Ægtefælleskifteloven § 2

Bestemmelsen fastsætter skifterettens saglige kompetence for så vidt angår sager om enkelttvister under en bobehandling eller et privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver samt visse andre tvister mellem ægtefæller.

Bestemmelsen udvider skifterettens kompetence i forhold til gældende ret, jf. nærmere nedenfor.

Bestemmelsens stk. 1, 2 og 4 bygger på §§ 2 og 68 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen, idet der dog ud over en vis omstrukturering og visse præciseringer også er foretaget enkelte indholdsmæssige ændringer. Det foreslås således, at skifteretten også skal have kompetence til at behandle sager om enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver, hvorimod tvister vedrørende et enkelt særejeaktiv, der rejses uafhængigt af en bodeling eller et særejekompensationskrav, ikke skal være omfattet af skifterettens kompetence.

Bestemmelsens stk. 3 svarer til § 3 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.

Det foreslås, at skifteretten skal have kompetence til at behandle sager om enkelttvister, der opstår under skifterettens behandling af et bo som nævnt i lovforslagets § 1 eller under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver.

Det foreslås endvidere som noget nyt, at skifteretten skal behandle tvister mellem ægtefæller om særejekompensationskrav (»urimeligt ringe«-reglen) samt sager om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af bodelingsaftaler. Sådanne tvister behandles i dag ved de almindelige domstole, heraf nogle som ægteskabssager, jf. retsplejelovens kapitel 42.

Det foreslås i stk. 1, at skifteretten behandler sager om enkelttvister, der opstår under den pågældende skifterets behandling af et bo efter lovforslagets § 1 eller under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver.

Skifteretten vil således være kompetent til at behandle alle enkelttvister i forbindelse med bobehandlingen, der opstår under et skifte efter lovforslagets § 1, og parterne vil ikke være tvunget til forumskifte, idet bestemmelsen indebærer, at den skifteret, der behandler boet, ikke blot har saglig, men også international og stedlig kompetence til at behandle sådanne tvister.

Forslaget indebærer bl.a., at enkelttvister mellem ugifte samlevende, der opstår ved en opløsning af sameje om flere aktiver i forbindelse med samlivets ophør, vil høre under skifterettens kompetence, hvis de ugifte samlevende har et bo, der behandles ved skifteretten. Som eksempler kan nævnes en tvist om et kompensationskrav eller om den indbyrdes hæftelse for fælles gæld.

Af bestemmelsen følger endvidere, at skifteretten har kompetence til at behandle alle enkelttvister, der opstår under ægtefællers private deling af fællesboet. I forhold til gældende ret foreslås således den ændring, at skifterettens kompetence i sådanne tilfælde er obligatorisk og ikke forudsætter enighed mellem ægtefællerne. Vederlagskrav efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 23 (jf. det foreslåede nr. 3) hører dog allerede efter gældende ret obligatorisk under skifterettens kompetence også i tilfælde af privat deling af ægtefællers fællesbo.

Endvidere vil skifteretten som noget nyt også have kompetence til at behandle enkelttvister, der opstår under privat skifte af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver.

Skifteretten vil derimod fortsat ikke have kompetence til at behandle sager om enkelttvister (f.eks. om et kompensationskrav eller om den indbyrdes hæftelse for fælles gæld) mellem ugifte samlevende, der ikke skifter, eller som skifter privat. Det samme gælder andre boer (herunder interessentskabsboer), der skiftes privat. Sådanne enkelttvister vil i givet fald i stedet skulle indbringes for de almindelige domstole, hvilket svarer til gældende ret.

Skifterettens kompetence til at behandle sager om enkelttvister, der opstår under privat skifte, omfatter også tilfælde, hvor sagens udfald kan have betydning for, om der i det hele taget foreligger et bo. Som eksempel kan nævnes en tvist om fortolkningen eller gyldigheden af en særejeægtepagt eller en særejebestemmelse, hvor den ene part hævder, at der er særeje om alle ægtefællernes ejendele (eller om alle ejendele, som ægtefællerne ikke allerede har delt ved aftale). Som et andet eksempel kan nævnes en tvist om ejerskabet til flere særejeaktiver.

Skifterettens kompetence til at behandle sager om enkelttvister, der opstår under privat skifte, forudsætter, at boet ikke allerede er delt. Er der tvist herom, kan skifteretten imidlertid under sagen tage stilling til, om boet er delt. Hvis skifteretten kommer frem til, at boet ikke er delt, behandler og afgør skifteretten herefter den pågældende enkelttvist. Hvis skifteretten derimod kommer frem til, at boet er delt, afviser skifteretten at behandle den pågældende enkelttvist. Hvis det er nødvendigt for at tage stilling til kompetencen til at behandle en enkelttvist, kan skifteretten i den forbindelse også tage stilling til gyldigheden af en bodelingsaftale. I et sådant tilfælde vil skifteretten således om nødvendigt skulle træffe afgørelse om bodelingsaftalens gyldighed og ikke – som det efter omstændighederne kan være tilfældet ved en anmodning om offentligt skifte efter lovforslagets § 1 – henvise den ægtefælle, der ønsker bodelingsaftalen tilsidesat, til at anlægge en selvstændig sag om bodelingsaftalens gyldighed efter lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2.

Skifterettens kompetence efter det foreslåede stk. 1 omfatter alle enkelttvister i forbindelse med bodelingen, herunder f.eks. om fordelingen af aktiver og passiver, om kompensationskrav, om refusionskrav, om omfanget af særejer og rettigheder omfattet af lov om ægteskabets retsvirkninger § 15, stk. 2, og om i hvilket omfang gæld kan tages i betragtning.

Tvister som nævnt i nr. 1 kan forekomme i alle boer omfattet af lovforslagets § 1. Tvister som nævnt i nr. 2-4 kan derimod kun forekomme ved skifte af ægtefællers fællesbo, mens tvister som nævnt i nr. 5 og 6 kan forekomme dels ved skifte af ægtefællers fællesbo, dels i forbindelse med opløsning af ægtefællers sameje om flere særejeaktiver.

Efter nr. 1 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om opgørelsen og fordelingen af boets aktiver og passiver. Som eksempler kan nævnes tvister om, hvilke aktiver og passiver der indgår i boet, om værdiansættelsen af et aktiv eller passiv og om, hvem der skal have udlagt et aktiv eller passiv.

For så vidt angår skifte af ægtefællers fællesbo kan som yderligere eksempler nævnes tvister om anvendelsen af de materielle delingsregler i lovforslagets §§ 59-62 om forlods udtagelse af genstande til personligt brug eller til børnenes brug eller af bohave mv. og skævdeling ved omstødelse af ægteskab eller kortvarigt ægteskab samt om anvendelsen af lovforslagets § 63 om krydsende udtagelsesret, eksempelvis til familiens bolig.

Efter nr. 2 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om opgørelsen af bodelene og i givet fald den del heraf, der indgår i bodelingen. Som eksempler kan nævnes tvister om, til hvis bodel et aktiv eller passiv hører (herunder om, hvorvidt der er opstået sameje om et aktiv, og om fortolkningen og gyldigheden af gaveægtepagter), om afgrænsningen af bodelene over for eventuelle særejer (herunder om fortolkningen og gyldigheden af særejeægtepagter og særejebestemmelser), om omfanget af rettigheder efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 15, stk. 2, og om forlods udtagelse af pensionsrettigheder efter lov om ægteskabets retsvirkninger §§ 16 b og 16 c (herunder om fortolkningen og gyldigheden af ægtepagter efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 16 h).

Efter nr. 3 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om vederlagskrav efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 23.

Efter nr. 4 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om pensionskompensationskrav efter lov om ægteskabets retsvirkninger §§ 16 d-16 f.

Efter nr. 5 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om afgrænsningen af særejer over for hinanden (afgrænsningen af særejer over for fælleseje er omfattet af nr. 2), herunder om, til hvis særeje et aktiv hører, om, hvorvidt der er opstået sameje om et særejeaktiv, og om fortolkningen og gyldigheden af ægtepagter og særejebestemmelser.

Efter nr. 6 er skifteretten kompetent til at behandle enkelttvister om særejekompensationskrav, jf. lovforslagets § 67, der viderefører ægteskabslovens § 56 med de ændringer, der følger af forslaget om, at sådanne kompensationskrav fremover ikke skal behandles som et vilkår i forbindelse med separation eller skilsmisse, men derimod af skifteretten. Dette er en ændring i forhold til gældende ret.

Som for de øvrige numre i stk. 1 er det en forudsætning, at sagen indbringes enten under skifterettens behandling af et bo efter lovforslagets § 1 eller i forbindelse med privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver. Herudover kan en selvstændig sag om særejekompensationskrav imidlertid indbringes for skifteretten efter det foreslåede stk. 2.

Opregningen i nr. 1-6 er ikke udtømmende. Som eksempel på en tvist, som ikke er direkte nævnt, kan nævnes krav om godtgørelse i anledning af omstødelse af ægteskab, jf. ægteskabslovens § 26. Også behandlingen af et sådant krav (der er sjældent forekommende) vil være omfattet af bestemmelsen.

Som et andet eksempel kan nævnes en tvist om, hvilket lands lovgivning der finder anvendelse på ægtefællers formueordning. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er noget til hinder for, at en dansk skifteret anvender udenlandske regler om opgørelsen og fordelingen af boets aktiver og passiver. Opregningen i nr. 1-6 vil i en sådan situation skulle forstås på den måde, at de enkelte numre omfatter tilsvarende tvister efter de anvendelige udenlandske regler. Da opregningen som nævnt ikke er udtømmende, vil skifteretten endvidere i en sådan situation kunne behandle andre former for enkelttvister, som måtte være relevante under en bodeling, der sker efter udenlandsk materiel ret. Det bemærkes, at skifteretten altid anvender danske processuelle regler.

Et sagsanlæg efter det foreslåede stk. 1 vil kunne angå en eller flere tvister.

Om skifterettens behandling af enkelttvister under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver henvises i øvrigt til lovforslagets § 66 om, hvornår sagen tidligst kan indbringes for skifteretten, og om skifterettens mulighed for at afvise at behandle en sag om en enkelttvist under et privat skifte, hvis den efter sit omfang og karakter bør behandles under et skifte efter lovforslagets § 1.

Bestemmelsens stk. 2 angår selvstændige sager om visse familieformueretlige tvister, der opstår mellem ægtefæller uafhængigt af, om der er et bo at dele. Der er tale om sager, som i dag hører under de almindelige domstole, og det foreslås, at de fremover skal høre under skifteretten.

Stk. 2 angår alene sager mellem ægtefæller, ikke sager mellem ugifte samlevende eller mellem parterne i andre boer. Tvister mellem andre end ægtefæller om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af en bodelingsaftale må i givet fald indbringes for de almindelige domstole.

Tvister om ægtefællers bodelingsaftaler kan ikke behandles som en enkelttvist efter det foreslåede stk. 1, uanset om tvisten opstår under privat skifte eller under skifterettens behandling af et bo efter lovforslagets § 1. Der må i givet fald i stedet anlægges en selvstændig sag efter stk. 2. Skifteretten kan imidlertid som led i en afgørelse om sin kompetence til at behandle et bo efter lovforslagets § 1 tage stilling til, om skifte er udelukket som følge af en foreliggende bodelingsaftale. Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til stk. 1 kan skifteretten endvidere om nødvendigt som led i en afgørelse om sin kompetence til at behandle en enkelttvist under et privat skifte tage stilling til, om sagsanlæg efter stk. 1 er udelukket som følge af en foreliggende bodelingsaftale.

Stk. 2, nr. 1, angår ligesom stk. 1, nr. 6, særejekompensationskrav, jf. lovforslagets § 67, og det er som nævnt en ændring i forhold til gældende ret, at sådanne krav fremover skal behandles ved skifteretten og ikke længere som et vilkår i forbindelse med separation eller skilsmisse. Under en sådan sag om et særejekompensationskrav vil der også, i det omfang det er relevant for at kunne tage stilling til kravet, kunne træffes afgørelse om afgrænsning af særejer, herunder i givet fald om fortolkningen og gyldigheden af ægtepagter og særejebestemmelser. Bestemmelsen skal endvidere forstås på den måde, at skifteretten har kompetence, selv om der alene er nedlagt subsidiær påstand om særejekompensation, mens den principale påstand angår ejerskabet til et særejeaktiv.

Med hensyn til de tidsmæssige betingelser for, at et sådant krav kan indbringes for skifteretten, henvises til lovforslagets § 67, stk. 2 og 3, og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen skal ligesom stk. 1, nr. 6, forstås på den måde, at den omfatter den type af krav, som i dansk ret reguleres af lovforslagets § 67, stk. 1. Bestemmelsen omfatter således også tilsvarende krav, som gøres gældende i medfør af udenlandsk ret i tilfælde, hvor danske lovvalgsregler indebærer, at spørgsmålet skal afgøres efter udenlandsk ret.

Stk. 2, nr. 2, angår sager om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af bodelingsaftaler. Bestemmelsen gælder, uanset om aftalen er indgået før eller efter separation eller skilsmisse, og hvad enten en part påberåber sig ægteskabslovens § 58 eller aftalelovens kapitel 3, herunder § 36. I dag behandles sager om anfægtelse af bodelingsaftaler indgået med henblik på separation eller skilsmisse, jf. ægteskabslovens § 58, som en ægteskabssag, jf. retsplejelovens § 448, hvorimod andre sager om anfægtelse af bodelingsaftaler behandles som en almindelig civil sag.

I tilfælde, hvor skifteretten ikke behandler et bo efter lovforslagets § 1 og der heller ikke foregår privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, har skifteretten kun kompetence i de tilfælde, der fremgår af det foreslåede stk. 2. Skifteretten har således f.eks. ikke kompetence til at afgøre en selvstændig sag om ejerskabet til et enkelt aktiv, hvis skifteretten ikke behandler et bo efter lovforslagets § 1 og der heller ikke foregår privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver eller er fremsat krav om særejekompensation. En sådan tvist vil derfor i givet fald skulle indbringes for de almindelige domstole. Det samme gælder, hvis en ægtefælle under ægteskabet, uden at der er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse mv., ønsker at føre retssag om fortolkningen eller gyldigheden af en ægtepagt eller særejebestemmelse.

Det foreslås i stk. 3, at skifteretten kan henvise en sag om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af en bodelingsaftale, der også angår andet end bodelingen (såkaldte pakkeaftaler eller blandede aftaler), til de almindelige domstole.

Den foreslåede bestemmelse skal på den ene side sikre, at skifterettens ekspertise udnyttes for så vidt angår sager, der reelt alene angår bodelingsspørgsmål, men på den anden side sikre, at skifteretten ikke gøres kompetent på andre områder.

Hvis en aftale også omfatter andet end bodelingen, vil det vil f.eks. kunne dreje sig om ægtefællebidrag.

Anfægtelse af aftaler, der kun angår ægtefællebidrag, kan behandles som en ægteskabssag ved de almindelige domstole efter retsplejelovens § 448, nr. 5 (som foreslås ændret ved lovforslagets § 81, nr. 7).

Hvis der anlægges sag om en bodelingsaftale, der indeholder spørgsmål om ægtefællebidrag, bør skifteretten som udgangspunkt henvise sagen til de almindelige domstole. I tilfælde, hvor spørgsmålet om gyldigheden af aftalen reelt alene går på bodelingen, bør skifteretten dog behandle sagen. Et eksempel kunne være, at det i bodelingsaftalen er gengivet, hvad der skal betales i ægtefællebidrag, men hvor dette ikke er kædet sammen med resultatet af selve bodelingen.

Stk. 3 er en del af de foreslåede regler om skifterettens saglige kompetence, som skal påses af skifteretten ex officio. Skifteretten kan således også af egen drift henvise en sag til de almindelige domstole i medfør af stk. 3. I grænsetilfælde vil skifteretten dog også kunne tage hensyn til parternes synspunkter med hensyn til, om sagen bør behandles ved skifteretten eller de almindelige domstole.

Det foreslås i stk. 4, at sager som nævnt i stk. 1 og 2 skal behandles efter retsplejelovens regler om civile retssager, jf. dog lovforslagets § 5 om international kompetence. Det foreslås endvidere, at lovforslagets §§ 68 og 72 skal finde tilsvarende anvendelse i sådanne sager.

Lovforslagets § 68 om, at retsmøder i skifteretten foregår for lukkede døre, gælder således også i retssager efter lovforslagets § 2. Det samme gælder forbuddet om ved offentlig gengivelse af domme og kendelser at offentliggøre identiteten på nogen af de personer, der er nævnt i afgørelsen.

Endvidere gælder lovforslagets § 72 om adgang til at anvende vidnetvang over for en part også i retssager efter lovforslagets § 2.

Det foreslåede stk. 1 indebærer som nævnt, at en skifteret, der behandler et bo efter lovforslagets § 1, har international og stedlig kompetence til at behandle sager om enkelttvister, der opstår under skifterettens behandling af boet. Hvis en sag om en enkelttvist er indbragt for skifteretten i forbindelse med privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, og boet efterfølgende indbringes for en anden skifteret til bobehandling efter lovforslagets § 1, bør den skifteret, hvor sagen om en enkelttvist verserer, endvidere som udgangspunkt henvise sagen til den skifteret, hvor boet behandles.

Med lovforslagets § 5 foreslås en særlig regel om skifterettens internationale kompetence i sager om enkelttvister under privat deling af ægtefællers fællesbo og sameje om flere særejeaktiver, jf. stk. 1, og i selvstændige sager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav eller bodelingsaftaler, jf. stk. 2.

I øvrigt behandles sager omfattet af § 2 efter retsplejelovens almindelige regler om civile retssager. Sagen anlægges således ved indlevering af stævning til skifteretten, jf. retsplejelovens § 348, og der skal betales retsafgift efter retsafgiftslovens kapitel 1, jf. forslaget til retsafgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 3 (lovforslagets § 85, nr. 7).

Henlæggelsen af kompetencen til skifteretten indebærer ikke, at retsplejelovens § 226 er fraveget, og der er således mulighed for efter anmodning fra en part at henvise en sag af principiel karakter til behandling ved landsretten som første instans. Der er også mulighed for i givet fald at behandle sagen med flere juridiske dommere i byretten efter reglerne i retsplejelovens § 12, stk. 3.

Sager efter § 2 behandles efter retsplejelovens kapitel 39 om behandling af sager om mindre krav (småsagsprocessen), i det omfang det følger af retsplejelovens §§ 400-402.

Retsplejelovens almindelige regler om appel finder anvendelse på skifterettens afgørelse af sager efter lovforslagets § 2 og på skifterettens afgørelser under behandlingen af en sådan sag. Behandlingen og afgørelsen af flere sager efter § 2, der verserer samtidig ved skifteretten, vil kunne forenes efter retsplejelovens regler om sammenlægning af krav, jf. retsplejelovens kapitel 23.

Sager efter § 2 afgøres ved dom, og retsplejelovens almindelige regler om sagsomkostninger i kapitel 30 finder anvendelse, herunder således at den tabende part som udgangspunkt skal betale sagsomkostninger til den vindende part. Det forudsættes således, at den gældende praksis, hvorefter der kun ganske sjældent tilkendes sagsomkostninger i forbindelse med afgørelsen af tvister i forbindelse med ægtefælleskifter, ikke videreføres i forhold til sager efter § 2. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis begge ægtefæller f.eks. ved sammenblanding af formuen eller uklare aftaler i væsentlig grad har medvirket til den retsuvished, der førte til tvisten, kan det efter den almindelige regel i retsplejelovens § 312, stk. 2, tale for, at den tabende part ikke pålægges at betale sagsomkostninger til den vindende part.

De almindelige regler i retsplejelovens kapitel 31 om fri proces finder ligeledes anvendelse i sager efter § 2. De foreslåede særlige regler om fri proces til bobehandlingen, jf. lovforslagets § 81, nr. 2-5, omfatter således ikke sager efter § 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.