VEJ nr 9794 af 25/09/2018
Erhvervsministeriet
Vejledning til bekendtgørelse nr. 962 af 25. juni 2018 om afviklingsplanlægning og afviklingsberedskab
3. Afviklingsplanlægning - bekendtgørelsens kapitel 2
En virksomhed skal kunne levere de oversigter og oplysninger, som fremgår af bekendtgørelsens bilag 1, hvis Finanstilsynet anmoder herom. Oplysninger skal, som anført nedenfor, kun kunne leveres, hvis de er relevante for den pågældende virksomhedstype og nødvendige for virksomhedens afviklingsplan.
Finanstilsynet modtager gennem sin tilsynsvirksomhed en række oplysninger om virksomhederne under tilsyn. Finanstilsynet anmoder som udgangspunkt ikke om oplysninger til afviklingsplaner, som Finanstilsynet i forvejen ligger inde med. Nogle oplysninger vil således kunne findes i virksomhedernes indberetninger, regnskaber, genopretningsplaner m.v. Er oplysningerne imidlertid ikke i et format, der kan bruges til at udarbejde eller vedligeholde den pågældende virksomheds eller koncerns afviklingsplan, kan Finanstilsynet anmode virksomheden om at indsende de nødvendige oplysninger og oversigter på ny.
Et eksempel på oplysninger, som kan vise sig at være i et format, der ikke kan benyttes til afviklingsplanlægning, er oplysninger indeholdt i virksomhedernes genopretningsplaner. Afhængig af genopretningsplanens udformning kan der være oplysninger, som også skal bruges til afviklingsplanlægning, men som ikke nødvendigvis er i et format, der kan bruges hertil. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor genopretningsplanen indeholder en beskrivelse af datterselskaber, men hvor virksomheden er en del af et afviklingskollegium, hvorfor der er behov for, at oplysningerne foreligger i en bestemt skemaform for at sikre, at alle dattervirksomheder i en koncern leverer oplysninger i samme format, således at oplysningerne kan sammenlignes på tværs og benyttes af alle i afviklingskollegiet.
Den gennemførelsesmæssige tekniske standard 2016/1066 om procedurer, standardskemaer og skabeloner til brug for afviklingsplanlægning (ITS’en) indeholder de skemaer og skabeloner, jf. bilag I til XIII, som virksomhederne skal benytte, såfremt Finanstilsynet anmoder virksomheden om at udlevere oplysninger og oversigter til brug for afviklingsplanlægningen. Når Finanstilsynet anmoder en virksomhed om at indsende de relevante oplysninger, vil det fremgå, hvilke(t) skema(er) virksomheden skal udfylde. Skemaerne skal udfyldes hvis relevant for virksomheden med henblik på at afgive nødvendige oplysninger til brug for udarbejdelsen og iværksættelsen af afviklingsplaner. Der er ikke noget til hinder for, at Finanstilsynet anmoder om andre oplysninger, end hvad der fremgår af skemaerne. Dette kunne eksempelvis være oplysninger om, hvornår batchkørsler eller andre væsentlige forhold er tilendebragt. Finanstilsynet vil også kunne anmode en virksomhed om kun at udfylde dele af et skema, hvis det vurderes at være tilstrækkeligt.
Finanstilsynet vil anmode om oplysninger fra virksomhederne, efterhånden som afviklingsplanerne for de enkelte virksomheder udarbejdes og opdateres. Der vil kunne forventes en forskel på, hvor ofte et systemisk vigtigt institut (SIFI) og hvor ofte et mindre gruppe 3- eller gruppe 4-pengeinstitut eller et fondsmæglerselskab I skal levere oplysninger til brug for afviklingsplanlægningen. Årsagen hertil er bl.a., at afviklingsplaner for SIFI’er skal opdateres mindst en gang om året, hvorimod Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet for ikke-SIFI’er kan beslutte, at afviklingsplanen skal opdateres mindre end en gang om året. Det vil altid være en konkret vurdering, som afgør, hvor ofte afviklingsplanen skal opdateres. Herudover kan der eksempelvis være behov for at indhente opdaterede oplysninger i tilfælde af materielle ændringer i virksomheden, som kan få betydning for afviklingsplanen, eller i en krisesituation, hvor afviklingsplanen kan risikere at blive benyttet.
Finanstilsynet vil tilstræbe at samle anmodningerne, således at en virksomhed ikke inden for en kortere periode modtager flere anmodninger. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan opstå behov for supplerende oplysninger fra virksomhederne, efterhånden som afviklingsplanlægningen skrider frem.
Finanstilsynet fastsætter en frist for indsendelse af de oplysninger og oversigter, som Finanstilsynet anmoder om. Fristen vil blive fastsat ud fra en konkret vurdering, som bl.a. vil afhænge af oplysningernes omfang og karakter. Finanstilsynet vil tilstræbe en passende frist, der giver virksomheden tilstrækkelig med tid til at fremskaffe og indsende oplysningerne. Er virksomheden eksempelvis i en krisesituation, kan den forvente at få en kortere frist, end hvis oplysningerne skal bruges til eksempelvis den årlige opdatering af virksomhedens afviklingsplan. Proceduren for anmodning om oplysninger følger af artikel 2 i ITS’en.
Udgangspunktet for afviklingsplaner er, at der udarbejdes en samlet plan for koncernen (koncernafviklingsplan), der samtidig indeholder en afviklingsplan for de enkelte omfattede virksomheder i koncernen. Finanstilsynet vil som udgangspunkt bede modervirksomheden om at levere oplysninger for koncernen, herunder oplysninger vedrørende de relevante dattervirksomheder. Hvis det er relevant, kan Finanstilsynet i samarbejde med Finansiel Stabilitet beslutte, at der også skal udarbejdes individuelle afviklingsplaner for de omfattede virksomheder, herunder individuelle afviklingsplaner for de dattervirksomheder, som er omfattet af lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Her kan Finanstilsynet vælge at indhente oplysninger direkte fra den enkelte virksomhed, hvis dette vurderes at være hensigtsmæssigt i forhold til afviklingsplanlægningen.