Til stk. 1

Efter gældende ret straffes overtrædelse af straffelovens § 289 med fængsel indtil 8 år. Det foreslås i indledningen til stk. 1, at en sådan overtrædelse straffes med en bøde på højst 60 pct. af de unddragne skatter og afgifter, hvis lovens betingelser er opfyldt. Afgrænsningen af, hvilke strafbare forhold der kan henføres til straffelovens § 289, ændres ikke. Den gældende praksis herfor er beskrevet i afsnit 3.1.1.1. og 3.1.2.1. i de almindelige bemærkninger.

Efter gældende ret straffes overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen i tilfælde, der ikke henføres til straffelovens § 289, med bøde eller fængsel i op til 1 år og 6 måneder. Der er ikke angivet noget niveau for bødestraffen. Praksis med hensyn til bødeniveau i disse tilfælde er beskrevet i afsnit 3.1.1.3 og 3.1.2.3. De skatte- og afgiftslove, som er omfattet af ordningen, fremgår af bilag 1. Det foreslås i indledningen til stk. 1, at også sådanne overtrædelser straffes med en bøde på højst 60 pct. af de unddragne skatter og afgifter, dersom lovens betingelser er opfyldt.

Det foreslås, at der skal være tale om forsætlige overtrædelser på 100.000 kr. og derover, da mindre grove overtrædelser ved selvanmeldelse ikke er strafsanktionerede. Da forslaget om en midlertidig strafnedsættelse ved selvanmeldelse i særlige situationer sætter fokus på den gældende selvanmeldelsesordning, fremgår det af de almindelige bemærkninger i afsnit 4.1. , at Skatteministeriet i samarbejde med anklagemyndigheden udenfor den midlertidige strafnedsættelsesordning skal få fastlagt en praksis for sanktionsniveauet ved forsætlige unddragelser mellem 100.000 kr. og 250.000 kr., hvor der er tale om selvanmeldelse.

Den foreslåede ordning angår forhold i forbindelse med midler, der har været holdt skjult i udlandet. De betingelser, der skal være opfyldt for, at et forhold omfattes af ordningen, fremgår af stk. 1, nr. 1 - 4. Heraf vedrører nr. 1 placeringen af de pågældende midler, nr. 2 vedrører krav til kontakten mellem den berørte person og myndighederne, nr. 3 angiver den periode, hvor ordningen kan anvendes, og nr. 4 indeholder forpligtelsen til at betale alle skyldige skatter og afgifter i forbindelse med de afslørede forhold.

Efter nr. 1 skal det strafbare forhold for det første vedrøre midler, der indestår på konti, eller værdier, der er placeret i depot, hos pengeinstitutter eller tilsvarende økonomiske aktører i visse lande og i skattemæssig henseende selvstændige jurisdiktioner. Værdier kan omfatte både pengebeløb, værdipapirer og andre aktiver.

Kerneområdet for ordningen forventes at være konti tilhørende danske fuldt skattepligtige - personer såvel som virksomheder og selskaber - i udenlandske pengeinstitutter m.v., hvor der i en kortere eller længere periode er tilskrevet renter, uden at de danske skattemyndigheder er kommet til kundskab herom gennem Money Transfer-projektet eller på anden vis. Fuld skattepligt til Danmark er dog ikke en betingelse for at kunne benytte ordningen. Ved opgørelse af de samlede unddragne skatter og afgifter skal der – i overensstemmelse med den almindelige praksis herfor – også tages hensyn til måden, hvorpå midlerne er tilvejebragt, da der er forskel på skatteberegningen ved f.eks. almindelig indkomst eller arv.

Foruden pengeinstitutkonti omfattes også depoter i udenlandske pengeinstitutter af ordningen, således at den bl.a. også omfatter afkast af aktier og andre værdipapirer anbragt i et udenlandsk depot.

Den udenlandske institution skal som udgangspunkt være en bank eller et andet pengeinstitut svarende til f.eks. en dansk sparekasse. Hertil kommer andre tilsvarende økonomiske aktører. Der kan ikke gives en udtømmende opregning af, hvilke økonomiske aktører i hvilke lande og jurisdiktioner, der konkret vil kunne ligestilles med et pengeinstitut, idet lovgivningen vedrørende økonomiske aktører varierer meget på verdensplan. En vis vejledning kan dog findes i EU’s rentebeskatningsdirektiv (48/2003/EØF), omtalt under afsnit 3.3.1. i de almindelige bemærkninger. Direktivet finder – ud over pengeinstitutter – anvendelse på visse andre økonomiske aktører, f.eks. investeringsforeninger, og finder i kraft af samarbejdsaftaler tilsvarende anvendelse i en række jurisdiktioner uden for EU. I tvivlstilfælde vil SKAT foretage en konkret vurdering, eventuelt efter at have konsulteret Finanstilsynet.

Det udenlandske pengeinstitut m.v. skal være hjemmehørende i et land eller en selvstændig skattejurisdiktion, som ikke står på den liste, der er optaget som bilag 2 til lovforslaget.

Listen afspejler forligstekstens angivelse af, at der skal være tale om lande eller jurisdiktioner, hvorfra Danmark ikke kunne have fået oplysninger om bankindeståender og lignende pr. 1. januar 2008, dersom man fra dansk side havde anmodet myndighederne i landet eller jurisdiktionen om disse oplysninger.

Der kan være to årsager til, at Danmark ikke kunne have fået sådanne oplysninger. Den ene – og langt den hyppigste – årsag er, at Danmark ikke havde en aftale med det pågældende land eller den pågældende jurisdiktion om udveksling af oplysninger i skattesager. Der kan ikke opstilles en udtømmende liste over lande og jurisdiktioner, som Danmark ikke havde en sådan aftale med den 1. januar 2008, idet der ikke nogetsteds forefindes et fuldt overblik over alle selvstændige skattejurisdiktioner på verdensplan.

Den anden årsag til, at Danmark ikke kunne have fået bankoplysninger, kan være, at Danmark ganske vist havde en aftale med det pågældende land pr. 1. januar 2008 om udveksling af oplysninger i skattesager, men at denne aftale ikke omfattede udveksling af bankoplysninger. Om baggrunden for, at sådanne aftaler forekommer, henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.4.4. Det drejer sig konkret om Belgien, Luxembourg, Schweiz, Singapore og Østrig, som alle havde uigennembrydelig bankhemmelighed pr. 1. januar 2008. For alle fem lande gælder dog, at de nu har indgået protokoller med Danmark om ændring af artiklen om udveksling af oplysninger i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, således at de fremover – efter anmodning fra Danmark – vil indhente og videregive oplysninger fra pengeinstitutter m.v.

Som bilag 2 til lovteksten er optaget en oversigt over de lande og jurisdiktioner, som Danmark kunne have fået bankoplysninger fra pr. 1. januar 2008. Det vil sige de lande og jurisdiktioner, som Danmark havde aftaler med om udveksling af oplysninger i skattesager, undtagen de fem lande, som er nævnt i foregående afsnit. For de lande og jurisdiktioner, der står opført i bilaget, gælder ordningen ikke. Skulle der indkomme anmeldelser i forbindelse med den nye ordning, som vedrører disse lande og jurisdiktioner, kan SKAT ikke se bort fra anmeldelsen. Sagen vil i stedet som udgangspunkt blive behandlet efter de almindelige regler for selvanmeldelser, som er beskrevet i afsnit 3.1.3. i de almindelige bemærkninger.

Som omtalt i afsnit 3.4.4. i de almindelige bemærkninger har der i de seneste år været en markant udvikling i retning af, at flere og flere lande og jurisdiktioner opgiver deres uigennembrydelige bankhemmelighed og erklærer sig villige til – efter anmodning i konkrete sager – at videregive bankoplysninger til aftalepartnere i skattesager. Ud over de fem nævnte protokoller med Belgien, Luxembourg, Schweiz, Singapore og Østrig har Danmark nu indgået 36 separate aftaler om udveksling af oplysninger i skattesager (TIEAer). I det omfang en selvanmeldelse under den nye ordning vedrører konti eller depoter i et land eller en jurisdiktion, som Danmark siden 1. januar 2008 har fået mulighed for at få oplysninger fra, vil SKAT kunne gøre brug af en sådan aftale i forbindelse med efterforskningen af sagen. SKAT har således forbedrede muligheder for at få verificeret eller uddybet de oplysninger, som anmelderen selv er fremkommet med.

Efter nr. 2 skal anmelderen have kontaktet SKAT, inden en henvendelse fra SKAT eller en anden myndighed er kommet frem til anmelderen, og anmelderen skal aflægge fuldstændig tilståelse. Som eksempel på en henvendelse, der afskærer modtageren fra at benytte ordningen, kan først og fremmest nævnes SKATs meddelelse om, at en kontrolsag er startet i forbindelse med Money Transfer-projektet, jf. afsnit 3.2. Som eksempler på tilfælde, hvor den indledende kontakt kommer fra en anden myndighed end SKAT, kan nævnes politiet, der f.eks. kan have rettet henvendelse til anmelderen om strafferetlig efterforskning af andre forhold, som har belyst tilstedeværelsen af midler i udlandet, og hvor anmelderen må forvente, at oplysninger herom vil gå videre til SKAT. Tilsvarende kan Finanstilsynet have rettet henvendelse i forbindelse med hvidvasklovgivningen. Anmelderen kan i sådanne tilfælde ikke opnå strafnedsættelse for overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen, der måtte indtage en sekundær rolle i forhold til den primære efterforskning af andre strafbare forhold.

Hvad enten det er SKAT eller en anden myndighed, der efterforsker sagen, vil anmelderen kunne blive omfattet af ordningen, hvis blot anmeldelsen bliver indgivet, inden en henvendelse fra den efterforskende myndighed er kommet frem til anmelderen. Dette er på et enkelt punkt en fravigelse af de almindelige frivillighedsprincipper, der gælder for selvanmeldelse, og som er beskrevet i afsnit 3.1.3. i de almindelige bemærkninger. Efter de almindelige principper er man ikke selvanmelder, hvis man, uden ligefrem at have modtaget en henvendelse fra myndighederne, har viden eller sikker formodning om, at skattemyndighederne beskæftiger sig med ens skatteforhold på en sådan måde, at unddragelsen må forventes at komme for dagen.

Meddelelsen skal være kommet frem til den skattepligtige, men der er ikke et krav om, at meddelelsen er kommet til den skattepligtiges kundskab. Begrundelsen herfor er, at det kan være vanskeligt at sandsynliggøre, at en skattepligtig har haft den fornødne viden om, at en opklaring er umiddelbart forestående, før han eller hun er blevet kontaktet. Det er imidlertid muligt at føre bevis for, at en meddelelse er kommet frem, hvorefter risikoen for, om meddelelsen er kommet til kundskab, ligger hos den skattepligtige. Kravet om, at en meddelelse fra myndigheden skal være kommet frem, betyder, at den skattepligtige får en større sikkerhed for, at han eller hun er omfattet af ordningen, forudsat at de andre betingelser er opfyldt.

Som andet led i bestemmelsen fastslås det, at den pågældende skal aflægge fuldstændig tilståelse. Dette svarer til straffelovens § 82, nr. 9, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, hvis gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuld tilståelse. Anmelderen har således frivilligt afstået fra den ret, han ellers har til ikke at medvirke til sagens opklaring. Det er en forudsætning for, at ordningens strafnedsættelseselementer kan finde anvendelse. Konstateres det i forbindelse med den efterfølgende prøvelse og efterforskning af sagen, at personen ikke har lagt alle kort på bordet, men har forsøgt enten at vildlede eller at begrænse efterforskningen, overgår sagen til behandling hos politiet.

Endelig fremgår det som tredje led i bestemmelsen, at den skattepligtige skal medvirke til sagens fulde opklaring, så SKAT kan foretage en korrekt ansættelsesændring. Det er ikke et krav, at al dokumentation skal indgives samtidig med anmeldelsen, da det i mange tilfælde først vil blive afklaret, når SKAT påbegynder sagsbehandlingen, hvilken dokumentation og hvilke uddybende forklaringer, der er behov for. Der skal gives så fyldestgørende oplysninger som muligt, således at SKAT får mulighed for at opgøre forholdene omkring udeholdte skatter og afgifter præcist. Konstaterer SKAT noget, der tyder på, at der foreligger andre strafbare forhold, videregives sagen til politiet.

Det anmeldte forhold skal underbygges af kontoudtog, fakturaer, pengeoverførselsdokumenter eller lignende dokumentation, i det omfang anmelderen ligger inde med sådan dokumentation eller har mulighed for at fremskaffe den. Der kan, afhængig af, hvilke aktiviteter der har været tale om, og hvilke dele af skatte- og afgiftslovgivningen der er overtrådt, være behov for andre former for dokumentation. Det afgørende i forhold til strafnedsættelsen er, at anmelderen medvirker til sagens opklaring efter bedste evne og vilje, og ikke om det er muligt for den pågældende at fremskaffe absolut al dokumentation. At der fortsat kan være mangler ved dokumentationsmaterialet, må f.eks. accepteres, når et forhold er indledt mange år tilbage i tiden, eller når der er tale om arvede midler.

Efter nr. 3 har strafnedsættelsesordningen virkning for anmeldelser, som indgives i perioden fra 1. juli 2012 til og med 30. juni 2013.

Efter nr. 4 er det en betingelse for strafnedsættelse, at alle skyldige skatter og afgifter betales, hvilket er et udtrykkeligt element i forligsteksten, jf. afsnit 2 i de almindelige bemærkninger. Ved opgørelsen af det skyldige beløb, vil der blive pålagt renter efter de almindelige opgørelsesprincipper. SKAT vil i forbindelse med den endelige ansættelse under hensyntagen til skatteyders forhold fastsætte en frist for betaling. Fristen vil ikke blive kortere end 14 dage.

Til stk. 2

Skattepligtige, som ikke indgiver selvangivelse, og som ikke modtager årsopgørelse, fordi de har undladt at give oplysning om deres skattepligt eller bopælsforhold, kan straffes efter skattekontrollovens § 15, hvis det udviste forhold er forsætligt. Det drejer sig både om situationer med fuld skattepligt og begrænset skattepligt. Det er gældende praksis, at forhold, hvor skattekontrollovens § 13 eller § 16 er overtrådt samtidig med skattekontrollovens § 15, alene afgøres efter skattekontrollovens § 15.

Som eksempel på situationer, der er omfattet af skattekontrollovens § 15, kan nævnes, at den pågældende er flyttet til Danmark uden at tilmelde sig folkeregisteret, eller den pågældende har afmeldt sig fra folkeregisteret, selv om vedkommende faktisk stadig har bopæl og er fuldt skattepligtig til Danmark. For selskaber kan der være tale om manglende registrering af faste driftssteder i Danmark.

Den foreslåede ordning angår kun overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen, som har tilknytning til placering af værdier i udlandet. Fysiske og juridiske personer, som reelt er skattepligtige til Danmark, men som har søgt at vildlede de danske myndigheder om, at dette er tilfældet, vil typisk have skattepligtige forhold, der omfatter andet end placering af midler i udlandet.

Det foreslås derfor, at overtrædelser, der kan henføres til skattekontrollovens § 15, ikke skal være omfattet af den midlertidige strafnedsættelse.

Det foreslås, at skattekontrollovens § 21 ikke finder anvendelse i sager omfattet af den midlertidige strafnedsættelsesordning i § 1, stk. 1.

Skattekontrollovens § 21 giver hjemmel til, at der i sager om skatteunddragelse, hvor strafansvaret er forældet, og hvor muligheden for genoptagelse af skatteansættelsen er bortfaldet, pålægges en tillægsskat, der svarer til skatten af den udeholdte indtægt. Bestemmelsen omfatter alene indkomstbeskatning. Den giver samtidig mulighed for, at skattekravet rejses som et krav på erstatning for skade forvoldt ved en strafbar handling, og i denne situation starter forældelsesfristen først på det tidspunkt, hvor SKAT har fået et sådant kendskab til skaden, at kravet kan gøres gældende.

Skatte- og afgiftsstraffesager forældes 10 år efter, at overtrædelsen er begået, hvis forholdet er omfattet af straffelovens § 289, og ellers er overtrædelserne forældet efter 5 år. Der er en sammenhæng imellem at rejse en straffesag og muligheden for at genoptage skatte- og afgiftsansættelsen, efter at de ordinære frister for genoptagelse er udløbet, som betyder, at unddragelsen kan opgøres henholdsvis 5 og 10 år bagud i tid efter straffelovens forældelsesregler.

Skattekontrollovens § 21 har haft en meget begrænset anvendelse. Det er sjældent, at der foreligger tilstrækkelige beviser til en efterregulering af indkomstskatten, når alle forældelsesfrister er sprunget. I praksis anvendes bestemmelsen heller ikke i de skatte- og afgiftsstraffesager, hvor strafansvaret ikke er forældet for en del af forholdene, og hvor der samtidig foreligger forhold, der er forældede. Der sker en tilskæring af sagen, således at kun de forhold, der ikke er forældede, indgår i ansættelsen og i straffesagen. Det betyder, at hvis en konto f.eks. er oprettet i 1970 i forbindelse med modtagelse af arv fra udlandet, så vil krav om betaling af arveafgift være forældet, men rentetilskrivningen på kontoen kan opgøres for de år, som ikke er omfattet af den strafferetlige forældelse og danne grundlag for både en ansættelsessag og en straffesag.

Den foreslåede bestemmelse i § 3 giver SKAT hjemmel til at afslutte sager, der er omfattet af den midlertidige strafnedsættelsesordning, med et bødeforelæg, hvor sanktionen i den almindelige ordning om selvanmeldelse ville omfatte enten betinget eller ubetinget frihedsstraf. Der er således tale om en midlertidig udvidelse af kompetencen til at afslutte straffesager inden for SKATs område med bøde i stedet for frihedsstraf. Tilsvarende bestemmelser, der giver mulighed for at afslutte en straffesag administrativt med et vedtaget bødeforelæg, findes for hele skatte- og afgiftslovgivningen, se afsnit 3 om gældende ret.

Til stk. 2

Den foreslåede henvisning til retsplejelovens krav til udformning af et anklageskrift er en sikring af, at den sigtede er bekendt med, hvilke strafbare forhold, der er tale om. Der er tale om et formkrav til bødeforelægget, hvor den strafbare overtrædelse skal beskrives konkret og med henvisning til, hvilke straffebestemmelser, der er overtrådt, ligesom det skal fremgå, hvem der har begået overtrædelsen og hvornår.

Det er et grundlæggende strafferetligt princip, at en sigtet ikke kan tvinges til at medvirke til opklaring af den forbrydelse, vedkommende har begået. Ved selvanmeldelse giver den sigtede frivilligt afkald på disse rettigheder, men kan naturligvis til hver en tid påberåbe sig denne beskyttelse og herved tilbagekalde selvanmeldelsen.

Til stk. 3

Et vedtaget bødeforelæg er en endelig strafferetlig afgørelse, og derfor bortfalder videre forfølgning efter den foreslåede bestemmelse.

Til stk. 1

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2012. Det er således først fra dette tidspunkt, at selvanmeldelse efter § 1 vil blive omfattet af den midlertidige strafnedsættelse.

Om baggrunden for bestemmelsen henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.3.

Den foreslåede tilføjelse til straffelovens § 289 er en strafskærpelsesbestemmelse for så vidt angår tillægsbøden, jf. straffelovens § 50, stk. 2, og de skærpende omstændigheder er formuleret svarende til strafskærpelsesbestemmelserne i straffelovens § 286 for andre formueforbrydelser.

Da der ikke i forbindelse med ønsket om en skærpelse af bødeniveauet er fremsat ønske om ændring af niveau for udmåling af frihedsstraf, betyder det, at en forhøjelse af bøden ikke skal modsvares af en mindre frihedsstraf.

Der er ikke tale om, at strafskærpelsen i form af højere tillægsbøde end en gang unddragelsen skal have virkning for alle overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen, der er omfattet af straffelovens § 289, fordi unddragelsen er over 500.000 kr. Der skal være tale om særligt skærpende omstændigheder.

De omstændigheder ved den foretagne unddragelse, som bør indgå i vurderingen ved udmåling af tillægsbøden, er f.eks. udførelsesmåden gennem en planlægning, der tilsigter at vanskeliggøre opklaring af unddragelsen. Placering af indeståender i udenlandske pengeinstitutter m.v., som SKAT ikke kan indhente oplysninger fra, må anses for at være en manøvre, der tilsigter at vanskeliggøre opklaringen. Af andre vigtige strafskærpende omstændigheder kan nævnes, at der er flere gerningsmænd, f.eks. i forbindelse med stråmandsvirksomhed, tale om særlig planlægning i øvrigt eller tale om overtrædelser af flere skatte- og afgiftslove.

Tilstedeværelsen af de nævnte skærpende omstændigheder bør som udgangspunkt medføre, at niveauet for tillægsbøden forhøjes med 20 pct. i forhold til det nuværende niveau.

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland. Skattespørgsmål hører under det færøske hjemmestyres og det grønlandske selvstyres kompetence, jf. § 2 i lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre og § 23, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 2009 om Grønlands Selvstyre, jf. § 4 i lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre.