Ægtefælleskifteloven § 19

Bestemmelsen angiver bobehandlerens opgaver i hovedtræk, idet mere detaljerede regler fremgår af kapitlets øvrige bestemmelser. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.

Bestemmelsen svarer til Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen.

Efter den foreslåede bestemmelse hører det til bobehandlerens opgaver at vejlede ægtefællerne om deres retsstilling i nødvendigt omfang og at bistå ved praktiske spørgsmål under skiftet, jf. 1. pkt.

Vejledningen skal angå alle dele af bodelingen, herunder både juridiske spørgsmål og praktiske forhold. Har begge ægtefæller egen advokat, bør vejledningen afpasses i forhold til advokaternes bistand. Hvis kun den ene ægtefælle har egen advokat, stiller dette øgede krav til bobehandlerens evner som neutral vejleder. Finder bobehandleren, at der i en konkret situation er for stor styrkeforskel mellem de to parter, og at ægtefællen uden egen advokat har behov for en advokat til at rådføre sig med, f.eks. i forhold til, om et forligstilbud bør accepteres, kan bobehandleren opfordre den pågældende til at søge bistand hos egen advokat og om nødvendigt indstille til skifteretten, at den pågældende får beskikket en advokat, jf. lovforslagets § 23 og bemærkningerne hertil.

Herudover skal bobehandleren ifølge 2. pkt. søge at opnå holdbare løsninger af ægtefællernes konflikter på en betryggende måde, hvor omkostningerne står i rimeligt forhold til boets værdier. Dette kan bl.a. ske gennem forligsmægling og vejledning, således at de ressourcer, der anvendes, står i forhold til de omhandlede værdier. Det kan også ske ved, at bobehandleren opfordrer ægtefællerne til hurtigst muligt at anlægge sag, når det er klart, at der ikke kan opnås enighed om en enkelttvist, således at bobehandlerens ressourceanvendelse begrænses, og dobbeltbehandling undgås. Navnlig for så vidt angår brugte indbogenstande og andre genstande af begrænset økonomisk værdi, er det vigtigt, at bobehandleren gør ægtefællerne opmærksomme på, at de bør søge at forlige sig, idet salæret for bobehandlerens bistand til at løse eventuelle tvistepunkter nemt kommer til at overstige værdien af aktiverne. Konstateres uenighed, vil bobehandleren dog i sidste ende skulle opfordre til sagsanlæg.

Har en eller begge ægtefæller fri proces, vil bobehandleren under henvisning hertil kunne afslå at medvirke til undersøgelser mv., der ikke står i rimeligt forhold til boets værdier. Den fri proces vil kun gælde for et begrænset timetal, jf. lovforslagets § 40, stk. 2, og bobehandleren vil således være nødt til at prioritere.

Mens det er en grundlæggende opgave for bobehandleren at vejlede ægtefællerne, bør denne afstå fra at rådgive ægtefællerne om, hvad der konkret er bedst for den enkelte, idet dette vil være i strid med det grundlæggende princip om, at bobehandleren skal være upartisk.

Afgrænsningen mellem på den ene side den neutrale vejledning om, hvad der følger af regler og praksis på området, og på den anden side den konkrete rådgivning om, hvad der er bedst stemmende med en parts egne behov og interesser, bør foretages på samme måde, som det i dag sker mellem skifterettens vejledning og parternes eventuelle egne advokaters rådgivning. Bobehandleren bør sørge for, at begge ægtefæller er bekendt med retspraksis på de forskellige konfliktområder. Der kan også vejledes om, at der efter klar retspraksis ikke er støtte for den ene af ægtefællernes synspunkter. Er retsstillingen på et bestemt område uafklaret, eller vurderer bobehandleren et spørgsmål som tvivlsomt, bør bobehandleren gøre opmærksom på dette, så ægtefællerne kan træffe deres egne beslutninger på dette grundlag.

Er der forhold, som tyder på, at ægtefællerne har krav på kompensation eller godtgørelse af den ene eller anden karakter, bør bobehandleren vejlede om reglerne herom. Er der diskussion om ejerskabet til et bestemt aktiv, vil bobehandleren f.eks. skulle vejlede om, hvilke krav der normalt stilles for at kunne dokumentere sameje om eller ejerskab til en genstand, der formelt tilhører den ene. Derimod bør bobehandleren i almindelighed afholde sig fra at rådgive en ægtefælle om, hvorvidt et forligstilbud fra den anden ægtefælle bør accepteres, eller hvorvidt en ægtefælle bør stille krav af en vis størrelse i form af skævdeling, kompensation osv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.