LBK nr 265 af 06/03/2025
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Vandsektorloven § 33
(Ophævet)
Forarbejder til Vandsektorloven § 33
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse fastsætter, at kommunen under visse betingelser i forbindelse med salg af en kommunal vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed kan sælge fast ejendom uden forudgående offentligt udbud. Bestemmelsen indebærer en fravigelse af den almindelige regel i den kommunale styrelseslovs § 68, hvorefter salg af en kommunal ejendom som udgangspunkt forudsætter et offentligt udbud.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 15, hvorefter kommuners deltagelse i aktiviteter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning, kun må drives i aktie- eller anpartsselskabsform. Bestemmelsen i § 15, stk. 1, indebærer, at aktiviteter forbundet med vand- og spildevandsforsyning ikke må være en del af den kommunale forvaltning, jf. dog § 15, stk. 2 og § 32.
I § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme, som er udstedt med hjemmel i § 68 i den kommunale styrelseslov, er det fastsat, at den kommunale tilsynsmyndighed kan meddele samtykke til, at offentligt udbud kan undlades, hvor der foreligger særlige forhold, der kan begrunde en undladelse af offentligt udbud. Det er en forudsætning for meddelelse af samtykke, at ejendommen sælges til markedsprisen, medmindre den skrevne eller uskrevne lovgivning giver mulighed for, at kommunen ved varetagelsen af en saglig, kommunal interesse kan sælge ejendommen til en pris, der er lavere end markedsprisen. En fritagelse for offentligt udbud forudsætter efter bekendtgørelsen endvidere, at tilbudsgiveren har en sådan særlig tilknytning eller interesse i netop den pågældende ejendom, at det vil være ubetænkeligt at afskære andre potentielle tilbudsgivere fra at komme i betragtning. Det kan for eksempel være salg i forbindelse med salg af en kommunal virksomhed med henblik på videreførelse af en kommunal virksomhed i selskabsform, hvor den faste ejendom er en integreret del af virksomheden og særligt indrettet til driften af virksomheden. Det omfatter endvidere salg af en ejendom sammen med elforsyningsvirksomhed til et af kommunen ejet selskab som følge af reglerne i lov om elforsyning om, at elforsyningsvirksomheden alene vil kunne udøves i selskaber med begrænset ansvar, jf. afsnit 5.4.4) og 5.4.5) i vejledning nr. 60 af 28. juni 2004 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme.
Nærværende lovforslag indebærer dels, at kommuner er forpligtet til at sælge deres vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder eller at organisere aktiviteter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning i anparts- eller aktieselskaber, dels, at salg af omkring 150 kommunale vand- og spildevandsforsyningsvirksomheder og de dertil tilknyttede faste ejendomme skal ske senest den 30 juni 2010. På den baggrund og under hensyn til formålet med regler om offentligt udbud findes det såvel hensigtsmæssigt som ubetænkeligt at skabe en generel mulighed for, at salg i den omhandlede situation kan ske uden samtykke til at undlade offentligt udbud. Herved er tillige lagt vægt på, at både kommunerne og tilsynsmyndighederne derved undgår en administrativ merbelastning i forbindelse med udarbejdelse henholdsvis behandling af ansøgninger om samtykke til undladelse af offentligt udbud.
Bestemmelsen omfatter kun salg i forbindelse med videreførelse af den kommunale virksomhed i anparts- eller aktieselskaber, jf. § 15, stk. 1.
I lov om kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger er det forudsat, at en vand- eller spildevandsforsyning kan overdrages vederlagsfrit til forbrugerne. Ved kommunens overdragelse til forbrugerne gælder derfor § 2, stk. 2, nr. 5, i bekendtgørelse om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme, hvorefter offentligt udbud kan undlades ved salg til institutioner m.v., som kommunen lovligt kan yde støtte til. Det følger således af gældende ret, at en kommune kan undlade offentligt udbud i forbindelse med en vederlagsfri overdragelse af forsyningsvirksomheden til forbrugerne.
Andre former for salg, for eksempel til private selskaber, er ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 33 og er heller ikke undtaget fra offentligt udbud efter andre bestemmelser. Sådant salg forudsætter derfor enten forudgående offentligt udbud eller tilsynsmyndighedens samtykke til at undlade offentligt udbud, jf. § 2, stk. 3, i bekendtgørelse om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme.
Det er alene de ejendomme, der udgør en integreret del af forsyningsvirksomheden, der efter den foreslåede bestemmelse i § 33 kan undtages fra udbud. Omfattet af bestemmelsen er herefter bl.a. en vandværksgrund eller en spildevandsanlægsgrund med tilhørende bygninger og indretninger. Andre ejendomme, f.eks. administrationsbygninger, som ikke er beliggende på en vand- eller spildevandsgrund, er derimod ikke omfattet af bestemmelsen.
Det er endvidere, når der bortses fra overdragelse til forbrugerne, jf. ovenfor, en betingelse, at salg sker til markedspris.
Det er en betingelse for, at reglerne om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme ikke gælder, at salget finder sted senest 30. juni 2010. Det betyder bl.a., at hvis kommuner efter denne dato ønsker at sælge et vandselskab, der er organiseret som kommunalt fællesskab, jf. § 60 i den kommunale styrelseslov, til et aktie- eller anpartsselskab, gælder de almindelige regler om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme.
Af overgangsbestemmelsen i § 17 i samtidig fremsatte samlelovforslag følger det, at tinglysningsafgiften, ved kommuners overdragelse af fast ejendom til et af kommunen helt eller delvist ejet aktie- eller anpartsselskab, som sker som led i gennemførelsen af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, beregnes efter tinglysningsafgiftslovens § 7, stk. 1, såfremt ejerskiftet er tinglyst senest den 31. december 2010.