Ægtefælleskifteloven § 39

Bestemmelsen angår omkostningerne ved sagsbehandlingsskridt, som ikke er dækket af sikkerheden for boomkostninger efter lovforslagets § 37. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.

Bestemmelsen bygger på Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, idet det dog foreslås, at krav om sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved enkelte sagsbehandlingsskridt forudsætter en konkret beslutning fra skifteretten, og at virkningen af manglende sikkerhedsstillelse er, at anmodningen om det pågældende sagsbehandlingsskridt betragtes som bortfaldet.

Formålet med bestemmelsen er navnlig at modvirke, at den pligt til at stille sikkerhed for de samlede boomkostninger, som efter lovforslagets § 37 påhviler den ægtefælle, der har anmodet om skifte, bliver urimeligt byrdefuld på grund af den anden ægtefælles anmodninger om omkostningstunge sagsbehandlingsskridt.

Udgangspunktet er, at den ægtefælle, der har anmodet om skifte, skal stille sikkerhed for de samlede omkostninger ved boets behandling, herunder omkostninger, som skyldes anmodninger om sagsbehandlingsskridt fra den anden ægtefælle.

Skifteretten kan imidlertid efter den foreslåede bestemmelse efter en konkret vurdering gøre undtagelse herfra og i stedet pålægge den ægtefælle, der anmoder om det pågældende sagsbehandlingsskridt, at stille sikkerhed for omkostningerne herved.

Hvis sikkerheden ikke stilles, betragtes anmodningen om det pågældende sagsbehandlingsskridt som bortfaldet. Dette adskiller sig fra tilfælde, hvor den generelle sikkerhed for boomkostningerne efter lovforslagets § 37 ikke stilles, idet retsvirkningen i sådanne tilfælde er, at sagen afvises, og bobehandlingen dermed afbrydes. Bestemmelsen sikrer således bl.a., at en ægtefælle ikke ved urimelige anmodninger om omkostningstunge sagsbehandlingsskridt indirekte kan opnå en afbrydelse af skiftet. Bestemmelsen er dog ikke begrænset til egentlige misbrugs- eller chikanetilfælde, men kan efter en konkret vurdering også anvendes, hvor der er anmodet om et sagsbehandlingsskridt, som kan siges at være hensigtsmæssigt uden dog at være nødvendigt.

Skifteretten kan træffe bestemmelse efter § 39, selv om den ægtefælle, der anmoder om det pågældende sagsbehandlingsskridt, har fri proces. Retsvirkningen heraf er i givet fald, at der ikke bliver tale om at forhøje sikkerhedsstillelsen efter § 37. I kraft af den fri proces vil den ægtefælle, der har anmodet om det pågældende sagsbehandlingsskridt, være fritaget for sikkerhedsstillelse, og skifteretten skal af hensyn til klarhed om statskassens hæftelse i givet fald beløbsfastsætte fritagelsen for sikkerhedsstillelse.

Det bemærkes, at hvis det pågældende sagsbehandlingsskridt indebærer arbejde for bobehandleren, ændrer en eventuel afgørelse efter § 39 i tilfælde, hvor den pågældende ægtefælle har fri proces, ikke det maksimum, som er fastsat af skifteretten efter lovforslagets § 40, stk. 2, for dækningen af bobehandlerens arbejde under den fri proces. Hvis det tidligere fastsatte maksimum skal forhøjes, skal skifteretten i givet fald træffe en særskilt afgørelse herom i medfør af § 40, stk. 2.

Skifterettens afgørelser om sikkerhedsstillelse efter § 39, herunder om ikke at pålægge en ægtefælle at stille sikkerhed, kan kæres til landsretten, jf. lovforslagets § 79.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.