2. Anklagemyndighedens behandling af erstatningskrav
2.1. Den lokale anklagemyndighed
2.1.1. Erstatningskrav, indstilling og akter skal sendes til statsadvokaten
Dette afsnit vedrører den lokale anklagemyndigheds sagsbehandling i anledning af et fremsat erstatningskrav.
Krav om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a m.v. skal fremsættes over for den politidirektør (politikreds) eller statsadvokat, der har haft ansvaret for efterforskningen i den sag, som har givet anledning til kravet, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1.
Læs mere om statsadvokatens behandling af fremsatte erstatningskrav under pkt. 2.2.
Erstatningskrav fremsat over for politikredsen
Hvis den erstatningssøgende har fremsat kravet over for politikredsen, skal anklagemyndigheden i politikredsen inden 14 dage sende følgende til den relevante statsadvokat:
| Erstatningskravet. |
|---|
| En indstilling om, hvordan erstatningskravet bør afgøres. Se eventuelt standardkonceptet for indstillinger i erstatningssager (bilag 1), samt checkliste over de vigtige oplysninger, som indstillingen bør indeholde (bilag 2). |
| Straffesagens akter. Politikredsen skal overveje, hvilke akter fra straffesagen det er nødvendigt at sende til statsadvokaten med henblik på statsadvokatens afgørelse af erstatningssagen. Vær opmærksom på reglerne om aktindsigt i erstatningssager. Læs mere om aktindsigt under pkt. 2.4. og pkt. 4.10. |
| Relevante supplerende oplysninger. Politikredsen skal overveje, om der er behov for at indhente yderligere relevante oplysninger om sagen. Det kan f.eks. være døgnrapporter, notater el. lign. i POLSAS eller en udtalelse fra de involverede polititjenestemænd. Det kan endvidere være en indstilling eller oplysninger fra andre myndigheder – f.eks. i forhold til sager, der er startet i SKAT (Læs mere herom i afsnittet ”Andre myndigheder har foretaget indledende undersøgelser eller har adgang til at afgøre sager om strafbart forhold” under pkt. 4.1.). Hvis tidspunkterne for anholdelse, løsladelse og andre indgrebs iværksættelse og ophør ikke fremgår af sagsakterne vedlægges supplerende oplysninger f.eks. i form af udskrifter fra POLSAS eller om fornødent en udtalelse fra en involveret polititjenestemand. Hvis kravet angår tingsskade, og det ikke fremgår af akterne, om erstatningssøgende selv er skyld i skaden, eller om politiet har forårsaget skaden, og om det i givet fald er en direkte følge af et indgreb eller en culpøs handling, skal der vedlægges en udtalelse herom fra de involverede polititjenestemænd. |
Politikredsen skal desuden orientere den erstatningssøgende om, at sagen sendes til statsadvokaten og oplyse, hvornår erstatningskravet kan forventes færdigbehandlet af statsadvokaten. Medmindre andet er aftalt med statsadvokaten, orienterer politidirektøren om, at den forventede sagsbehandlingstid ved statsadvokaten er 60 dage.
Erstatningskrav fremsat over for statsadvokaten
Hvis den erstatningssøgende har fremsat kravet over for statsadvokaten, skal statsadvokaten anmode den relevante politikreds om en indstilling, sagens akter og relevante supplerende oplysninger. Læs mere herom ovenfor i afsnittet ”Erstatningskrav fremsat over for politikredsen”.
Anmodning om aktindsigt i erstatningssagen
Læs om kompetencen til at træffe afgørelse i aktindsigtssager under pkt. 2.4. og om hvilket regelsæt, der finder anvendelse ved behandling af anmodninger om aktindsigt, under pkt. 4.10.
2.1.2. Udbetaling af erstatning
Hvis der skal udbetales erstatning, skal Statsadvokaten/Rigsadvokaten orientere politikredsen herom ved kopi af afgørelsen. Erstatningsbeløbet udbetales som udgangspunkt til erstatningssøgendes NemKonto.
Politidirektøren skal i forbindelse med udbetalingen gøre følgende:
- Beregne renter af kravet – læs eventuelt mere om renter under pkt. 4.12.
- Undersøge mulighed for modregning – læs mere om modregning under pkt. 4.13.
- Indberette skattepligtige beløb - se umiddelbart nedenfor.
Indberetning af skattepligtige beløb
Politidirektøren skal indberette alle renter af erstatningsbeløb og skattepligtig erstatning for økonomisk skade til skattemyndighederne. Det gælder også i tilfælde, hvor politiet foretager modregning i erstatningsbeløbet for evt. gæld til det offentlige, f.eks. sagsomkostninger.
Vær opmærksom på følgende:
- Erstatning for ikke-økonomisk skade (tort mv.) er ikke skattepligtig.
- Erstatning for økonomisk tab, f.eks. tabt arbejdsfortjeneste, mistede arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge, er skattepligtig.
- Erstatning for anden økonomisk skade, f.eks. ødelagt tøj, er ikke skattepligtig.
- Renter af alle erstatningsbeløb er skattepligtige.
2.2. Statsadvokaten
Dette afsnit vedrører statsadvokatens behandling af
- erstatningskrav (se pkt. 2.2.1.)
- klager over afgørelser om erstatningskrav (se pkt. 2.2.2.)
Læs om statsadvokatens behandling af erstatningssager, der er indbragt for retten, under pkt. 3.
Læs om kompetencen til at træffe afgørelse i aktindsigtssager under pkt. 2.4. og om hvilket regelsæt, der finder anvendelse, ved behandling af anmodninger om aktindsigt under pkt. 4.10.
2.2.1. Statsadvokatens behandling af erstatningskrav
Kompetence
Som udgangspunkt er det statsadvokaten, der har kompetencen til at træffe afgørelse i sager om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. Hvis en sag skal forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse, skal statsadvokaten sende sagens akter og en indstilling vedrørende sagens afgørelse samt relevante supplerende oplysninger til Rigsadvokaten. Hvis en erstatningssag delvist indeholder krav, som skal forelægges for Rigsadvokaten, skal statsadvokaten som udgangspunkt træffe afgørelse i den del af sagen, som ikke skal forelægges. Læs mere om kompetence, herunder hvilke sager der skal forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse under pkt. 4.2.
Indstilling, sagens akter og relevante supplerende oplysninger fra politikredsen
Inden statsadvokaten kan behandle sagen, skal statsadvokaten have modtaget en indstilling, sagens akter og relevante supplerende oplysninger fra den politikreds, hvor den underliggende straffesag hører til.
Hvis den erstatningssøgende har fremsat sit krav direkte over for den politidirektør (politikreds), der har haft ansvaret for den underliggende straffesag, skal politidirektøren sammen med erstatningskravet sende en indstilling, sagens akter og relevante supplerende oplysninger til statsadvokaten.
Hvis den erstatningssøgende har fremsat sit krav over for statsadvokaten, skal statsadvokaten anmode den pågældende politikreds om en indstilling, sagens akter og relevante supplerende oplysninger. Læs mere herom under pkt. 2.1.1.
Sagsbehandling
For at et erstatningskrav kan realitetsbehandles, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Kravet skal være omfattet af anvendelsesområdet for retsplejelovens kapitel 93 a – læs mere herom under pkt. 4.1.
- Kravet skal være fremsat rettidigt – læs mere herom under pkt. 4.3.
- Den underliggende straffesag skal være endelig afsluttet. Det skyldes, at anvendelse af reglerne om erstatning i retsplejelovens kapitel 93 a forudsætter, at den eller de straffesager, som kravet rejses i anledning af, er endelig afgjort.
Hvis betingelserne ikke er opfyldt, skal kravet afvises.
Hvis betingelserne er opfyldt, skal statsadvokaten foretage en vurdering af, om der er grundlag for erstatning efter §§ 1018 a – d eller h. Læs mere om reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a under pkt. 4., og de administrativt fastsatte takster i pkt. 5.
Der findes lokale retningslinjer ved statsadvokaterne for sagsbehandlingen.
Hvem skal underrettes om afgørelsen?
- Politikredsen skal have en kopi af afgørelsen. Hvis der skal udbetales erstatning, skal statsadvokaten anmode politikredsen om at udbetale erstatningen. Læs mere om udbetaling af erstatning under pkt. 2.1.2.
- Statsadvokaten skal overveje, om afgørelsen er egnet til Vidensbasen, hvis afgørelsen ikke påklages. Er afgørelsen egnet, indsendes den til videnbasen@ankl.dk med henblik på publicering i Vidensbasen.
Anmodning om aktindsigt i erstatningssagen
Læs om kompetencen til at træffe afgørelse i aktindsigtssager under pkt. 2.4. og om hvilket regelsæt, der finder anvendelse, under pkt. 4.10.
2.2.2. Statsadvokatens behandling af klager over afgørelser om erstatning
Statsadvokatens afgørelse vedrørende krav om erstatning kan påklages til Rigsadvokaten, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 3.
Klagen skal indgives til den statsadvokat, der har truffet afgørelsen, senest 4 uger efter, at klager har fået meddelelse om afgørelsen, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 3, 3. pkt., og stk. 5. Hvis klagen modtages efter udløbet af fristen, skal den behandles, hvis fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.
Statsadvokaten skal overveje, om klagen giver anledning til genoptagelse og omgørelse eller evt. indhentelse af supplerende oplysninger. Statsadvokaten kan således på baggrund af en klage selv træffe afgørelse om at omgøre sin afgørelse om erstatning og give klageren medhold. I disse tilfælde skal sagen ikke forelægges for Rigsadvokaten.
Hvis statsadvokaten ikke omgør sin afgørelse og giver klageren medhold, skal statsadvokaten snarest muligt og senest 7 dage efter, at klagen er modtaget, sende sagen til Rigsadvokaten til afgørelse. Hvis klagen giver anledning til indhentelse af supplerende oplysninger, eller det af andre grunde ikke har været muligt at fremsende sagen til Rigsadvokaten inden 7 dage, anføres årsagen til den senere fremsendelse i fremsendelsesbrevet til Rigsadvokaten. Statsadvokaten skal i forbindelse med fremsendelsen af klagen sende følgende til Rigsadvokaten:
- Klagen.
- Erstatningssagens akter, herunder de dokumenter der er indgået fra politikredsen om den underliggende straffesag.
- Eventuelt yderligere indhentede oplysninger.
- En udtalelse til Rigsadvokaten i anledning af klagen. Hvis klagen indeholder nye faktiske oplysninger eller nye anbringender i relation til erstatningssagen, skal statsadvokaten særskilt forholde sig hertil i indstillingen til Rigsadvokaten.
- Hvis klagen er modtaget hos statsadvokaten efter udløbet af 4-ugers fristen, skal statsadvokaten i sin udtalelse til Rigsadvokaten tage stilling til, om fristoverskridelsen er undskyldelig.
Anmodning om aktindsigt – fremsat i forbindelse med en klage
Læs om kompetencen til at træffe afgørelse i aktindsigtssager under pkt. 2.4. og om hvilket regelsæt, der finder anvendelse ved behandling af anmodninger om aktindsigt, under pkt. 4.10.
2.3. Rigsadvokaten
Dette afsnit vedrører Rigsadvokatens behandling af:
- Rigsadvokatens behandling af erstatningskrav som 1. instans (se pkt. 2.3.1.)
- Rigsadvokatens behandling af klager (se pkt. 2.3.2.)
2.3.1. Rigsadvokatens behandling af erstatningskrav som 1. instans
Som udgangspunkt er det statsadvokaten, der har kompetencen til at træffe afgørelse i sager om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1.
Enkelte sager skal dog forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse. I disse tilfælde sender statsadvokaten sagens akter og en indstilling til Rigsadvokaten. Hvis en erstatningssag delvist indeholder krav, som skal forelægges for Rigsadvokaten, skal statsadvokaten som udgangspunkt træffe afgørelse i den del af sagen, som ikke skal forelægges for Rigsadvokaten.
Læs mere om kompetence, herunder hvilke erstatningskrav der skal forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse, under pkt. 4.2.
Læs mere om reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a under pkt. 4., og de administrativt fastsatte takster i pkt. 5.
Sagsbehandling
For at et erstatningskrav kan realitetsbehandles, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Kravet skal være omfattet af anvendelsesområdet for retsplejelovens kapitel 93 a – læs mere herom under pkt. 4.1.
- Kravet skal være fremsat rettidigt – læs mere herom under pkt. 4.3.
- Den underliggende straffesag skal være endelig afsluttet. Det skyldes, at anvendelse af reglerne om erstatning i retsplejelovens kapitel 93 a forudsætter, at den eller de straffesager, som kravet rejses i anledning af, er endelig afgjort.
Hvis betingelserne ikke er opfyldt, skal kravet afvises.
Hvis betingelserne er opfyldt, skal der herefter foretages en vurdering af, om der er grundlag for erstatning efter §§ 1018 a – d eller h.
Ingen klageadgang
Hvis Rigsadvokaten har truffet afgørelse vedrørende krav om erstatning som 1. instans, kan Rigsadvokatens afgørelse ikke påklages til justitsministeren, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 4.
Hvem skal underrettes om afgørelsen?
- Politikredsen skal have kopi af afgørelsen. Hvis der skal udbetales erstatning, skal Rigsadvokaten anmode politikredsen om at udbetale erstatningen. Læs mere om udbetaling af erstatning under pkt. 2.1.2.
- Statsadvokaten skal have kopi af afgørelsen.
- Rigsadvokaten skal derudover overveje, hvorvidt en afgørelse vedrørende behandling af erstatningskrav efter retsplejelovens kapitel 93 a er egnet til indlæggelse i Vidensbasen. Er afgørelsen egnet, indsendes den til videnbasen@ankl.dk med henblik på publicering i Vidensbasen.
Anmodning om aktindsigt i erstatningssagen
Læs om kompetencen til at træffe afgørelse i aktindsigtssager under pkt. 2.4. og om hvilket regelsæt, der finder anvendelse ved behandling af anmodninger om aktindsigt, under pkt. 4.10.
2.3.2. Rigsadvokatens behandling af klager
Rigsadvokaten behandler klager over statsadvokaternes afgørelser om erstatningskrav, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 3.
Klagen skal være modtaget hos statsadvokaten senest 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Hvis klagen modtages efter udløbet af fristen, skal den behandles, hvis fristoverskridelsen må anses for undskyldelig, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 5.
Hvis klagefristen er overskredet, og der ikke er tale om undskyldelige omstændigheder, skal klagen afvises som for sent fremsat.
Læs om reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a under pkt. 4., og de administrativt fastsatte takster under pkt. 5.
Hvem skal underrettes om afgørelsen?
- Politikredsen skal have en kopi af afgørelsen. Hvis der skal udbetales erstatning, skal Rigsadvokaten anmode politikredsen om at udbetale erstatningen. Læs mere om udbetaling af erstatning under pkt. 2.1.2.
- Statsadvokaten skal have en kopi af afgørelsen.
- Rigsadvokaten skal overveje, om afgørelsen er egnet til Vidensbasen. Er afgørelsen egnet, indsendes den til videnbasen@ankl.dk med henblik på publicering i Vidensbasen.
Anmodning om aktindsigt i erstatningssagen
Læs om kompetencen til at træffe afgørelse i aktindsigtssager under pkt. 2.4. umiddelbart nedenfor og om hvilket regelsæt, der finder anvendelse ved behandling af anmodninger om aktindsigt, under pkt. 4.10.
2.4. Aktindsigt i erstatningssager - kompetence
Kompetencen til at træffe afgørelse i aktindsigtssager
![]() | Aktindsigtsanmodningen vedrører den underliggende straffesag |
|---|
Anmodninger om aktindsigt efter retsplejelovens regler skal som udgangspunkt behandles af politikredsene, jf. retsplejelovens § 41 e, stk. 2, 2. pkt. Læs mere herom under pkt. 2.4.1. og 2.4.2. samt i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Aktindsigt, pkt. 4.5.1.
![]() | Aktindsigtsanmodningen vedrører erstatningssagen |
|---|
Anmodninger om aktindsigt efter forvaltningslovens regler behandles af den myndighed, der er kompetent til at træffe afgørelse vedrørende sagens realitet, jf. forvaltningslovens § 16. Læs mere herom under pkt. 2.4.1. og 2.4.2. samt i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Aktindsigt, pkt. 4.5.1.
2.4.1. Anmodning om aktindsigt – fremsat før der er truffet afgørelse om erstatningskravet
Anmodning om aktindsigt, der fremsættes inden, politikredsen har sendt erstatningskravet til statsadvokaten
Politikredsen skal behandle anmodninger om aktindsigt, der fremsættes inden, politikredsen har sendt erstatningskravet til statsadvokaten.
I disse tilfælde anses en anmodning om aktindsigt for at angå den underliggende straffesag.
Kopi af politikredsens afgørelse om aktindsigt skal sendes til statsadvokaten samtidig med, at erstatningssagen sendes til statsadvokaten.
Læs mere om, hvilket regelsæt der finder anvendelse ved behandling af anmodninger om aktindsigt i erstatningssager, under pkt. 4.10.
Anmodning om aktindsigt, der fremsættes efter, politikredsen har sendt erstatningskravet til statsadvokaten
Anmodning om aktindsigt i erstatningssagen
En anmodning om aktindsigt i en erstatningssag anses for at omfatte akterne i erstatningssagen og de akter fra den underliggende straffesag, som er tilakteret erstatningssagen.
En anmodning om aktindsigt i en erstatningssag skal behandles af:
- Statsadvokaten, hvis statsadvokaten træffer afgørelse i 1. instans i erstatningssagen (Læs mere om kompetence til at træffe afgørelse i erstatningssager under pkt. 4.2.).
- Statsadvokaten, hvis anmodningen fremsættes, inden statsadvokaten har sendt sagens akter og en indstilling til Rigsadvokaten, i sager, hvor Rigsadvokaten træffer afgørelse i 1. instans i erstatningssagen (Læs mere om kompetence til at træffe afgørelse i erstatningssager under pkt. 4.2.).
- Rigsadvokaten, hvis statsadvokaten har sendt sagens akter og en indstilling til Rigsadvokaten, i sager, hvor Rigsadvokaten træffer afgørelse i 1. instans (Læs mere om kompetence til at træffe afgørelse i erstatningssager under pkt. 4.2.).
Anmodning om aktindsigt i den underliggende straffesag
En anmodning om aktindsigt i en erstatningssag anses IKKE for at omfatte akter fra den underliggende straffesag, medmindre disse akter er tilakteret erstatningssagen.
En anmodning om aktindsigt i akter fra den underliggende straffesag, der IKKE er tilakteret erstatningssagen, skal behandles af politikredsen.
Hvis statsadvokaten vurderer, at en anmodning om aktindsigt angår den underliggende straffesag, skal anmodningen derfor sendes til politikredsen til afgørelse. Politikredsen sender en kopi af afgørelsen til statsadvokaten til orientering.
Hvis anmodningen om aktindsigt imødekommes
Hvis aktindsigtsanmodningen helt eller delvist imødekommes, skal den erstatningssøgende have adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne, inden der træffes afgørelse i erstatningssagen, jf. forvaltningslovens § 9 b. Derfor skal der i forbindelse med, at sagens akter sendes til erstatningssøgende eller dennes advokat, fastsættes en passende frist for at fremkomme med supplerende bemærkninger til brug for afgørelse om erstatning. Erstatningssøgende eller dennes advokat skal desuden oplyses om, at der vil blive truffet afgørelse i erstatningssagen på det foreliggende grundlag, hvis der ikke er fremsendt bemærkninger inden den fastsatte frist. Hvis anmodningen om aktindsigt træffes af statsadvokaten i en sag, hvor Rigsadvokaten træffer afgørelse i 1. instans, skal eventuelle supplerende bemærkninger sendes til den pågældende statsadvokat, som uden ugrundet ophold skal videresende bemærkningerne til Rigsadvokaten sammen med en udtalelse. Hvis der ikke er fremsendt supplerende bemærkninger inden den fastsatte frist, skal statsadvokaten uden ugrundet ophold oplyse Rigsadvokaten herom. En passende frist for supplerende bemærkninger vil som udgangspunkt være 14 dage.
Læs mere om, hvilket regelsæt der finder anvendelse ved behandling af anmodninger om aktindsigt i erstatningssager, under pkt. 4.10.
2.4.2. Anmodning om aktindsigt – fremsat i forbindelse med en klage
Anmodning om aktindsigt i erstatningssagen
En anmodning om aktindsigt i en erstatningssag anses for at omfatte akterne i erstatningssagen og de akter fra den underliggende straffesag, som er tilakteret erstatningssagen.
En anmodning om aktindsigt i erstatningssagen, der fremsættes efter, den erstatningssøgende har klaget over afgørelsen, behandles og afgøres af:
- Statsadvokaten, hvis anmodningen fremsættes, inden statsadvokaten har sendt indstillingen i klagen til Rigsadvokaten. Statsadvokaten vedlægger en kopi af afgørelsen om aktindsigt, når klagen med statsadvokatens indstilling sendes til Rigsadvokaten.
- Rigsadvokaten, hvis anmodningen fremsættes, efter klagen med statsadvokatens indstilling er sendt til Rigsadvokaten. Det gælder uanset, om anmodningen om aktindsigt fremsættes over for Rigsadvokaten eller statsadvokaten. Hvis anmodningen fremsættes over for statsadvokaten, videresender statsadvokaten uden ugrundet ophold anmodningen om aktindsigt til Rigsadvokaten til afgørelse.
Anmodning om aktindsigt i den underliggende straffesag
En anmodning om aktindsigt i en erstatningssag anses IKKE for at omfatte akter fra den underliggende straffesag, medmindre disse akter er tilakteret erstatningssagen.
En anmodning om aktindsigt i akter fra den underliggende straffesag, der IKKE er tilakteret erstatningssagen, skal behandles af politikredsen.
Hvis statsadvokaten/Rigsadvokaten vurderer, at en anmodning om aktindsigt angår den underliggende straffesag, skal anmodningen derfor sendes til politikredsen til afgørelse. Politikredsen sender en kopi af afgørelsen til statsadvokaten/Rigsadvokaten til orientering.
Hvis anmodningen om aktindsigt imødekommes
Hvis aktindsigtsanmodningen helt eller delvist imødekommes, skal den erstatningssøgende have adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne, inden der træffes afgørelse vedrørende klagen over afgørelsen i erstatningssagen, jf. forvaltningslovens § 9 b. Derfor skal der i forbindelse med, at sagens akter sendes til erstatningssøgende eller dennes advokat, fastsættes en passende frist for at fremkomme med supplerende bemærkninger til klagen over statsadvokatens afgørelse om erstatning. Erstatningssøgende eller dennes advokat skal desuden oplyses om, at Rigsadvokaten vil træffe afgørelse i erstatningssagen på det foreliggende grundlag, hvis der ikke er modtaget bemærkninger inden den fastsatte frist. Hvis anmodningen om aktindsigt træffes af statsadvokaten, skal eventuelle supplerende bemærkninger til klagen sendes til den pågældende statsadvokat, som uden ugrundet ophold skal videresende bemærkningerne til Rigsadvokaten sammen med en udtalelse. Hvis der ikke er modtaget supplerende bemærkninger inden den fastsatte frist, skal statsadvokaten uden ugrundet ophold oplyse Rigsadvokaten herom. En passende frist for supplerende bemærkninger vil som udgangspunkt være 14 dage.
2.4.3. Anmodning om aktindsigt i en afsluttet erstatningssag
En anmodning om aktindsigt i en erstatningssag anses for at omfatte akterne i erstatningssagen og de akter fra den underliggende straffesag, som er tilakteret erstatningssagen.
En anmodning om aktindsigt i en afsluttet erstatningssag, behandles og afgøres af statsadvokaten i 1. instans med klageadgang til Rigsadvokaten.
Anmodning om aktindsigt i den underliggende straffesag
En anmodning om aktindsigt i en erstatningssag anses IKKE for at omfatte akter fra den underliggende straffesag, medmindre disse akter er tilakteret erstatningssagen.
En anmodning om aktindsigt i akter fra den underliggende straffesag, der IKKE er tilakteret erstatningssagen, skal behandles af politikredsen.
Hvis statsadvokaten/Rigsadvokaten vurderer, at en anmodning om aktindsigt angår den underliggende straffesag, skal anmodningen derfor sendes til politikredsen til afgørelse. Politikredsen sender en kopi af afgørelsen til statsadvokaten/Rigsadvokaten til orientering.
Læs mere om, hvilket regelsæt der finder anvendelse ved behandling af anmodninger om aktindsigt i erstatningssager, under pkt. 4.10.
%2FDocuments%2FVariant(Schultz)%2Fh%2F6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0%2FVB%2Fcdc5f6e7-065d-40a1-8dff-8358af5ac1a0%3FpartName%3DAspose.Words.92d983b6-0e93-4f0a-a856-e1c110291163.001.png&w=3840&q=75)