LBK nr 1808 af 03/09/2021
Justitsministeriet
Ægtefælleskifteloven § 79
Skifterettens afgørelser kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.
Forarbejder til Ægtefælleskifteloven § 79
RetsinformationBestemmelsen angår kære af skifterettens afgørelser. Bestemmelsen viderefører retsplejelovens § 661.
Bestemmelsen er ny i forhold til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås, at skifterettens afgørelser kan kæres efter de almindelige regler om kære i retsplejelovens kapitel 37.
Bestemmelsen gælder både i forbindelse med behandlingen af et offentligt skifte og i forbindelse med bistand til sagens oplysning under et privat skifte.
Bestemmelsen gælder derimod ikke for skifterettens afgørelser i retssager om enkelttvister, der opstår under et skifte, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, eller i selvstændige retssager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler, jf. lovforslagets § 2, stk. 2. Afgørelser i sådanne retssager kan dog også appelleres (ankes eller kæres) efter retsplejelovens almindelige regler, herunder retsplejelovens kapitel 37 om kære, men det følger af, at sager efter lovforslagets § 2 generelt behandles efter retsplejelovens regler om civile retssager (jf. lovforslagets § 2, stk. 4).
Bestemmelsen gælder således navnlig for skifterettens afgørelser med hensyn til:
– henvisning af et bo til en anden skifteret (§ 8)
– en anmodning om bistand til deling af et fællesbo (§ 9)
– indkaldelse til vejlednings- og forligsmøde (§ 11)
– indhentelse af oplysninger fra offentlige myndigheder (§ 12, stk. 2)
– afvisning eller ophævelse af sagen ved udeblivelse (§ 13)
– indsigelse mod skifterettens kompetence (§ 14)
– afholdelse af et eller flere yderligere møder (§ 15, stk. 3)
– bevisførelse under den indledende behandling i skifteretten (§ 16)
– henvisning til bobehandler eller ophævelse af sagen (§ 17, stk. 1)
– udpegning af bobehandler (§§ 18 og 48)
– indhentelse af oplysninger fra offentlige myndigheder og private (§ 22, stk. 1, 3. pkt.)
– edition og vidneførsel (§ 22, stk. 1, 4. pkt., og stk. 2)
– fremgangsmåden ved vurdering af aktiver og passiver (§ 22, stk. 3)
– antagelse af sagkyndig bistand (§ 22, stk. 4)
– advokatbeskikkelse (§ 23)
– afhændelse af aktiver (§ 25, stk. 2)
– acontobetaling (§ 26, stk. 2, og § 41)
– rettelse af boopgørelsen (§ 31, stk. 2, og § 35)
– bobehandlerens salær (§§ 31 og 33, jf. § 40)
– fordeling af boomkostningerne (§ 31, jf. § 42)
– stadfæstelse af boopgørelsen (§ 34, stk. 2, og § 36)
– sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved boets behandling (§§ 37 og 39)
– maksimum for en parts andel af bobehandlerens salær, når parten har fri proces (§ 40, stk. 2)
– betaling af advokatomkostninger (§ 43)
– pålæg til bobehandleren (§ 47, stk. 1)
– klage over bobehandleren (§ 49)
– tidspunktet for formuefællesskabets ophør (§ 51, stk. 5)
– fratagelse af rådigheden (§ 54, stk. 2 og 3)
– afdragsvis betaling ved udlæg ud over boslodden (§ 64, 3. pkt.)
– bistand til sagens oplysning under privat skifte (§ 65)
– vidnepligt og editionspligt for en part (§ 72)
– adgang til aktiver ved en umiddelbar fogedforretning (§ 73)
– sagkyndig vurdering (§§ 74-77)
– genoptagelse af et bo (§ 78)
Både positive og negative afgørelser (altså både skifterettens afgørelse om at foretage og om ikke at foretage det pågældende retsskridt) vil kunne kæres. Afgørelserne vil kunne være i form af en kendelse eller en beslutning. Afgørelse ved dom vil derimod kun skulle anvendes ved skifterettens afgørelse af enkelttvister, der opstår under et skifte, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, og af selvstændige retssager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler, jf. lovforslagets § 2, stk. 2.
En kære af skifterettens stadfæstelse af boopgørelsen, jf. lovforslagets § 36, eller en del heraf, jf. lovforslagets § 34, stk. 2, vil i givet fald alene angå, om betingelserne for stadfæstelse efter disse bestemmelser var opfyldt. Materielle indsigelser mod den stadfæstede boopgørelse kan kun behandles under en sådan kære i form af kære af skifterettens afgørelser efter lovforslagets § 31, stk. 2 og 3 (om tilfælde, hvor der før stadfæstelsen er rejst indsigelse mod bobehandlerens udkast til boopgørelse og der ikke er berettiget tvivl om retstilstanden).
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 11
(Anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser)