LBK nr 1808 af 03/09/2021
Justitsministeriet
Ægtefælleskifteloven § 27
Bobehandleren kan udarbejde et udkast til en opgørelse over en del af boet, hvis der er et særligt behov og et sikkert grundlag for det.
Stk. 2. §§ 28 og 29 og kapitel 4 finder anvendelse med de fornødne lempelser.
Forarbejder til Ægtefælleskifteloven § 27
RetsinformationBestemmelsen angår bobehandlerens mulighed for at udarbejde et udkast til en opgørelse over en del af boet (partiel boopgørelse). Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.
Det foreslås i stk. 1, at bobehandleren kan udarbejde et udkast til en opgørelse over en del af boet (partiel boopgørelse), hvis der er et særligt behov og et sikkert grundlag for det.
Formålet med bestemmelsen er at åbne mulighed for, at bobehandleren kan lave en partiel boopgørelse i tilfælde, hvor den fulde afklaring af det økonomiske opgør må forventes at trække ud. Herved vil værdiansættelsen af de aktiver og passiver, som kan omfattes af den partielle boopgørelse, kunne lægges fast, og det vil ikke længere være nødvendigt med regnskab over indtægter og udgifter vedrørende de omhandlede aktiver og passiver.
Der vil navnlig kunne være behov for en partiel boopgørelse, hvis det ikke umiddelbart er muligt at sælge et aktiv, og hvis ægtefællerne er enige om, at det vil være bedst at vente med et salg i stedet for at sænke prisen. Også hvis der verserer en sag om en enkelttvist, f.eks. om et pensionskompensationskrav, som vil kunne trække ud, eller hvis en ægtefælles situation på et enkelt punkt er uafklaret, f.eks. på grund af en tvist med en tredjemand, vil det kunne være hensigtsmæssigt at lave en partiel boopgørelse.
Det er imidlertid udgangspunktet, at skiftet sker samlet, og der kan kun udarbejdes en partiel boopgørelse, når det er sikkert, at de aktiver, som ægtefællerne får tildelt ifølge den partielle boopgørelse, kan rummes inden for deres respektive boslodder.
Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets § 28 om udkast til boopgørelse og § 29 om forelæggelse af boopgørelsen for ægtefællerne samt kapitel 4 om skifterettens behandling af boopgørelser også finder anvendelse på partielle boopgørelser med de lempelser, der følger af, at der er tale om en partiel opgørelse. F.eks. vil der ikke kunne være en indstilling om bobehandlerens samlede salær (men eventuelt om et acontosalær, jf. lovforslagets § 41) eller den endelige omkostningsfordeling.
Henvisningen til lovforslagets kapitel 4 giver bl.a. mulighed for, at der som betingelse for at stadfæste en partiel boopgørelse vil kunne stilles krav om sikkerhedsstillelse i overensstemmelsen med lovforslagets § 34, stk. 2, 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.