Voldgiftsloven § 39

Bestemmelsen angår nægtelse af anerkendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelser. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til modellovens art. 36. Bestemmelsen omfatter såvel voldgiftskendelser, der er afsagt i Danmark, som voldgiftskendelser, der er afsagt i udlandet. Bestemmelsen omfatter alle voldgiftskendelser, hvad enten der er tale om handelsvoldgift eller ikke. Bestemmelsen kan ikke fraviges ved aftale.

Stk. 1 indeholder en udtømmende opregning af de grunde, som kan begrunde, at en voldgiftskendelse nægtes anerkendt eller fuldbyrdet. Opregningen er identisk med modellovens tilsvarende opregning af nægtelsesgrunde, der igen bygger på New York-koventionens art. V, jf. herom pkt. 3.1.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Nægtelsesgrundene svarer desuden nøje til de ugyldighedsgrunde, der foreslås for voldgiftskendelser, der er afsagt i Danmark, jf. § 37.

Det kan i den forbindelse særligt fremhæves, at en voldgiftskendelse ikke kan nægtes anerkendt eller fuldbyrdet under henvisning til, at voldgiftsretten har anvendt retsreglerne forkert eller har fejlbedømt sagens faktiske omstændigheder. Fra dette såkaldte materielle revisionsforbud må dog undtages de ekstraordinære tilfælde, hvor der foreligger så overordentlig graverende fejl fra voldgiftsrettens side, at anerkendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen vil være åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public), jf. nr. 2, litra b.

Nr. 1 opregner de nægtelsesgrunde, som er undergivet parternes fri rådighed (dispositive nægtelsesgrunde). Disse nægtelsesgrunde kan kun bringes i anvendelse efter anmodning fra en part, og bevisbyrden for, at en sådan nægtelsesgrund foreligger, påhviler den part, der anmoder om, at voldgiftskendelsen nægtes anerkendt eller fuldbyrdet.

Litra a angår voldgiftsaftalens ugyldighed. Hvis voldgiftsaftalen var ugyldig, har der ikke været noget grundlag for, at voldgiftsretten overhovedet skulle behandle sagen, og voldgiftskendelsen vil derfor ikke kunne anerkendes eller fuldbyrdes.

Gyldighedsspørgsmålet skal for så vidt angår parternes retlige handleevne vurderes efter loven i det land, hvor parten havde domicil i internationalprivatretlig forstand ved aftalens indgåelse. Dette kriterium er i lovteksten i overensstemmelse med sædvanlig sprogbrug i lovtekster angivet ved ordet »bopæl«. Ved domicil i internationalprivatretlig forstand forstås det land eller territoriale retsområde, hvor en person har bopæl eller ophold i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være midlertidigt.

Andre spørgsmål i relation til voldgiftsaftalens indgåelse og gyldighed skal bedømmes efter den lov, som parterne har vedtaget for den. Det er en forudsætning, at parternes vedtagelse er gyldig, hvilket må afgøres efter dansk rets almindelige internationalprivatretlige regler. Parterne kan ikke ved en sådan vedtagelse sætte de foreslåede regler i §§ 6 og 7 ud af kraft. Uanset om voldgiftsaftalens indgåelse og gyldighed i øvrigt i overensstemmelse med parternes vedtagelse skal afgøres efter fremmed ret, er voldgiftsaftalen således under alle omstændigheder ugyldig, hvis den strider mod § 6 om, hvilke tvister der efter deres art kan afgøres ved voldgift, eller mod § 7 om, at en voldgiftsaftale skal angå et bestemt retsforhold, og om, at en forudgående voldgiftsaftale i forbrugerforhold ikke er bindende for forbrugeren. Med andre ord kan §§ 6 og 7 ikke fraviges ved en aftale om anvendelse af fremmed ret (dvs. bestemmelserne er internationalt præceptive).

Har parterne ikke vedtaget, hvilken lov (dvs. hvilket lands lovgivning) der skal anvendes på voldgiftsaftalen, afgøres spørgsmål om aftalens indgåelse og gyldighed – bortset fra de spørgsmål, der reguleres ved §§ 6 og 7 – efter loven i det land, hvor voldgiftskendelsen er afsagt. Er voldgiftskendelsen afsagt i Danmark, således efter dansk materiel aftaleret, herunder aftalelovens regler. Som nævnt afgøres spørgsmål om parternes retlige handleevne dog efter parternes respektive domicillove (dvs. lovgivningen i det land, hvor parten har domicil i internationalprivatretlig forstand).

Nægtelsesgrunden efter litra a hører som nævnt til de dispositive nægtelsesgrunde, og en part kan være afskåret fra at gøre denne nægtelsesgrund gældende, hvis parten må anses for at have givet afkald herpå. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis parten har deltaget i voldgiftssagen uden at gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence, jf. § 16, stk. 4, og bemærkningerne hertil. Som det fremgår heraf, kan en indsigelse om, at tvisten efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift, dog ikke fortabes, jf. herved også den (indispositive) nægtelsesgrund, der er nævnt i § 39, stk. 1, nr. 2, litra a. Endvidere mister en forbruger kun en indsigelse om, at voldgiftsaftalen ikke er bindende for forbrugeren, hvis forbrugeren deltager i voldgiftssagen efter at have modtaget oplysning om, at voldgiftsaftalen ikke er bindende, jf. § 16, stk. 4, 2. pkt.

Litra b angår tilfælde, hvor den part, mod hvem voldgiftskendelsen påberåbes, ikke fik behørig meddelelse om udpegningen af en voldgiftsdommer eller om voldgiftssagens behandling eller af andre grunde var ude af stand til at fremføre sin sag.

Litra b omfatter navnlig tilsidesættelse af fundamentale retsplejeprincipper om adgang til at gøre sig bekendt med processtoffet i sagen (partsoffentlighed) og til at svare på de påstande og anbringender, som modparten fremfører (kontradiktion). Er voldgiftskendelsen afsagt uden iagttagelse af disse fundamentale retsplejeprincipper, kan den nægtes anerkendt eller fuldbyrdet.

Det afgørende er, om voldgiftskendelsen er afsagt, uden at den part, mod hvem voldgiftskendelsen påberåbes, havde behørig adgang til at fremføre sin sag. Selv om der under voldgiftssagens behandling måtte være begået fejl i relation til at underrette en part om en mundtlig forhandling eller om det skriftlige materiale i sagen, kan voldgiftskendelsen ikke nægtes anerkendt eller fuldbyrdet, hvis parten efterfølgende har modtaget behørig underretning og fået adgang til at fremføre sin sag, før voldgiftskendelsen blev afsagt.

Litra c angår tilfælde, hvor voldgiftskendelsen behandler en tvist, der ikke er omfattet af voldgiftsaftalen, eller afgør spørgsmål, som falder uden for voldgiftsaftalen.

I en sådan situation har der ikke været noget grundlag for, at voldgiftsretten overhovedet skulle behandle den pågældende tvist eller det pågældende spørgsmål, og voldgiftskendelsen vil derfor også helt eller delvis kunne nægtes anerkendt eller fuldbyrdet. Såfremt voldgiftskendelsen behandler tvister eller spørgsmål både inden for og uden for, hvad voldgiftsretten ifølge voldgiftsaftalen har kompetence til at tage stilling til, vil anerkendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen således delvis kunne nægtes, nemlig for så vidt angår de dele af voldgiftskendelsen, der behandler tvister eller spørgsmål, som falder uden for voldgiftsaftalen, jf. herved også stk. 2.

Nægtelsesgrunden efter litra c hører som nævnt til de dispositive nægtelsesgrunde, og en part kan være afskåret fra at gøre denne nægtelsesgrund gældende, hvis parten må anses for at have givet afkald herpå. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis parten har deltaget i voldgiftssagen uden at gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence, jf. § 16, stk. 4, og bemærkningerne hertil. Som det fremgår heraf, kan en indsigelse om, at tvisten efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift, dog ikke fortabes, jf. herved også den (indispositive) nægtelsesgrund, der er nævnt i § 39, stk. 1, nr. 2, litra a.

Litra d angår voldgiftsrettens sammensætning og voldgiftssagens behandling. Litra d indebærer, at voldgiftskendelsen kan nægtes anerkendt eller fuldbyrdet, hvis voldgiftsrettens sammensætning eller voldgiftssagens behandling ikke var i overensstemmelse parternes aftale eller med loven i det land, hvor voldgiften fandt sted.

Nægtelsesgrunden efter litra d hører som nævnt til de dispositive nægtelsesgrunde, og en part kan være afskåret fra at gøre denne nægtelsesgrund gældende, hvis parten må anses for at have givet afkald herpå. Dette vil navnlig kunne være tilfældet, hvis parten har deltaget i voldgiftssagen uden at gøre indsigelse mod, at voldgiftsaftalen eller deklaratoriske regler i voldgiftsstedets voldgiftslovgivning ikke er blevet overholdt, jf. for så vidt angår voldgift, der har fundet sted i Danmark, § 3 og bemærkningerne hertil. Det bemærkes herved, at § 3, der er identisk med modellovens art. 4, er udtryk for et internationalt anerkendt princip.

For så vidt angår voldgift, der har fundet sted i Danmark, gælder, at voldgiftslovens regler om voldgiftsrettens sammensætning, jf. kapitel 3, som udgangspunkt er deklaratoriske. Reglen i § 12 om indsigelser mod en voldgiftsdommer er dog præceptiv. En indsigelse mod en voldgiftsdommer efter § 12 skal imidlertid som udgangspunkt fremsættes under voldgiftssagens behandling, og sker dette ikke, kan indsigelsen ikke senere påberåbes som grundlag for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen, jf. § 13, stk. 4, og bemærkningerne hertil. Hvis en indsigelse mod en voldgiftsdommer bygger på forhold, som parten først er blevet bekendt med efter voldgiftskendelsens afsigelse, kan indsigelsen imidlertid påberåbes som grundlag for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse efter § 39, stk. 1, nr. 1, litra d.

For så vidt angår voldgift, der har fundet sted i Danmark, gælder endvidere, at voldgiftslovens regler om voldgiftsrettens sagsbehandling, jf. kapitel 5, som udgangspunkt er deklaratoriske. Reglen i § 18 om ligebehandling af parterne og om adgang til at fremføre sin sag er dog præceptiv. Med hensyn til parternes adgang til at fremføre deres sag kan der henvises til bemærkningerne til litra b ovenfor. Med hensyn til ligebehandling gælder, at hvis parterne i strid med § 18 ikke blev behandlet lige under voldgiftssagen, kan voldgiftskendelsen nægtes anerkendt eller fuldbyrdet. Der må i den forbindelse anlægges en helhedsvurdering af hele voldgiftssagen. Selv om der under voldgiftssagens behandling i relation til en mundtlig forhandling eller et skriftligt indlæg måtte være sket forskelsbehandling af parterne, kan voldgiftskendelsen ikke nægtes anerkendt eller fuldbyrdet, hvis voldgiftsretten efterfølgende, før voldgiftskendelsen blev afsagt, har rettet op herpå ved at give den forfordelte part de samme muligheder som den anden part.

For så vidt angår voldgift, der har fundet sted i udlandet, er det relevante spørgsmål, om voldgiftsrettens sammensætning eller voldgiftssagens behandling ikke var i overensstemmelse med voldgiftslovgivningen i det land, hvor voldgiften fandt sted. Det bemærkes i den forbindelse, at bevisbyrden for, at der foreligger en nægtelsesgrund – dvs. her at voldgiftsrettens sammensætning eller voldgiftssagens behandling ikke var i overensstemmelse med den relevante voldgiftslovgivning – som nævnt påhviler den part, der anmoder om, at voldgiftskendelsen nægtes anerkendt eller fuldbyrdet.

Litra e angår tilfælde, hvor voldgiftskendelsen endnu ikke er blevet bindende for parterne eller er blevet tilsidesat eller suspenderet af en domstol i det land, hvor den er afsagt, eller efter hvis ret den er afsagt.

Nr. 2 opregner de nægtelsesgrunde, der ikke er undergivet parternes fri rådighed (indispositive nægtelsesgrunde), og som retten kan anvende af egen drift. En part kan aldrig gyldigt give afkald på at påberåbe sig disse nægtelsesgrunde.

Litra a angår, om tvisten efter sin art kan afgøres ved voldgift. Kan tvisten efter sin art ikke afgøres ved voldgift, jf. herved § 6 og bemærkningerne hertil, kan voldgiftskendelsen nægtes anerkendt eller fuldbyrdet. Dette gælder, uanset om den part, mod hvem voldgiftskendelsen gøres gældende, påberåber sig nægtelsesgrunden efter litra a.

Litra b angår tilfælde, hvor anerkendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen vil være åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public). Der er tale om en snæver undtagelse. Foreligger der imidlertid åbenbar modstrid med ordre public, kan voldgiftskendelsen nægtes anerkendt eller fuldbyrdet. Dette gælder, uanset om den part, mod hvem voldgiftskendelsen gøres gældende, påberåber sig ordre public.

Stk. 2 fastslår, at hvis en nægtelsesgrund kun angår en del af voldgiftskendelsen, kan kun denne del nægtes anerkendt eller fuldbyrdet.

Stk. 2 har navnlig betydning i relation til nægtelsesgrunden efter stk. 1, nr. 1, litra c, om tilfælde, hvor voldgiftskendelsen behandler en tvist, der ikke er omfattet af voldgiftsaftalen, eller afgør spørgsmål, som falder uden for voldgiftsaftalen. Det kan nemlig tænkes, at voldgiftskendelsen behandler tvister eller spørgsmål både inden for og uden for, hvad voldgiftsretten ifølge voldgiftsaftalen har kompetence til at tage stilling til, og i så fald kan voldgiftskendelsen kun nægtes anerkendt eller fuldbyrdet for så vidt angår de dele af voldgiftskendelsen, der behandler tvister eller spørgsmål, som falder uden for voldgiftsaftalen.

Stk. 2 kan også have betydning i relation til nægtelsesgrundene efter stk. 1, nr. 2, hvor det kan tænkes, at voldgiftskendelsen behandler både en tvist, der efter sin art kan afgøres ved voldgift, og en tvist, der efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift, eller at det kun er med hensyn til dele af voldgiftskendelsen, at anerkendelse eller fuldbyrdelse vil være åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public). I givet fald vil voldgiftskendelsen delvis kunne nægtes anerkendt eller fuldbyrdet.

Stk. 2 kan også have betydning i relation til nægtelsesgrunden efter stk. 1, nr. 1, litra e, hvor det kan tænkes, at kun dele af voldgiftskendelsen er blevet tilsidesat eller suspenderet af en domstol i det land, hvor den er afsagt.

Derimod vil nægtelsesgrundene efter stk. 1, nr. 1, litra a, b og d, normalt ramme hele voldgiftskendelsen.

Stk. 3 angår de tilfælde, hvor der i det land, hvor voldgiftskendelsen er afsagt, er indgivet anmodning om tilsidesættelse af suspension af voldgiftskendelsen, jf. stk. 1, nr. 1, litra e. I denne situation kan den domstol, der behandler anmodningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse, udsætte sagen og efter anmodning fra den, der anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse, pålægge den anden part at stille passende sikkerhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 11

Kapitlet indeholder ikrafttrædelsesbestemmelser og overgangsregler mv.