LBK nr 1808 af 03/09/2021
Justitsministeriet
Ægtefælleskifteloven § 11
Skifteretten indkalder snarest muligt ægtefællerne til et vejlednings- og forligsmøde, medmindre mødet undtagelsesvis findes upåkrævet.
Stk. 2. Ægtefællerne skal møde personligt, medmindre skifteretten undtagelsesvis bestemmer andet.
Forarbejder til Ægtefælleskifteloven § 11
RetsinformationBestemmelsen angår skifterettens indkaldelse til vejlednings- og forligsmøde og ægtefællernes pligt til at deltage personligt i mødet. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse i andre boer end ægtefællers fællesbo, jf. lovforslagets § 1, stk. 3.
Bestemmelsens stk. 1 svarer til § 11 i Ægtefælleskifteudvalgets lovudkast i betænkningen. Bestemmelsens stk. 2 lovfæster den pligt for ægtefællerne til at deltage personligt i vejlednings- og forligsmødet, som Ægtefælleskifteudvalget har forudsat.
Det foreslås i stk. 1, at skifteretten skal indkalde ægtefællerne til et vejlednings- og forligsmøde snarest muligt efter modtagelsen af en anmodning om bistand til deling af fællesboet, medmindre mødet undtagelsesvist findes upåkrævet. Et møde kan f.eks. være upåkrævet, hvis begge ægtefæller er repræsenteret ved advokat og erklærer, at sagen bør henvises direkte til bobehandler, jf. lovforslagets § 17.
Indkaldelsen skal indeholde oplysning om reglerne om indsendelse af oplysninger forud for mødet og om skifterettens mulighed for ved manglende oplysninger at indhente oplysninger fra offentlige myndigheder, jf. lovforslagets § 12.
Indkaldelsen bør endvidere i relevant omfang indeholde oplysning om mulighederne for retsmægling og fri proces.
Med hensyn til indholdet af mødet henvises til lovforslagets § 15 og bemærkningerne hertil.
Det foreslås i stk. 2, at ægtefællerne skal møde personligt, medmindre skifteretten undtagelsesvis bestemmer andet. Fritagelse for personligt møde kan f.eks. være begrundet i, at en ægtefælle befinder sig i udlandet og ikke har mulighed for at deltage i mødet ved anvendelse af telekommunikation. Fritagelse kan også være begrundet i, at en ægtefælle er fysisk eller psykisk svækket, eventuelt i en sådan grad, at ægtefællen må antages ikke at være i stand til at forstå betydningen af vejlednings- og forligsmødet.
Det foreslåede stk. 2 om personlig mødepligt finder tilsvarende anvendelse på eventuelle senere møder under skifterettens indledende behandling af en anmodning om skifte, jf. lovforslagets § 15, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.