LBK nr 1808 af 03/09/2021
Justitsministeriet
Ægtefælleskifteloven § 32
I det omfang en rettidigt modtaget indsigelse ikke fører til rettelse af boopgørelsen efter § 31, stk. 2, meddeler skifteretten ægtefællerne, at der senest 4 uger efter modtagelsen af skifterettens meddelelse skal anlægges sag efter § 2, stk. 1, hvis indsigelsen fastholdes.
Stk. 2. § 31, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Forarbejder til Ægtefælleskifteloven § 32
RetsinformationBestemmelsen angår frist for sagsanlæg i tilfælde af, at en ægtefælle fremsætter materielle indsigelser mod bobehandlerens udkast til boopgørelse. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen bygger på § 31, stk. 1, i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, men er opbygget anderledes. Det foreslås således, at skifteretten retter åbenbare fejl, som rejste indsigelser giver anledning til, jf. lovforslagets § 31, før skifteretten i givet fald sætter en frist for sagsanlæg.
Bestemmelsen angår alene materielle indsigelser mod bobehandlerens udkast til boopgørelse og finder kun anvendelse, i det omfang en indsigelse ikke imødekommes gennem en rettelse af udkastet i medfør af lovforslagets § 31, stk. 2.
Fristen for at gøre indsigelse er 4 uger efter modtagelsen af udkastet til boopgørelse, jf. lovforslagets § 29, stk. 2.
Det foreslås, at i det omfang en rettidigt modtaget indsigelse ikke fører til rettelse af boopgørelsen efter lovforslagets § 31, stk. 2, meddeler skifteretten ægtefællerne, at der senest 4 uger efter modtagelsen af skifterettens meddelelse skal anlægges sag efter lovforslagets § 2, stk. 1, hvis indsigelsen fastholdes.
Hvis der ikke anlægges sag inden 4 uger, kan skifteretten straks stadfæste udkastet til boopgørelse, jf. lovforslagets § 36.
Når boopgørelsen er stadfæstet, kan der ikke længere anlægges sag efter lovforslagets § 2, stk. 1, og sker det alligevel, vil sagen skulle afvises. En indsigelse, som ikke fører til en rettelse efter lovforslagets § 31, stk. 2, og som heller ikke følges op af et sagsanlæg inden for 4-ugersfristen i lovforslagets § 32, stk. 1, kan således ikke længere gøres gældende, når boopgørelsen er stadfæstet.
Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets § 31, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse, hvilket indebærer, at skifteretten undtagelsesvis kan meddele en frist for sagsanlæg efter det foreslåede stk. 1, hvis en indsigelse er modtaget efter udløbet af 4-ugersfristen i lovforslagets § 29, stk. 2, men inden boopgørelsen er stadfæstet efter lovforslagets § 36.
Bestemmelsen tager sigte på situationer, hvor en indsigelse af undskyldelige årsager er blevet indgivet for sent, f.eks. på grund af sygdom eller tilsvarende.
Bestemmelsen angår alene skifterettens mulighed for at fastsætte en frist for sagsanlæg efter det foreslåede stk. 1, selv om en indsigelse ikke er modtaget rettidigt.
Der foreslås ikke regler om tilfælde, hvor der anlægges sag efter udløbet af 4-ugersfristen for sagsanlæg efter stk. 1, men inden stadfæstelsen af boopgørelsen, og det vil være overladt til skifteretten at afgøre, om et sådan sagsanlæg undtagelsesvis bør behandles trods fristoverskridelsen, eksempelvis hvis fristoverskridelsen skyldes force majeure eller lignende, eksempelvis afbrydelse af sædvanlig postbesørgelse på grund af ekstraordinære vejrforhold.
Uanset årsagen til fristoverskridelsen kan et sagsanlæg, der indbringes for skifteretten efter stadfæstelsen af boopgørelsen, ikke behandles. Skifteretten afgørelse om stadfæstelse af boopgørelsen vil kunne kæres til landsretten, men landsretten vil under et sådant kæremål alene kunne tage stilling til, om betingelserne for, at skifteretten kunne stadfæste boopgørelsen, var opfyldt. Om muligheden for at få genoptaget et bo, der er afsluttet ved en stadfæstet boopgørelse, henvises til lovforslagets § 78 og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at en ægtefælle når som helst under bobehandlingen vil kunne anlægge sag om en enkeltvist efter lovforslagets § 2, stk. 1, herunder før skifteretten har meddelt frist for sagsanlæg efter det foreslåede stk. 1. Det følger imidlertid af sammenhængen mellem lovforslagets § 29, stk. 2, og § 32, at hvis en ægtefælle, der ikke rettidigt har fremsat indsigelse efter § 29, stk. 2, efter udløbet af 4-ugersfristen i § 29, stk. 2 (men dog før stadfæstelsen af boopgørelsen), anlægger sag efter lovforslagets § 2, stk. 1, skal skifteretten afvise sagsanlægget, medmindre skifteretten undtagelsesvis finder grundlag for at tage sagen under behandling efter princippet i § 32, stk. 2, jf. § 31, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.