vil kunne lægges vægt på sagens kompleksitet og hvor lang tid, der er forløbet fra den forurettede fik meddelelse om afgørelsen samt klagevejledning, til udløbet af fristen i § 724, stk. 2. Det forudsættes desuden, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, hvis en manglende eller sen underretning af forurettede skyldes forurettedes forhold.

Det bemærkes dog, at forurettede altid vil have haft tilstrækkelig mulighed for at klage efter den foreslåede bestemmelse, hvis forurettede faktisk har klaget inden udløbet af fristen i § 724, stk. 2.

Det er ikke en betingelse efter bestemmelsen, at den overordnede anklagemyndighed ville have omgjort afgørelsen om påtaleopgivelse, hvis den forurettede havde klaget over den.

Omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, er pr. 1. juli 2024 4 måneder fra den dato, hvor der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig meddelelse, jf. lov nr. 658 af 11. juni 2024.

Ifølge § 1018 h, stk. 2, nr. 2, finder den udvidede adgang til at få erstatningskrav behandlet efter den forenklede proces i retsplejelovens kapitel 93 a anvendelse, hvis kravet rejses af forurettede som følge af, at forurettedes klage over en afgørelse om påtaleopgivelse ikke er blevet behandlet inden udløbet af fristen i § 724, stk. 2.

Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor der ikke er truffet endelig afgørelse i en sag angående den forurettedes klage over en afgørelse om påtaleopgivelse inden udløbet af omgørelsesfristen.

Det bemærkes, at det ikke er en forudsætning, at den overordnede anklagemyndighed ville have omgjort afgørelsen om påtaleopgivelse, hvis den forurettedes klage var blevet behandlet inden udløbet af fristen i § 724, stk. 2.

Læs mere om behandlingen af disse krav i pkt. 4.3.3.

4.8.2. Krav efter dansk rets almindelige erstatningsregler i forbindelse med anklagemyndighedens administrative fejl

Anklagemyndigheden skal i alle tilfælde vurdere, hvorvidt anklagemyndigheden er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler, når der fremsættes et erstatnings- og/eller godtgørelseskrav rettet mod anklagemyndigheden inden for strafferetsplejen. Det vil sige, at anklagemyndigheden i alle tilfælde skal forholde sig konkret til berettigelsen af et sådant fremsat krav, uanset at kravet ikke er omfattet af retsplejelovens kap. 93 a.

Det følger af Højesterets praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 13 (om effektive retsmidler) sammenholdt med princippet i erstatningsansvarslovens § 26 (om godtgørelse for tort) indebærer, at der er krav på en godtgørelse, hvis der som følge af en krænkelse af EMRK i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis er ret til godtgørelse efter EMRK artikel 41, jf. bl.a. Højesterets dom af 21. juni 2017 i sag 306/2016, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2017, side 2929 ff. (UfR 2017.2929 H). På baggrund af Menneskerettighedsdomstolens dom i Daugaard Sørensen mod Danmark er det fastslået at administrative fejl i sagsbehandlingen – også når fejlene udgør uforsætlige menneskelige fejl – i sager om alvorlige angreb på en persons fysiske integritet kan være en krænkelse af EMRK artikel 3 og 8. I dommen blev der lagt vægt på antallet af fejl, myndighedernes mulighed for at rette fejlen(e) samt konsekvenserne for den forurettede i sagen, som i den konkrete sag var, at den anmeldte gerningsperson ikke kunne retsforfølges.

Det vil således særligt være relevant at vurdere, hvorvidt anklagemyndigheden er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler i tilfælde, hvor medarbejdere i anklagemyndigheden eller andre personalegrupper, der har været bemyndiget til at træffe afgørelse efter retsplejelovens § 749 eller § 721, begår en eller flere konstaterbare administrative fejl i sagsbehandlingen af en straffesag om andre alvorlige angreb på en persons fysiske integritet end dem omfattet af retsplejelovens § 1018 h, stk. 2(f.eks. sager vedrørendedrab (§ 237), uagtsomt manddrab (§ 241), trafikdrab (§ 241 a), grov vold (§§ 245-246) og frihedsberøvelse (§ 261), eller sager vedrørende vold (§ 244), ulovlig tvang (§ 260) eller røveri (§ 288), hvor motivet kan tilskrives forurettedes tilhørsforhold til en bestemt gruppe, jf. § 81, nr. 6.

Fristen for at fremsætte erstatningskrav efter dansk rets almindelige erstatningsregler følger af de almindelige forældelsesregler i forældelseslovens § 3.

Statsadvokaterne skal forelægge sagerne for Rigsadvokaten til afgørelse i 1. instans.

I de tilfælde, hvor der helt eller delvist gives afslag på erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler som følge af administrative fejl begået af anklagemyndigheden, skal den erstatningssøgende vejledes om muligheden for at forfølge kravet ved et civilt søgsmål.

4.9. Erstatningsansvarsloven – varigt mén og erhvervsevnetab

Der henvises til Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, Bind 2, afsnit 1.4, afgørelser på vidensbasen samt retspraksis.

4.10. Aktindsigt i erstatningssager – regelgrundlag

Hvilket regelsæt finder anvendelse?

Offentlighedsloven (journalister mv.) Anmodninger om aktindsigt i erstatningssager efter kapitel 93 a falder uden for offentlighedsloven, jf. offentlighedslovens § 19, stk. 1, hvoraf fremgår, at retten til aktindsigt ikke omfatter sager inden for strafferetsplejen. Meroffentlighed skal overvejes, jf. § 14, stk. 2.
Retsplejeloven Hvis anmodningen om aktindsigt vedrører den underliggende straffesag, skal anmodningen behandles efter retsplejelovens kapitel 3 a, herunder særligt § 41 d vedrørende aktindsigt for personer med individuel væsentlig interesse samt forurettede mv. Læs mere herom i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om aktindsigt.
Forvaltningsloven (parter) Hvis anmodningen om aktindsigt vedrører kravet om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a, skal anmodningen behandles efter forvaltningslovens regler om aktindsigt. Det skyldes, at en sag om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a ikke er en ”sag om strafferetlig forfølgning”, og således ikke undtaget fra forvaltningslovens aktindsigtsregler, jf. forvaltningslovens § 11, jf. bemærkningerne til den dagældende § 9, stk. 3 (nu § 11) i bet. nr. 857/1978 side 410 og Folketingstidende 1985-86, Tillæg A, sp. 137.

Når der anmodes om aktindsigt i forbindelse med fremsættelse af et erstatningskrav, skal det derfor først afklares, hvorvidt der er tale om en anmodning om aktindsigt i den underliggende straffesag eller i selve erstatningssagen. Det har betydning for, hvilket regelsæt der finder anvendelse på aktindsigtssagen, samt hvilken myndighed i anklagemyndigheden, der har kompetencen til at behandle anmodningen om aktindsigt.

En anmodning om aktindsigt, der vedrører den underliggende straffesag, skal behandles efter retsplejelovens regler. Læs mere herom under pkt. 2.4.

En anmodning om aktindsigt i selve erstatningssagen behandles som nævnt efter forvaltningslovens regler. Efter forvaltningslovens § 9, stk. 1, har en part i en sag som hovedregel krav på aktindsigt, hvilket som udgangspunkt er ensbetydende med en ret til at blive gjort bekendt med samtlige dokumenter i sagen. Det indebærer, at den erstatningssøgende som udgangspunkt har krav på aktindsigt i samtlige akter i erstatningssagen. Erstatningssagens akter omfatter også statsadvokatens og politikredsens udtalelser og indstillinger om erstatningskravet.

Tilakterede sager og dokumenter (f.eks. den underliggende straffesag) er alene omfattet af adgangen til aktindsigt, hvis de er tilakteret med henblik på at supplere det faktiske afgørelsesgrundlag. Tilakterede dokumenter, der alene har til formål at belyse elementer i afgørelsesgrundlaget, som ikke er af faktisk karakter, f.eks. oplysninger om juridiske fortolknings- og vurderingsspørgsmål, er derimod ikke undergi­vet aktindsigt.

En anmodning om at se de akter i erstatningssagen, der hidrører fra den underliggende straffesag, kan derfor ikke afslås med henvisning til forvaltningslovens § 11.

Det bør i lyset heraf altid overvejes, om det er nødvendigt at tilaktere hele den underliggende straffesag, eller om det vil være tilstrækkeligt at tilaktere de dokumenter, der har betydning for afgørelsen af spørgsmålet om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a.

Retten til aktindsigt kan begrænses efter de generelle undtagelsesregler i forvaltningslovens kapitel 4. §§ 15 – 15 b vedrører undtagelse af visse oplysninger. Efter § 15 b, stk. 1, nr. 5, kan retten til aktindsigt eksempelvis begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til private og offentlige interesser. Tilsvarende kan retten til aktindsigt begrænses efter § 15 b, stk. 1, nr. 1, af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser m.v. af særlig interesse.

Læs om kompetencen til at træffe afgørelse i aktindsigtssager under pkt. 2.4.

4.11. Advokatsalær

4.11.1. Kompetencen til at træffe afgørelse om salær i erstatningssager

Anklagemyndigheden træffer afgørelse om salær til en advokat for fremsættelse af erstatningskrav efter en analogi af retsplejelovens § 1007, jf. § 1018 f, stk. 3, med den virkning, at advokaten ikke må beregne sig yderligere salær, jf. retsplejelovens § 334, stk. 5.

Advokaten kan indbringe anklagemyndighedens afgørelse om salær for retten, jf. retsplejelovens § 1018 f. Retten træffer afgørelse ved kendelse og uden domsmænd. Rettens afgørelse om salær kan kæres til landsretten, jf. U 1983.231Ø, TfK 2004.201Ø og TfK 2012.915/2Ø. Kæremål om salær behandles som udgangspunkt på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 972, stk. 2.

Det gælder både i tilfælde, hvor erstatningskravet fremsættes af en advokat, der har været beskikket som forsvarer for den erstatningssøgende under straffesagen, og i tilfælde, hvor erstatningssøgende ikke har haft en forsvarer beskikket for sig under straffesagen og først efterfølgende anmoder en advokat om at fremsætte erstatningskravet.

4.11.2. Betingelser for udbetaling af salær

Udbetaling af salær forudsætter,

• at der er fremsat begæring om salær, og
• at det fremsatte erstatningskrav helt eller delvist imødekommes.

Udbetaling af salær forudsætter derudover, at et af de følgende punkter er opfyldt:

Advokaten er ikke allerede tillagt salær som beskikket forsvarer under straffesagen.
Advokaten er som beskikket forsvarer under straffesagen tillagt et salær, som ikke overstiger følgende beløb (eksklusiv moms): 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 4.400 kr. 4.500 kr. 4.500 kr. 4.700 kr. 4.900 kr. 5.100 kr. 5.100 kr. Et salær, der er tillagt en beskikket forsvarer under straffesagen, og som ikke overstiger de i skemaet angivne beløbsgrænser, antages ikke at dække det merarbejde, der er forbundet med at fremsætte erstatningskravet.
Det tillagte forsvarersalær overstiger de i skemaet angivne beløbsgrænser, men merarbejdet med at fremsætte erstatningskravet har været af ikke ubetydelig karakter i forhold til arbejdet som beskikket forsvarer under straffesagens behandling. Det bemærkes, at en begæring om yderligere salær som udgangspunkt ikke skal imødekommes, hvis advokaten efter en frifindende dom fremsætter et krav om erstatning under henvisning til de under pkt. 5. nævnte takstmæssige erstatningsbeløb, jf. U 2016.905V (advokat ikke tillagt salær, da der var tale om et sædvanligt takstmæssigt krav, og opgørelsen af erstatningskravet således måtte anses som ukompliceret).

Der henvises i øvrigt til U 1987.338H, Rigsadvokaten Informerer nr. 9/1995 og AM2019.08.13Ø.

4.11.3. Salærtakster

Rigsadvokaten fastsætter hvert år vejledende takster for advokatsalær i erstatningssager. Det sker med udgangspunkt i den årlige bekendtgørelse om takster for vederlag til offentlige forsvarere, visse beskikkede advokater mv.

Der skal anvendes taksten for det år, hvor det med sagen forbundne arbejde i det væsentligste må anses som udført.

Salærtaksterne kan fraviges, i det omfang advokaten i det enkelte tilfælde sandsynliggør, at det udførte arbejde med sagen berettiger til et højere salær.

Taksterne for advokatsalær (eksklusiv moms) er følgende:

Takst for advokatsalær	2020	2021	2022	2023	2024	2025	2026
a. Standardtakst	1.775 kr.	1.790 kr.	1.810 kr.	1.880 kr.	1.965 kr.	2.020 kr.	2.055 kr.
b. Kravet vedrører kortvarige anholdelser (til og med 10 minutter) og visitation	900 kr.	900 kr.	900 kr.	950 kr.	1.000 kr.	1.000 kr.	1.000 kr.

4.12. Renter af erstatningskrav

I sager, hvor der skal udbetales erstatning, skal der også betales renter af erstatningskravet. Beregningen af renter er i nogle tilfælde reguleret af renteloven og i andre tilfælde af erstatningsansvarslovens § 16. Hvilken lov der gælder, afhænger af, hvad der gives erstatning for og på hvilket grundlag. Læs mere herom i det følgende.

4.12.1. Erstatningskrav i medfør af retsplejelovens §§ 1018 a - d

Erstatning og godtgørelse, der ydes efter reglerne i retsplejelovens §§ 1018 a - d i anledning af strafferetlig forfølgning, skal som altovervejende hovedregel forrentes efter rentelovens bestemmelser om pengekrav uden for formuerettens område, jf. rentelovens § 8, jf. § 5, stk. 1 og 2.

Hvis en del af en erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning bliver udmålt efter reglerne i erstatningsansvarsloven, f.eks. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller méngodtgørelse, skal forrentningen af denne del af erstatningen ske efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 16. Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af lov om erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. (L 143 af 10. januar 2001, de specielle bemærkninger til § 16 (lovforslagets § 1, nr. 13 og 14).

På den baggrund gælder følgende:

• Torterstatning, der ydes efter retsplejelovens §§ 1018 a - d for frihedsberøvelse og andre straffeprocessuelle tvangsindgreb, og erstatning for økonomisk skade i tilknytning hertil (f.eks. tingsskade og tabt arbejdsfortjeneste mv. som følge af frihedsberøvelsen) forrentes efter reglerne i renteloven.
• Erstatning og godtgørelse i anledning af en personskade (fysisk eller psykisk), som den erstatningssøgende har pådraget sig som følge af en frihedsberøvelse eller et andet straffeprocessuelt indgreb, og som udbetales efter reglerne i retsplejelovens §§ 1018 a - d, forrentes efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 16, jf. § 1. Det gælder både krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt men, erstatning for erhvervsevnetab, erstatning for helbredelsesudgifter (f.eks. udgifter til psykolog) og andre tab, som den erstatningssøgende fremsætter efter retsplejelovens §§ 1018 a - d i anledning af personskaden.

4.12.2. Erstatningskrav i medfør af retsplejelovens § 1018 h

Erstatning, der ydes efter retsplejelovens § 1018 h på grundlag af culpaansvar i anledning af strafferetlig forfølgning, forrentes enten efter reglerne i renteloven eller erstatningsansvarsloven, afhængig af kravets karakter:

• Erstatning for tingsskade, der ydes efter retsplejelovens § 1018 h, forrentes efter reglerne i renteloven.
• Erstatning og godtgørelse i anledning af en personskade, som politiet eller anklagemyndigheden er erstatningsansvarlig for efter dansk rets almindelige regler (culpaansvar), jf. retsplejelovens § 1018 h, forrentes efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 16, jf. § 1.
• Godtgørelse for tort, der ydes efter retsplejelovens § 1018 h i anledning af en frihedsberøvelse eller andre straffeprocessuelle indgreb, fastsættes med hjemmel i erstatningsansvarslovens § 26, jf. U 1997.1498H, og skal derfor forrentes efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 16.

4.12.3. Hvornår forrentes erstatningskravet fra?

Begyndelsestidspunktet for renteberegningen afhænger af, om kravet forrentes efter reglerne i renteloven eller erstatningsansvarsloven. Se nærmere nedenfor.

Afgørelser om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, hvor der ydes erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a, skal derfor udtrykkeligt angive fra hvilket tidspunkt, beløbet skal forrentes. Hvis det samlede beløb består af både erstatning/godtgørelse, der skal forrentes efter renteloven, og erstatning/godtgørelse, der skal forrentes efter erstatningsansvarsloven, skal de forskellige begyndelsestidspunkter angives i forhold til de pågældende dele af det samlede beløb.

Begyndelsestidspunktet ifølge renteloven

Forrentning efter renteloven sker fra den dag, hvor erstatningskravet fremsættes over for anklagemyndigheden (fra den dag, hvor kravet modtages hos anklagemyndigheden). Det gælder både erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade, og uanset om der særskilt er rejst krav om renter af erstatningskravet. Det fremgår af rentelovens § 8, stk. 1, hvorefter renter af pengekrav uden for formuerettens område skal betales fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden, sammenholdt med retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, hvorefter et erstatningskrav i anledning af strafferetlig forfølgning skal fremsættes over for politidirektøren eller statsadvokaten, og retsplejelovens § 1018 f, stk. 1, hvorefter anklagemyndigheden på den erstatningssøgendes begæring skal indbringe kravet for retten, samt U 1982.745/1Ø og U 1992.6V.

Det er Rigsadvokatens opfattelse, at et krav ikke kan anses for fremsat, før der foreligger et erstatningsgrundlag. Krav fra sigtede kan derfor som udgangspunkt tidligst fremsættes, når der foreligger en endelig dom eller påtaleopgivelse (eller en afgørelse om at indstille efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, i tilfælde, hvor mistænkte skal sidestilles med en sigtet). Hvis en påtale kunne være opgivet tidligere, og kravet dermed kunne være fremsat tidligere, kan der dog blive tale om forrentning fra et tidligere tidspunkt end kravets fremsættelse, jf. U 1991.606Ø og rentelovens § 3, stk. 5.

Læs om, hvilke krav der forrentes efter reglerne i renteloven under pkt. 4.12.1. og 4.12.2.

Begyndelsestidspunktet ifølge erstatningsansvarsloven

Forrentning efter erstatningsansvarsloven sker som hovedregel fra 1 måned, efter at kravet blev fremsat over for anklagemyndigheden. Det følger af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, hvorefter godtgørelse og erstatning kan kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse, sammenholdt med erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, hvorefter beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at der tidligst vil kunne påløbe renter fra 1 måned efter erstatningskravets fremsættelse over for anklagemyndigheden, eftersom anklagemyndigheden ikke vil kunne bedømme erstatningens størrelse, før erstatningskravet er fremsat. Det fremgår desuden af forarbejderne, at fristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor anklagemyndigheden kunne og burde have indhentet de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere erstatningskravet og dets størrelse.

For så vidt angår krav om godtgørelse for varigt mén eller erstatning for erhvervsevnetab løber fristen – i tilfælde, hvor en af parterne vælger at indhente en udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) – i almindelighed fra det tidspunkt, hvor udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring foreligger.

Læs mere i forarbejderne til lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af lov om erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv. (L 143 af 10. januar 2001, de specielle bemærkninger til § 16 (lovforslagets § 1, nr. 13 og 14).

Læs mere om, hvilke krav der forrentes efter reglerne i erstatningsansvarsloven under pkt. 4.12.1. og 4.12.2.

4.12.4. Rentesatsen

Ved fastsættelsen af rentesatsen er det afgørende, om erstatningskravet eller godtgørelsen er forfaldet før eller efter den 1. marts 2013.

Det er alene forfaldsdagen (datoen for kravets opståen), der har betydning for rentesatsen. Spørgsmålet om, hvornår kravet er fremsat over for anklagemyndigheden, har derimod ingen betydning for forrentningssatsen.

Det er Rigsadvokatens opfattelse, at et krav om erstatning efter retsplejelovens § 1018 a og § 1018 b anses for at være forfaldent på tidspunktet for påtaleopgivelse eller frifindelse. Et krav om erstatning efter retsplejelovens § 1018 c anses for at være forfaldent på det tidspunkt, hvor indgrebet er ophørt. Et krav om erstatning efter retsplejelovens § 1018 h anses for at være forfaldent på det tidspunkt, hvor skaden er indtrådt. Et krav om erstatning for personskade anses for at være forfaldet på det tidspunkt, hvor personskaden er indtrådt.

Det er kun selve erstatnings- eller godtgørelsesbeløbet, der forrentes. Der beregnes ikke renters rente.

Det her anførte vedrører alene forrentningssatsen for erstatningskrav. Spørgsmålet om, hvornår kravet forrentes fra, er behandlet under pkt. 4.12.3.

Erstatningskrav eller godtgørelse, der er forfaldent før den 1. marts 2013

Erstatningskrav, der er forfaldet før den 1. marts 2013, forrentes med en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 procent. Det fremgår af ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 4, stk. 1 og 2, i lov nr. 1244 af 18. december 2012 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v., lov om erstatningsansvar og lov om forsikringsaftaler, jf. § 5, stk. 1, i den dagældende rentelov og § 16, stk. 2, i den dagældende erstatningsansvarslov.

Erstatningskrav eller godtgørelse, der er forfaldet efter den 1. marts 2013

Krav om erstatning eller godtgørelse i anledning af strafferetlig forfølgning efter retsplejelovens kapitel 93 a forrentes med en årlig rentesats, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 8 procent. Som referencesats anvendes den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli det pågældende år. Det fremgår af rentelovens § 8, stk. 1, jf. § 5, stk. 1 og 2, og af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2.

4.12.5. Skattepligt

Renter af alle erstatningsbeløb er skattepligtige.

4.13. Modregning

Hvis de almindelige betingelser for modregning er opfyldt, kan der som udgangspunkt foretages modregning for krav inden for strafferetsplejen, herunder f.eks. sagsomkostninger, bøder mv., i erstatning, der udbetales efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Modregning for sagsomkostninger kan foretages, uanset om sagsomkostningerne vedrører den sag, der har givet anledning til erstatning, eller andre straffesager, jf. U 1988.1057H.

Hvem kan foretage modregning?

Modregningen kan foretages af politidirektøren eller restanceinddrivelsesmyndigheden efter følgende retningslinjer:

Politidirektøren kan foretage modregning i forbindelse med udbetaling af erstatning, hvis den fordring, der foretages modregning for, ikke er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Når fordringen overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, overgår alle kreditorbeføjelser vedrørende fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, i gældsinddrivelsesloven. Det gælder også beføjelsen til at foretage modregning for fordringen. Politidirektøren skal derfor undersøge, om den fordring, der skal danne grundlag for modregning, er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis fordringen er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal politidirektøren orientere restanceinddrivelsesmyndigheden om sagen med henblik på, at restanceinddrivelsesmyndigheden foretager modregning med fordringen, inden politidirektøren udbetaler erstatningen.

Klage over modregning

Rigspolitiet behandler klager over politidirektørens modregning med bøder og sagsomkostninger i erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Landsskatteretten behandler klager over restanceinddrivelsesmyndighedens modregning med bøder og sagsomkostninger i erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning af.