Lovguiden Logo
GældendeRetspraksisRigsadvokatmeddelelsen
Erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a m.v.
Dato:6. marts 2026

3. Retlig behandling af en erstatningssag

3.1. Indbringelse af sagen for retten

3.1.1. Hvornår kan et erstatningskrav kræves indbragt for retten?

Kravet skal være behandlet af Rigsadvokaten

Hvis Rigsadvokaten ikke har imødekommet et erstatningskrav, kan den erstatningssøgende begære kravet indbragt for retten, jf. retsplejelovens § 1018 f.

Den erstatningssøgende kan ikke kræve sagen indbragt for retten, før den administrative klageadgang til Rigsadvokaten er udtømt. Anklagemyndigheden skal således have taget endelig materiel stilling til et erstatningskrav, før det kan begæres indbragt for retten, jf. U 1979.958Ø og U 2007.285Ø.

Hvis Rigsadvokaten har behandlet sagen, men har afvist at realitetsbehandle kravet, f.eks. på grund af en overskridelse af klagefristen, vil den erstatningssøgende stadig kunne begære kravet indbragt for retten, men anklagemyndigheden skal som udgangspunkt påstå kravet afvist.

Inden 2 måneder

Den erstatningssøgende skal inden to måneder efter meddelelse om afslaget begære kravet indbragt for retten, jf. retsplejelovens § 1018 f, stk. 1.

Hvis den erstatningssøgende begærer kravet indbragt senere end to måneder efter meddelelse om afslag på erstatning, skal anklagemyndigheden indbringe sagen for retten men som udgangspunkt påstå kravet afvist. Det fremgår ikke klart af bestemmelsen i retsplejelovens § 1018 f, stk. 1, om retten kan se bort fra en eventuel fristoverskridelse på grund af undskyldelige omstændigheder. Se TfK 2008.425Ø, hvor retten valgte at behandle spørgsmålet om undskyldelige omstændigheder men fandt, at der ikke forelå undskyldelige omstændigheder i den pågældende sag.

3.1.2. Hvem indbringer sagen for retten?

Hvis den erstatningssøgende begærer sagen indbragt for retten, skal statsadvokaten sørge for at indbringe sagen for retten, jf. § 1018 f, stk. 1, 2. pkt.

For så vidt angår erstatningssager fra Grønland, fremgår det af retsplejeloven for Grønland § 491, stk. 1, at erstatningssager indbringes for retten af politidirektøren.

For så vidt angår erstatningssager fra Færøerne fremgår det af retsplejeloven for Færøerne § 1054, stk. 1 og stk. 2, at statsadvokaten indbringer sagen for retten, men at statsadvokaten kan bemyndige politidirektøren for Færøerne til at møde i by- og landsret.

3.1.3. Hvordan indbringes sagen for retten?

Statsadvokaten indbringer sagen for retten ved at sende en tilkendegivelse til retten med angivelse af påstande og de væsentligste anbringender. Det bemærkes, at politidirektøren i Grønland selv sender tilkendegivelsen til retten i erstatningssager fra Grønland.

For yderligere information om udarbejdelse af tilkendegivelse, ekstrakt mv. henvises der til den relevante statsadvokats interne retningslinjer.

3.1.4. Hvilken retskreds skal behandle erstatningssagen?

Hvis den underliggende straffesag, som erstatningskravet udspringer af, har været behandlet i retten, indbringes erstatningskravet for den retskreds, der har hovedforhandlet den underliggende straffesag, jf. § 1018 f, stk. 1, 1. pkt.

Hvis den underliggende straffesag ikke har været behandlet ved retten, skal sagen indbringes enten for den retskreds, hvori der er truffet afgørelse om det strafprocessuelle indgreb, eller ved den erstatningssøgende hjemting, jf. § 1018 f, stk. 1, 3. pkt.

3.1.5. Hvem skal orienteres om, at sagen er indbragt for retten?

Statsadvokaten skal samtidig med, at tilkendegivelsen sendes til retten, sende en kopi af tilkendegivelsen til Rigsadvokaten via e-mail.

Politidirektøren i Grønland skal samtidig med, at tilkendegivelsen sendes til retten, sende en kopi af tilkendegivelsen til statsadvokaten og Rigsadvokaten via e-mail.

På den måde bliver hhv. statsadvokaten og Rigsadvokaten underrettet om, at et erstatningskrav ønskes indbragt for retten.

3.2. Behandlingen af erstatningssager i retten

Erstatningssagen behandles i strafferetsplejens former. Retten kan dog nægte at behandle et erstatningskrav, som fremsættes af nogen, der ikke har været sigtet, såfremt kravet ikke på rimelig måde vil kunne behandles i strafferetsplejens former. En forurettet kan herefter frit fremsætte kravet i den borgerlige retsplejes former, jf. retsplejelovens § 1018 f, stk. 3.

Nedenfor er kort omtalt nogle af de processuelle regler for behandlingen af erstatningssager omfattet af retsplejelovens kapitel 93 a. Der findes lokale retningslinjer ved statsadvokaterne for sagsbehandlingen.

Advokat for den erstatningssøgende

Hvis den erstatningssøgende anmoder om en advokat, skal der beskikkes en advokat for den erstatningssøgende, jf. retsplejelovens § 1018 f, stk. 2, 1. pkt. De regler, som gælder for forsvarere, finder tilsvarende anvendelse for beskikkede advokater i erstatningssager, jf. retsplejelovens § 1018 f, stk. 2, 2. pkt.

Uden medvirken af domsmænd

Erstatningssagen behandles uden medvirken af domsmænd, jf. retsplejelovens § 1018 f, stk. 4.

Udeblivelse fra retsmødet

Hvis den erstatningssøgende udebliver fra retsmødet i erstatningssagen, men den erstatningssøgendes beskikkede forsvarer er mødt og begærer sagen fremmet, er det op til retten at træffe afgørelse om, hvorvidt sagen skal fremmes uden den erstatningssøgendes tilstedeværelse, jf. U 1998.229H.

Hvis ingen giver møde på vegne af den erstatningssøgende, og der er sket lovlig forkyndelse, medfører udeblivelse, at sagen afvises, jf. U 1987.903/2H.

3.3. Efter dom

3.3.1. Hvem skal underrettes om dommen?

  • Rigsadvokaten skal underrettes om udfaldet af alle erstatningssager, der indbringes for retten. Underretningen skal ske ved, at statsadvokaten sender en kopi af den endelige dom til Rigsadvokaten. Hvis sagen har været behandlet ved landsretten, skal der tillige vedlægges en kopi af byrettens dom.
  • Statsadvokaten skal underrettes om udfaldet af erstatningssager, der indbringes for retten i Grønland og på Færøerne. Underretningen skal ske ved at politidirektøren i Grønland og politidirektøren på Færøerne sender en kopi af den endelige dom til statsadvokaten. Hvis sagen har været behandlet ved landsretten, skal der tillige vedlægges en kopi af byrettens dom.
  • Politikredsen skal have en kopi af dommen. Hvis der skal udbetales erstatning, skal statsadvokaten anmode politikredsen om at udbetale erstatningen. Læs mere om udbetaling af erstatning under pkt. 2.1.2.
  • Statsadvokaten skal overveje, om dommen, når den er endelig, er egnet til Vidensbasen. Er afgørelsen egnet, indsendes den til videnbasen@ankl.dk med henblik på publicering i Vidensbasen. Hvis statsadvokaten har indsendt dommen til Vidensbasen, skal dette oplyses til Rigsadvokaten i forbindelse med fremsendelsen af den endelig dom.

3.3.2. Anke

Statsadvokaterne har kompetencen i forhold til spørgsmål om anke af byrettens dom i erstatningssager. Ankespørgsmål skal derfor som udgangspunkt ikke forelægges skriftligt for Rigsadvokaten. Ved tvivl om, hvorvidt anklagemyndigheden bør iværksætte anke i en erstatningssag, eller hvis sagen vedrører principielle spørgsmål, har særlig offentlig interesse eller lignende, skal sagen drøftes telefonisk med Rigsadvokaten.

For så vidt angår erstatningssager fra Grønlands Politi, fremsender politidirektøren i Grønland en kopi af dommen fra kredsretten til statsadvokaten inden ankefristens udløb, eller orienterer statsadvokaten om anke, såfremt initiativanke er iværksat.