Search for a command to run...
LBK nr 116 af 03/02/2025
Erhvervsministeriet
En ordregiver kan anvende innovationspartnerskaber, hvis ordregiveren vil udvikle en innovativ vare, en tjenesteydelse eller et bygge- og anlægsarbejde, som ikke allerede er tilgængelig på markedet. Et innovationspartnerskab består af tre faser: udbuddet, innovationsforløbet og et eventuelt efterfølgende indkøb af den udviklede ydelse.
Innovationspartnerskaber er ikke forbudt i henhold til det gældende direktiv. Der findes dog ingen bestemmelser i det gældende direktiv, som åbner op for etablering af et innovationspartnerskab, hvor udvikling af en løsning med efterfølgende anskaffelse af den udviklede løsning er tænkt sammen i ét samlet udbud.
§ 73 gennemfører direktivets artikel 26, stk. 3, og er ny i forhold til det gældende direktiv.
Det fastsættes i bestemmelsen, at ordregiveren kan anvende udbudsproceduren innovationspartnerskab, hvis ordregiveren vil udvikle en innovativ vare, tjenesteydelse eller bygge- og anlægsarbejde, som ikke allerede er tilgængelig på markedet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 24, nr. 17. Innovationspartnerskabet består af 3 faser. Selve udbuddet, som følger udbud med forhandling, innovationsforløbet, som kan være en eller flere partnerskabskontrakter og et eventuelt efterfølgende indkøb af det produkt, der udvikles under innovationsforløbet.
Som følge heraf kan ordregiveren ved udbud af innovationspartnerskaber indhente tilbud angående indkøbet af den udviklede vare, tjenesteydelse eller bygge- og anlægsarbejde uden fornyet udbud.