LOV nr 553 af 24/06/2005
Justitsministeriet
Voldgiftsloven § 14
Bliver det af retlige eller faktiske grunde umuligt for en voldgiftsdommer at udføre hvervet, eller undlader en voldgiftsdommer af andre grunde at handle uden ugrundet ophold, ophører voldgiftsdommerens hverv, hvis voldgiftsdommeren trækker sig eller parterne er enige om, at hvervet skal ophøre. I modsat fald kan hver af parterne anmode domstolene om at afgøre, om hvervet skal ophøre af grunde som nævnt i 1. pkt.
Stk. 2. Trækker en voldgiftsdommer sig, eller tilslutter en part sig, at en voldgiftsdommers hverv skal ophøre, jf. stk. 1 eller § 13, stk. 2, indebærer dette ikke en godkendelse af grundlaget for indsigelsen.
Forarbejder til Voldgiftsloven § 14
RetsinformationBestemmelsen angår ophør af en voldgiftsdommers hverv af andre grunde end manglende upartiskhed eller uafhængighed eller mangel på kvalifikationer, som parterne har aftalt, at voldgiftsdommeren skal have. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til modellovens art. 14. I modsætning til modellovens art. 14 gælder den foreslåede § 14 imidlertid også, når det endnu ikke er fastlagt, hvor voldgiften skal finde sted. Bestemmelsen adskiller sig endvidere fra modelloven ved at give mulighed for appel af domstolenes afgørelser om, hvorvidt en voldgiftsdommers hverv skal ophøre.
Bestemmelsen gælder for voldgift, der finder sted her i landet, eller hvor det endnu ikke er fastlagt, hvor voldgiften skal finde sted, jf. § 1, stk. 1 og 3, og bemærkningerne hertil. Bestemmelsen kan fraviges ved aftale, idet stk. 1, 2. pkt., om indbringelse for domstolene dog ikke kan fraviges ved aftale.
Formålet med §§ 12 og 13 er at sikre, at voldgiftsdommerne besidder de kvalifikationer, som parterne har aftalt, og at de er upartiske og uafhængige.
I modsætning hertil er formålet med § 14 alene at sikre, at voldgiftssagen ikke går i stå eller trækker urimeligt længe ud, fordi en voldgiftsdommer ikke kan eller vil deltage i behandlingen af voldgiftssagen. Bestemmelsen angår tilfælde, hvor det af retlige eller faktiske grunde bliver umuligt for en voldgiftsdommer at udføre hvervet, eller hvor en voldgiftsdommer af andre grunde undlader at handle uden ugrundet ophold, jf. stk. 1, 1. pkt. Opstår denne situation, er der tre muligheder.
For det første kan voldgiftsdommeren selv trække sig, og for det andet kan den anden part tilslutte sig, at voldgiftsdommerens hverv skal ophøre. Dette indebærer ikke en godkendelse af grundlaget for indsigelsen, jf. nedenfor om stk. 2.
Den tredje mulighed er, at en part anmoder domstolene om at afgøre, om hvervet skal ophøre, fordi det af retlige eller faktiske grunde er blevet umuligt for en voldgiftsdommer at udføre hvervet, eller fordi en voldgiftsdommer af andre grunde har undladt at handle uden ugrundet ophold, jf. stk. 1, 2. pkt.
Der gælder ingen frist for at indbringe spørgsmålet for domstolene, men der vil kun være grundlag for at imødekomme en anmodning om, at voldgiftsdommerens hverv skal ophøre, hvis der på tidspunktet for indbringelsen for domstolene foreligger umulighed eller undladelse af at handle uden ugrundet ophold fra voldgiftsdommerens side. Hvis umuligheden i mellemtiden er overvundet, eller hvis voldgiftsdommeren ikke længere undlader at handle, er der ikke længere grundlag for at bringe hvervet til ophør.
De nærmere regler om behandlingen af en anmodning til domstolene om at afgøre, om en voldgiftsdommers hverv skal ophøre, fremgår af § 5, jf. nærmere denne bestemmelse og bemærkningerne hertil. I modsætning til, hvad der gælder efter modellovens art. 14, stk. 1, 2. pkt., kan domstolenes afgørelser om, hvorvidt en voldgiftsdommers hverv skal ophøre, appelleres i det omfang, retsplejelovens almindelige regler giver mulighed herfor, jf. § 5, stk. 4.
Stk. 2 fastslår, at hvis en voldgiftsdommer trækker sig, eller en part tilslutter sig, at en voldgiftsdommers hverv skal ophøre, indebærer dette ikke en godkendelse af grundlaget for indsigelsen.
Stk. 2 omfatter tilfælde, hvor der er rejst spørgsmål om, hvorvidt det af retlige eller faktiske grunde er blevet umuligt for en voldgiftsdommer at udføre hvervet, eller om, hvorvidt en voldgiftsdommer har undladt at handle uden ugrundet ophold, jf. stk. 1. Stk. 2 omfatter endvidere tilfælde, hvor der er rejst spørgsmål om, hvorvidt der foreligger forhold, som giver anledning til berettiget tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed eller uafhængighed, eller om, hvorvidt voldgiftsdommeren har de kvalifikationer, som parterne har aftalt, jf. § 12, stk. 2.
Det foreslåede § 14, stk. 2, giver mulighed for, at en voldgiftsdommeren selv kan trække sig uden derved at godkende grundlaget for indsigelsen, hvilket efter omstændighederne kunne få betydning for den pågældendes vederlag eller eventuelle erstatningsansvar. Envidere gives en part mulighed for at tilslutte sig, at voldgiftsdommerens hverv skal ophøre uden derved at godkende grundlaget for indsigelsen, hvilket ligeledes eventuelt kunne få betydning i anden sammenhæng. Herved fremmes voldgiftens effektivitet, da det bliver lettere at opnå en pragmatisk løsning, hvor en voldgiftsdommer udskiftes og erstattes af en ny, således at voldgiftssagen umiddelbart kan fortsætte, frem for at spørgsmålet først skal indbringes for domstolene til afgørelse.