Ægtefælleskifteloven § 37

Bestemmelsen angår sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved boets behandling. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer af stk. 2 til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.

Det foreslås i stk. 1, at den ægtefælle, som har anmodet om henvisning til bobehandler, efter skifterettens bestemmelse skal stille sikkerhed for omkostningerne ved boets behandling. Har begge ægtefæller anmodet om henvisningen, påhviler pligten til sikkerhedsstillelse dem begge.

Omkostningerne ved boets behandling omfatter retsafgifter, bobehandlerens salær og vurderingsomkostninger mv. Størrelsen af sikkerheden fastsættes i første omfang af skifteretten i forbindelse med henvisningen til bobehandler, jf. lovforslagets § 17, ud fra en foreløbig vurdering af sagens omfang. Skifteretten kan senere kræve yderligere sikkerhedsstillelse, hvis det viser sig, at bobehandlingen bliver mere bekostelig end først antaget. Der kan f.eks. være tale om, at bobehandlingen trækker ud i forhold til, hvad der oprindeligt var antaget, og at det derfor må forventes, at bobehandlerens salær ikke kan holde sig inden for det oprindeligt skønnede. Der kan også være tale om, at nogle sagsskridt bliver dyrere end forventet.

Bestemmelsen skal ses i forhold til lovforslagets § 39, som giver skifteretten mulighed for at bestemme, at en ægtefælle skal stille sikkerhed for omkostningerne ved et sagsbehandlingsskridt, som denne anmoder om. Når § 39 bringes i anvendelse, skal sikkerhedsstillelsen efter § 37 således ikke forhøjes.

Det foreslås i stk. 2, at skifteretten helt eller delvist skal kunne fritage en ægtefælle for sikkerhedsstillelse, hvis ægtefællen ikke kan stille sikkerheden.

Ægtefællen vil i givet fald skulle give skifteretten oplysninger om sine økonomiske forhold og i kraft heraf godtgøre, at ægtefællen hverken har likvide midler eller relevante lånemuligheder, dvs. mulighed for at låne på vilkår, der ikke er urimeligt tyngende, mulighed for at skaffe bankgaranti eller lignende eller aktiver i øvrigt, der kan stilles som sikkerhed. Kan ægtefællen stille en del af sikkerheden, kan der eventuelt ske fritagelse for resten.

Det er endvidere en betingelse, at det skønnes, at den pågældende vil få et boslodskrav, der er tilstrækkeligt til at dække udgifterne, jf. stk. 2, 2. pkt. I modsat fald tjener bodelingen ikke et tilstrækkeligt anerkendelsesværdigt formål i forhold til, at det offentlige skal risikere at have udgifter herved.

Også i sager, hvor der er grundlag for fritagelse for sikkerhedsstillelse, skal skifteretten foretage en vurdering af, hvad sikkerhedsstillelsen i givet fald skulle have været, således at fritagelsen for sikkerhedsstillelse angår et bestemt beløb. Fikseringen af et bestemt beløb er bl.a. nødvendig af hensyn til at maksimere statskassens hæftelse for betaling af bobehandlerens salær, jf. straks nedenfor. Hvis der senere bliver spørgsmål om at kræve en højere sikkerhedsstillelse, vil skifteretten skulle foretage en ny vurdering af, om der er grundlag for yderligere fritagelse for sikkerhedsstillelse.

Hvis skifteretten har fritaget en ægtefælle for sikkerhedsstillelse efter det foreslåede stk. 2, hæfter statskassen for betaling af bobehandlerens salær, i det omfang ægtefællerne ikke efter påkrav betaler salæret. Statskassen kan i givet fald gøre regres mod ægtefællerne.

Det foreslås i stk. 3, at hvis den krævede sikkerhed ikke stilles, afviser skifteretten sagen. Dette gælder både den oprindelige sikkerhed, som fastsættes i forbindelse med henvisningen til bobehandler, og en eventuel yderligere sikkerhed, som fastsættes på et senere tidspunkt. Skiftet afsluttes i givet fald efter de foreslåede regler om afbrudt skifte, jf. lovforslagets § 30 og bemærkningerne hertil.

Manglende yderligere sikkerhedsstillelse medfører derimod ikke afvisning af sagen i de tilfælde, som fremgår af lovforslagets § 39.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.