LBK nr 1009 af 02/09/2024
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Udlændingeloven § 19c
En tidsbegrænset opholdstilladelse, der er undladt inddraget efter § 19, stk. 7, 1. pkt., eller § 19, stk. 8, 1. pkt., eller er forlænget efter § 19 a, stk. 2, 3. pkt., kan forlænges, medmindre udlændingen 5 år eller senere regnet fra tidspunktet for denne afgørelse modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik bortset fra hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse. I sådanne tilfælde skal opholdstilladelsen nægtes forlænget, jf. dog § 19 a, stk. 5. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, efter ophør af opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1, jf. § 16, stk. 2, eller § 17, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 3. I sådanne tilfælde beregnes fristen i 1. pkt. fra afgørelsen om meddelelse af opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1.
Stk. 2. En opholdstilladelse efter § 9 m, stk. 1 eller 2, eller § 9 n, stk. 1, kan ikke nægtes forlænget, uanset at personen ikke bor på fælles bopæl med den danske statsborger eller udlændingen med opholdstilladelse efter §§ 9 a, 9 i, 9 k eller 9 p, hvis personen bor sammen med et andet familiemedlem, hvis opholdstilladelse efter § 9 m, stk. 1 eller 2, eller § 9 n, stk. 1, er undladt inddraget efter § 19, stk. 7, 1. pkt., eller § 19 a, stk. 4, eller er forlænget efter § 19 a, stk. 2, 3. pkt., eller § 19 a, stk. 5.
Stk. 3. En opholdstilladelse efter § 9 a eller § 9 i, stk. 2, nr. 1, kan ikke nægtes forlænget, uanset at udlændingen med opholdstilladelse efter § 9 m, stk. 1, eller § 9 n, stk. 1, efter samlivsophør modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvis opholdstilladelsen efter § 9 m, stk. 1, eller § 9 n, stk. 1, er undladt inddraget efter § 19, stk. 7, 1. pkt., eller § 19 a, stk. 4, eller er forlænget efter § 19 a, stk. 2, 3. pkt., eller § 19 a, stk. 5.
Stk. 4. En opholdstilladelse efter § 9 a eller § 9 m, stk. 1, kan ikke nægtes forlænget, uanset at udlændingen med opholdstilladelse efter § 9 m, stk. 1, arbejder uden arbejdstilladelse, jf. § 9 m, stk. 3, 1. pkt., hvis opholdstilladelsen efter § 9 m, stk. 1, er undladt inddraget efter § 19, stk. 7, 1. pkt., eller § 19 a, stk. 4, eller er forlænget efter § 19 a, stk. 2, 3. pkt., eller § 19 a, stk. 5.